Fastlandsspærringen: Forskelle mellem versioner

En anden ulempe ved blokaden var, at smugleriet blomstrede. I handelskrigen med Storbritannien forsøgte Napoleon derfor at få umiddelbar kontrol over så meget af kysten som muligt. I traktaten mellem Holland og Frankrig af [[16. marts]] [[1810]] måtte Holland afstå hele [[Zeeland]] med øen [[Schouwen-Duiveland|Schouwen]], [[Brabant (provins)|Brabant]] og [[Hertugdømmet Geldern|Geldern]] på venstre bred af [[Waal (flod)|Waal]]. Den [[1. juli]] 1810 abdicerede kongen af Holland [[Louis Bonaparte]], hvilket den 9. juli medførte, at hele Holland pr. dekret blev underlagt Frankrig. Da britiske importvarer fortsat nåede frem til kontinentet, erklærede Napoleon, at han måtte bringe hele Nordsøkysten under direkte fransk kontrol. Den [[13. december]] 1810 blev områder ved mundingerne af [[Ems (flod)|Ems]], [[Weser]] og [[Elben]] samt [[Hanseforbundet|hansestæderne]] [[Bremen]], [[Hamburg]] og [[Lübeck]] annekteret af Frankrig.<ref>Brockhaus-1895: Frankreich (Geschichte 1804–14), bind 7 s. 97f</ref> Napoleon overtrådte med annekteringen af [[Oldenburg (land)|hertugdømmet Oldenburg]], [[hertugdømmet Arenberg-Meppen]] og [[fyrstedømmet Salm]] den indgåede traktat om [[Rhinforbundet]], som forlangte, at de berørte herskere skulle give deres tilsagn.<ref>Brockhaus-1895, Rheinbund, Bind 13 side 820f</ref>