Henrik 8. af England: Forskelle mellem versioner

I 1510 vandt [[Cambrai-ligaen|Cambrailigaen]], der var en svag alliance mellem [[Kongeriget Frankrig|Frankrig]] og det [[Det tysk-romerske Rige|Hellige Tysk Romerske Kejserrige]], en krig mod [[Venedig]]. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]], et venskab hans far havde haft, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. Krig med de to kongerigers kombinerede magt ville bestemt også have været yderst vanskeligt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 27</ref> Kort efter indgik Henrik forbund med den spanske konge [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand]], sin svigerfader. I oktober 1511 dannede [[pave Julius 2.]] en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et angloengelsk-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre [[Aquitaine]], der op igennem [[middelalderen]] havde været engelsk, og var starten på at gøre Henriks drømme om at regere Frankrig en realitet. Forsøget mislykkedes dog og syntes mest til fordel for Ferdinand.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 28-31</ref>

I 1516 døde [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand af Aragonien]] og i 1519 [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximillian af Habsburg]], hvilket gjorde, at deres barnebarn [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk-Romerske Kejsertrone. Da [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung [[Frans 1. af Frankrig|Kong Frans 1.]] til i Frankrig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 67-68</ref> Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa nu var regeret af tre unge herskere, og havde nu en mulighed for at viske tavlen ren. Kardinal [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]] omhyggelige diplomati havde resulteret i [[London-traktaten (1518)|London-traktaten]] i 1518, der havde til formål at forene Vesteuropas tre største kongeriger i kølvandet på en ny [[Det Osmanniske Rige|osmannisk]] trussel, og det lod til, at freden kunne sikres.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Den 7. juni 1520 mødtes Frans og Henrik uden for [[Calais]] i [[Field of Cloth of Gold]], en kunstig opbygget lejr til begivenheden, en seance med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Henrik følte større fællesskab med [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]], hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med [[Burgund]]/[[Bourgogne]], der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 69</ref> Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i Nordfrankrig. Krigen fandt sin afgørelse i [[slaget ved Pavia]] ved Milano i februar 1525, hvor Karl 5. besejrede Frankrig og tillige fangede [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1]]. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da [[Thomas Wolsey|Wolsey]] og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 70-71</ref>

I 1525 varsvandt Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving dalende,<ref>Smith, Lacey Baldwin (1971). ''[[iarchive:henryviiimaskofr00smit|Henry VIII: the Mask of Royalty]],'' side 70</ref> Han blev forelsket i Mary Boleyns søster, [[Anne Boleyn]], der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og med i dronningens følge.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 51</ref><ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 154</ref> Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre hende og nægtede at blive hans elskerinde, som hendes søster havde været.<ref>Weir, Alison (2002). ''Henry VIII: The King and His Court''. Random House Digital, Inc, side 156</ref> Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at få en efterfølger til tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var:

Fra 1527 blev han gradvist overbevist om, at han havde handlet imod bibelstedet Levitikus 20:21,<ref>[https://www.biblegateway.com/passage/?search=Leviticus+20-21&version=NIV Punishments for Sin], Bible Gateway, '''20:20'''</ref> hvor det ikke var tilladt at tage sin broders kone til hustru, en handling som paven ikke havde autoritet til at give dispensation for. Ovenstående argumentArgumentet blev forelagt for [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] i 1527 i håb om at få ophævet ægteskabet med Katarina.<ref name=":42" /> Da dette nu var ude i offentligheden, nægtede Katarina fuldstændig at løse sagen på mindelig vis, hvilket hun kunne have gjort ved at trække sig tilbage og gå i kloster eller have forholdt sig passivt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 91-92</ref> Henrik sendte sin sekretær [[William Knight]] til [[Kirkestaten|pavestaten]] om en pavelig bestemmelse. Dette lykkedes ikke for Knight.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 109-110</ref>

Efter en kort periodetid, hvor Henrik tog regering på sinepåtog egnesig skuldreregeringen, <ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 116</ref>overtog [[Thomas More|Sir Thomas More]] rollen som [[Lord Chancellor]] og [[Chief minister]]. More var intelligent og tilgængelig, men også en from katolik, der var stærk modstander af en annullering af ægteskabet med Katarina.<ref name=":72">Losch, Richard R. (1 May 2002). ''The Many Faces of Faith: A Guide to World Religions and Christian Traditions''. Wm. B. Eerdmans Publishing. side 106</ref> I starten samarbejdede More og kongen om den politik, som primært handlede om at koble den politik fra, som Wolsey havde stået for.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 123</ref>

