Forskel mellem versioner af "Madame Bovary"

22 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
m
m (→‎Virkelighedens Madame Bovary: Sproglige rettelser)
[[Fil:Manuscript de Madame Bovary def part1.djvu|thumb|upright=0.8|En side fra manuskriptet til ''Madame Bovary''.]]
'''''Madame Bovary''''' er en roman af den [[Frankrig|fransk]]e forfatter [[Gustave Flaubert]]. Den udkom i [[1857]] og er en af de største [[Realisme (kunst)|realistiske]] romaner. Den var genstand for en af litteraturhistoriens mest berygtede retssager: hansHans skildring af [[utroskab]] fandtesblev betragtet som anstødelig og til fare for den offentlige [[moral]], og Flaubert måtte forsvare sit værk i retssalen. Han blev frifundet.
 
== Handling ==
Emma har forlæst sig på romantisk litteratur, og gifter sig derfor med den første og den bedste, der kommer forbi; nærmest for at der skal ske noget. Dr. Bovary er da også overlykkelig for sin kønne unge kone. Efter at deres datter Berthe er kommet til verden, er fru Bovary klar over, at det her ikke er lige, hvad hun drømte om. Med sin ungdom, energi og livslyst slår hun så til, da den lokale [[godsejer]], Rodolphe, viser interesse for hende. Hun planlægger, at de sammen skal flygte ud i verden; men han får kolde fødder og svigter hende. Syg af raseri oplever fru Bovary [[hallucination]]er, men kommer til hægterne igen og indleder et forhold til en ung [[sagfører]]. Men hendes behov for smukke kjoler og ejendele medfører, at hun sætter sig i bundløs [[gæld]], og ikke ser anden udvej end at indtage en dødelig dose [[arsenik]]. Når hun tager sit liv, er grunden hovedsagelig, at der ikke er flere penge at opdrive, og et liv i [[fattigdom]] og forsagelse er ikke noget for fru Bovary. Sine elskere har hun gennemskuet i deres fejhed og banale selvoptagethed. De er ikke værd at dø for.
 
Bogen kan læses som samfundskritik, ægteskabsanalyse, kærlighedsroman, kvindeportræt, sygejournal ([[hysteri]]) og som [[filmmanus]]. Den blev filmatiseret af [[Jean Renoir]] i [[1934]] med Valentine Tessier som Emma; en tysk version fra [[1937]] med [[Pola Negri]] i rollen; og endelig lavede [[Claude Chabrol]] en nyindspilning med [[Isabelle Huppert]] i [[1991]]. <ref>https://www.nytimes.com/1991/12/25/movies/review-film-from-claude-chabrol-a-madame-bovary-with-isabelle-huppert.html</ref>
 
== Virkelighedens Madame Bovary ==
Den ene var Flauberts yngre søster Caroline. Svagelig, følsom og kærlig blev hun tidligt gift og døde i [[barsel]], kun 22 år gammel. Flaubert var lammet af sorg over tabet, men den dag, hun skulle begraves, nåede han at få taget en [[gips]]afstøbning af hendes ansigt. Den dannede udgangspunkt for en marmor[[Buste (skulptur)|buste]] i naturlig størrelse, der stod i værelset i alle de år, hvor han sad og skrev ''Madame Bovary''. Til sin elskerinde i Paris skrev han om kvinders ulykkelige stilling: "''Det er den verden, jeg befinder mig i for øjeblikket. Du kommer til at se, hvor dybt jeg går ned i følelsernes brønd.''"<ref>https://www.amazon.com/Madame-Penguin-Classics-Gustave-Flaubert/dp/0140449124] Geoffrey Wall; ''Who was the real Madame Bovary?'' Penguin Classics</ref>
 
En anden indflydelse på romanen havde Flauberts elskerinde, Louise Pradier,<ref>https://www.britannica.com/biography/Louise-Pradier</ref> som var gift med den velstående [[billedhugger]] James Pradier, en mand på hendes fars alder. Fru Pradier levede i luksus og førte en berømt ''[[salon]]'' i sit hjem på Quai Voltaire. Hendes fester var berømte; en gang var højdepunktet en [[parade]] af græske [[guder]] og [[gudinde]]r, med fru Pradier selv som [[Venus (gudinde)|Venus]] i en gennemsigtig [[tunika]] holdt sammen af en stor [[diamant]]. I modsætning til fru Bovary fik fru Pradier levet sine [[lidenskab]]er ud; men hendes mand gikblev træt af hendes enorme pengeforbrug og skandaløse [[promiskuitet]], og smed hende ud. Flaubert var fascineret af "faldne" kvinder, både erotisk og kunstnerisk, og beskrev Louise som "''et helt [[orkester]] af kvindelige følelser'''". Som en af hendes mange elskere lånte han mange detaljer til sin roman fra et upubliceret [[manuskript]] om fru Pradiers udsvævende og ulykkelige liv.<ref>https://archive.org/details/flaubertetlouise0000unse</ref>
 
Den tredje og mest kendte kvinde, Flaubert lånte træk fra til romanen, er Delphine Delamare,<ref>http://www.tombes-sepultures.com/crbst_857.html</ref> født Delphine Couturier, fra landsbyen Ry udenfor [[Rouen]]. Hun døde i [[1848]] i en alder af 27, og det forlød, at det var [[selvmord]]. I [[1990]] blev der sat en mindeplade op for hende med ordene "Madame Bovary" skrevet nedenunder. I en stor lade er der en udstilling med scener fra fru Bovarys liv. Landsbyen Ry passer dog meget dårligt til romanens beskrivelse af fru Bovarys hjemsted.<ref>https://www.nybooks.com/daily/2009/10/09/in-bovary-country/</ref> Ligesom Emma Bovary havde Delphine Delamare en godtroende ægtemand, en serie elskere og en smag for dyre kjoler, der satte hende i dyb gæld. Hun var i modsætning til fru Pradier ikke spor køn, men blev bemærket for sin smukke stemme og sit angiveligt forheksende blik.<ref>https://www.amazon.com/Madame-Penguin-Classics-Gustave-Flaubert/dp/0140449124] Geoffrey Wall; ''Who was the real Madame Bovary?'' Penguin Classics</ref> Selv insisterede Flaubert på, at romanen var ren fiktion; men 22. november [[1890]] skrev journalisten Georges Dubosc en artikel, ''La véritable Madame Bovary'', i ''Le Journal de Rouen'', hvor han påpegede lighedspunkterne mellem fru Delamares skæbne og handlingen i Flauberts roman.<ref>[http://flaubert.univ-rouen.fr/article.php?id=27 Centre Flaubert de l'Université de Rouen]</ref>
1.171

redigeringer