Marias lovsang: Forskelle mellem versioner

Maria bryder ud i denne lovsang, efter at hun af sin slægtning [[Elisabeth]] har fået bekræftet den guddommelige [[undfangelse]], der er sket inde i hende (Luk 1,26-45).

 

 

Ud af dette konkrete eksempel om Gud, der ophøjer den ringe tjenerinde Maria, udleder hun en lære om Guds væsen. Gud er en hellig og barmhjertig Gud, som ydmyger de hovmodige og ophøjer de ringe, mætter de sultne og gør de rige tomhændede (v50-53).

 

Dette er et yndet tema i [[evangelie]]rne, særligt i [[Lukasevangeliet]], hvor det svage fremstilles som det, Gud finder behag i, for netop i menneskers afmagt kan Guds almagt, barmhjertighed og kærlighed særligt komme til udtryk. Derved bliver Maria som den ringe, unge og ukendte pige en repræsentant og et symbol på de ringe, som Gud på grund af sin storhed og barmhjertighed netop kan gøre store ting imod. Her trækker teksten for øvrigt også på ''Hannahs lovsang'', der er nedskrevet i [[Første Samuelsbog]] 2,1-10, hvor [[Hannah]] var uden børn og ringe; men Gud gav hende et barn, der skulle blive en af Bibelens store [[profet]]er, nemlig [[Samuel (bibelsk navn)|Samuel]]. Denne lovsang ligger uden tvivl som inspiration til Marias lovsang. Til sidst henviser Marias lovsang til, at Gud nu, ved at lade Jesus komme til jorden, har taget sig af [[Jøde|Israel]], vist dem barmhjertighed og holdt sit løfte til Abraham.

== Virkningshistorie ==

Marias lovsang har en særlig plads, især i forbindelse med Maria-dyrkelsen. Lovsangen siger jo selv ''"Herefter skal alle slægter prise mig salig"''. Derudover har dens centrale placering i hver eneste dags aftenbøn, vesper, gjort den kendt og elsket af mange. På grund af den sociale tone blev den engang i [[1980'erne]] forbudt af diktatorne i [[Guatemala]]. <ref> 'The Gospel in Solentiname', Ernesto Cardenal (Maryknoll: Orbis Books, 1978) s.25. </ref>