I vinteren 1532 mødtes Henrik med [[Frans 1. af Frankrig]] ved [[Calais]] for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 123</ref> Straks efter han returnerede til [[Dover]] i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement.<ref>Starkey, David (2003). ''Six Wives: The Queens of Henry VIII''. Chatto & Windus, side 464-466</ref> Hun blev snart gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret [[Dunstable Priory]], der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. Fem dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev tituleret “Enkefyrstinde af Wales” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 178</ref> 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, [[Elizabeth af York|Elizabeth af York.]]<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 128-131</ref>

Efter brylluppet fulgte en konsolidering, hvor: det nydannede Reformationsparlament vedtog en stribe nye lovgivninger og vedtægter, som havde til formål at finde løsninger på eventuelle udestående spørgsmål, samtidig med, at de nye reformer blev beskyttet mod udfordringen og overbevisende offentligheden af deres legitimitet og afsløre og håndtere modstandere.<ref name=":82">Bernard, G. W. (2005). ''[https://books.google.dk/books?id=p2MOt53sCCgC&redir_esc=y The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church], 68-71''</ref>

Der var stor civil modstand mod reformerne,. hvilketDen blev der man brugtebrugt mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det nye ægteskab. På trods af, at den [[Den kanoniske ret|kanoniske]] eller [[Gejstlighed|gejstlige]] lov blev varetaget af [[Thomas Cranmer|Cranmer]] og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], [[Thomas Audley]],  [[Thomas Howard 3. Hertug af Norfolk|hertugen af Norfolk]] samtog Henrik selv.<ref name=":82" /> Allerede i maj 1532 havde [[Thomas More]] trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 136</ref> Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter [[Maria 1. af England|Maria]] erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med [[Anne Boleyn]] blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første af efterfølgere.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 68</ref> I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte [[Kongerække (Storbritannien)|kongen af England]] som øverste person for [[Church of England|kirken i landet]], og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 69-71</ref> Det var i forlængelse af denne lovgivning, at [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.

Kongen og dronningen var ikke glade som ægtefolk. Det kongelige parDe oplevede perioder med ro og hengivenhed, men Anne nægtede at spille den tilbagetrukne og underdanige rolle, som det var forventet. Hendes livlighed og intellekt, der havde gjort hende så attraktiv som fyrig elskerinde, gjorde hende nu for uegnet til den overvejende ceremonielle rolle som royal hustru og gav hende tillige mange fjender. Henrik var heller ikke begejstret for Annes konstante irritabilitet og fyrige temperament. Efter en graviditet, der endte med abort i 1534, anså Henrik det som forræderi. Så tidligt som julen 1534 diskuterede Henrik muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katarina med ærkebiskop Cranmer og Cromwell.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 138</ref> Det menes populært, at Henrik i 1535 havde affærer med enten [[Margaret Shelton]] eller hendes søster [[Mary Shelton]].

Disse undertrykkelser og loven om opløsningen af de mindre klostre i 1536 førte til en mere generel modstand mod Henriks reformer, først og fremmest i hvad der blev kendt som [[Pilgrimage of Grace]] (Den frydefulde Pilgrimsfærd), en større opstand i det nordlige EnglandNordengland.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262-263</ref> Robert Aske, der var deres leder, fandt støtte fra mellem 20.000 og 40.000 samt store dele af det nordlige Englands adel. Henrik lovede dem beskyttelse, hvis de nedlagde våbnene, og takkede dem for at rejse spørgsmål om fremgangsmåden. Aske fortalte sine oprørere, at kongen lyttede, og at de kunne drage hjem. Henrik anså imidlertid oprørerne som forræderiske rebeller og følte sig ikke forpligtet til at holde sine løfter, så da der udbrød en mindre ballade, var Henrik ikke sen til at udnytte det og fare hårdt frem.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 261-262</ref> Robert Aske og flere andre ledere blev henrettet, og urolighederne døde hen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262</ref>

