Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

'''"''Præsten i Vejlbye"''''' er en [[novelle]] fra [[1829]], der er skrevet af [[Steen Steensen Blicher]]. Den væsentligste del af plottet bliver fortalt gennem en [[dagbog]]. Komposition, fortælleteknik og intrige bindes her sammen til en sammenhængende beretning om en forbrydelse, hvor den egentlige opklaring af sagen sker gennem en anden persons optegnelser, fordi [[fortællerrollen i litteraturen|jeg-fortælleren]] ikke er i stand til selv at opklare sagen.

Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis [[Præsten i Vejlby (film fra 1922)|1922]] (Danmarks første tonefilm), [[Præsten i Vejlby (film fra 1931)|1931]] og [[Præsten i Vejlby (film fra 1972)|1972]]. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De tre andre er ''[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]'', ''[[Sildig Opvaagnen]]'' og ''[[Hosekræmmeren]]''.<ref>[https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870970-basis%3A06930875'' Dødens fortællere : om Blichers bedste noveller'']. [[Bibliotek.dk]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref>[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=40&p_fpkat_id=modt Steen Steensen Blicher - Ry og Eftermægle]. [[Arkiv for Dansk Litteratur]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref name="blichernu">[http://www.blicher-nu.dk/Den_kanoniserede_Blicher Den kanoniserede Blicher]. Blicher-nu.dk. Hentet 21/12-2016</ref> I 2006 kom "''Præsten i Vejlbye"'' med på [[Kulturministeriet|Kulturministeriets]] [[Kulturkanon]] blandt i alt 12 litterære værker.

[[Fil:S Blicher.jpg|thumb|[[Steen Steensen Blicher]] har skrevet "''Præsten i Vejlbye"'' som en [[krimi]] inden [[genre]]n egentligt var fastlagt.]]

[[Fil:Kalø castle ruin tower.jpg|thumb|Hovedtårnet på [[Kalø Slot]], hvor Søren Jensen Quist sad fanget, og senere inspirerede [[Steen Steensen Blicher]] til "''Præsten i Vejlbye"''.]]

Historien i "''Præsten i Vejlbye"'' blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists [[retssag]], der foregik i [[Grenaa]] i 1626. Sagen omhandlede en landarbejder og [[kusk]] ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists [[præstegård]], og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607.<ref name="Grenaa">{{cite web|url=http://norddjursarkiver.dk/mindesmaerker-skulpturer-og-udsmykning-2/sten-over-soren-quist/|title=Sten over Søren Quist|date=23. november 2013|work=Grenaa Egnsarkiv|publisher=Grenaa Egnsarkiv|accessdate=4. mars 2013|archiveurl=https://web.archive.org/save/http://norddjursarkiver.dk/mindesmaerker-skulpturer-og-udsmykning-2/sten-over-soren-quist/|archivedate=4. mars 2018}}</ref> 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknogler ved præstegården.<ref name="Grenaa"/> Der var mistanke om, at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev ført en officiel retssag mod Quist på [[Kalø Slot]], hvor han havde siddet fanget.<ref name="menvedmarked">[http://www.kongmenvedsmarked.dk/side/historien-om-kaloe-slot Historien om Kalø Slot]. kongmenvedsmarked.dk. Hentet 18/12-2016</ref><ref name="Kalø">{{cite web | url=http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Beskrivelser/Djursland/Kaloe/lenssaede/ | title=Lenssæde og storgods | language= | date=9. juli, 2012 | accessdate=2013-11-23 | work=The history of Kalø | publisher=[[Naturstyrelsen]]}}</ref> To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved [[halshugning]] den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at give falsk vidneudsagn<ref name="Kalø"/> og at der således var blevet begået [[justitsmord]] mod hans far.<ref name="menvedmarked"/> De to mænd blev henrettet for [[mened]] i 1634.<ref name="Grenaa"/>

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Ifølge Søren Baggesens Blicher-afhandling er "''Præsten i Vejlbye"'' – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af [[Det Moderne Gennembrud]].<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=.}}</ref> Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han har slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk.<ref name="arkiv"/> I Søren Baggesens [[disputats]], der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistiske skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor ”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref name="autogeneret2">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=275.}}</ref>[[Fil:Steen Steensen Blicher1.jpg|thumb|left|Flere af Blichers værker, inklusive i "''Præsten i Vejlbye"'' er skrevet som tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]].]]

I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et [[justitsmord]], fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren.<ref name="kult142"/> I "''Præsten i Vejlbye"'' kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "''at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet''".<ref name="kult142"/> Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da "''diget var for højt og hækken for tæt!''"<ref name="arkiv276"/> Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen.<ref name="arkiv276"/> Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrerer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget.<ref name="arkiv280"/> Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.

I [[2006]] blev "''Præsten i Vejlbye"'' et af de tolv litterære værker, som er en del af [[kulturkanonen]], som blev lanceret af den daværende [[kulturminister]] [[Brian Mikkelsen]].<ref name="blichernu"/> Komiteen som udvalgte "''Præsten i Vejlbye"'' bestod af [[professor]] [[Finn Hauberg Mortensen]] (formand), professor [[Erik A. Nielsen]], forfatter [[Mette Winge]], forfatter [[Claes Kastholm Hansen]], forfatter [[Jens Christian Grøndahl]],<ref>[http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/KUM_kulturkanonen_OK2.pdf Kulturkanonen # OM KANON FOR LITTERATUR]. S. 108. [[Kulturministeriet]]. Hentet 21/12-2016</ref> og de begrundede deres valg med at: