Svend Grathe: Forskelle mellem versioner

Sidst i Erik Lams kongetid var han atter i Danmark, hvor han og hans fætter [[Valdemar den Store|Valdemar]] trods [[ærkebiskop Eskil]]s indsigelse skrinlagde [[Knud Lavard]]s ben ([[1146]]). Samme år trak Erik sig tilbage og døde, og straks greb Svend efter kronen. Det lykkedes ham at vinde sjællændere og skåninger, men hovedmassen af jyderne samledes om [[Knud 5.|Knud Magnussen]], og en voldsom tronkamp begyndte. Eskil nærmede sig til Knud, men Svend overvandt ærkebispen og holdt ham fanget i hans egen [[domkirke]]; snart reddedes han dog ved sin egen dristighed og købte sig Eskils tilgivelse og tilslutning ved at skænke ærkesædet gods i [[Skåne]] og en stor del af [[Bornholm]]. Heldig slog han nu Knud ved [[Slangerup]] og drev ham tilbage til [[Jylland]]. Under påvirkning af den store europæiske [[korstog]]sbevægelse sluttede kongerne sig sammen til fælles tog mod [[vender]]ne ([[1147]]), men udrettede kun lidt. Jyderne så med glæde [[vender]]ne nedhugge skåningerne og tage Svends kongeskib, og Svend var for mistroisk over for Knud til at ville sejle hjem på hans skib, så kongekrigen brød løs igen. Atter var Knud den angribende og overrumplede [[Roskilde]], men tabte i kampen ved [[Taastrup|Tåstrup]], hvor Svend personlig dog ikke udmærkede sig ([[1148]]). Svend havde nu overtaget, bemægtigede sig [[Fyn]], satte Valdemar til hertug i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og hjemsøgte, støttet af ditmarskeren Edeler, grev Adolf af [[Grevskabet Holsten|Holstens]] lande, fordi denne havde sluttet sig til Knud, men kunne ikke afværge Edelers fald i en ulige kamp med holstenerne. Senere sejrede Svend ved [[Viborg]] ([[1150]]) og jog Knud af landet, og da hans medbejler kom igen med tyske hjælpetropper, tilføjede han ham et nyt nederlag ved [[Slaget ved Gedebæk|Gedbæk]] ([[1151]]). Æren for disse sejre tilkom dog mest Valdemar.