== Anne BoleynBoleyns henrettelse ==

8. januar 1536 fik det kongelige ægtepar at vide, at [[Katarina af Aragonien]] var død. Henrik beordrede offentligheden til at udvise glæde over Katarinas død.<ref>Licence, Amy (2017). "[https://books.google.ca/books?id=dLFNDQAAQBAJ&pg=PT486#v=onepage&q&f=false Dark Days]". ''Catherine of Aragon: An Intimate Life of Henry VIII's True Wife''.</ref> Dronning Anne var igen gravid, og hun var fuldt ud med på konsekvenserne, såfremt hun ikke var i stand til at føde en søn. Senere samme måned faldt kongen af hesten i en af datidensde mange [[turnering]]er. ForHans en stund så hans faldskaderskader så alvorlige ud, atog hans liv kunne være i fare. Da dronningen modtog nyheden om [[kongens fald]], gik hun i chok og fødte et dødfødt drengebarn 29. januar 1536<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 348</ref>, samme dag som Katarina blev begravet. De fleste har siden ansetset dettedet som begyndelsen på enden for Anne Boleyn.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 141</ref>

Annes fald fra magtens tinder kom kort efter, at hun var kommet sig fra den pinefulde abort. Grunden til hendes fald debatteres stadig blandt historikere,. hvoraf derDe findeshar forklaringer med følgende indhold:som, at hun var med i en [[konspiration]] mod kongen, havde begået [[ægteskabsbrud]] eller havde ageretværet [[heks]]. De tidligste tegn på hendes fald ses, da kongens nye elskerinde, [[Jane Seymour]], overtager Annes plads ved hoffet, og da [[George Boleyn]], Annes bror, nægtes at få tildelt den ærefulde ordenstitel ''Order of the Garter'' ([[Hosebåndsordenen|Hosenåndsordenen]])'','' som i stedet givesgik til [[Nicholas Carew]]. I dageneDen 30. april og 2. maj 1536 blev 5fem mænd anholdt, bl.a. [[George Boleyn]],. der alleDe blev anklaget for at have deltaget i forræderiske ægteskabsbrud og for seksuelle forhold til dronningen. Anne blev også fængslet og anklaget for forræderi, ægteskabsbrud og [[incest]]. På trods af, at bevismaterialet mod dem på ingen måde kunne siges at være overbevisende, blev de alle fundet skyldige og dømt til døden. George Boleyn og de øvrige dømte mænd blev dømthenrettet 17. maj 1536. [[Anne Boleyn]] blev henrettet 19. maj klokken 8.oo om morgenen ved [[Tower Green]], det særligt fine sted ved [[Tower of London]] at blive [[Henrettelse|henrettet]].

Dagen efter, at [[Anne Boleyn|Anne]] blev henrettet i 1536, forlovede Henrik sig med [[Jane Seymour]], der indtil da havde været en af dronning Anne Boleyns [[Hofdame|hofdamer]]. 10 dage efter blev de gift.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 350</ref> Jane Seymour gjorde, hvad ingen af Henriks koner før eller siden var i stand til: fødte en dreng og en arving. 12. oktober 1537 fødte Jane Seymour prins Edward, der senere skulle blive [[Edvard 6. af England|Kong Edvard 6.]]<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 353</ref> Imidlertid var fødslen hård, og Jane døde 24. oktober 1537 og blev begravet i [[Windsor (England)|Windsor]].<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355</ref> Glæden over tronarvingen blev altså til sorg. Henrik kom sig imidlertid hurtigt over sorgen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 275</ref> Der blev sat initiativer i gang for at finde Henrik en ny kone, hvilket gjorde, at [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] og andre fra hoffet forhandlede med forskellige repræsentanter fra de europæiske fyrste- og kongefamilier.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355-356</ref>

I løbet af 1530´'erne havdekunne Henrik været i stand til at fokusere mere på interne britiske forhold frem for på trusler fra [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] eller fra Frankrig. I 1536 gjordegennemførte Henrik krav på indholdet af ''Laws in Wales Act 1535'', hvilketsom betød, at Wales lovmæssigt blev en fælles nation med England. I 1536 fulgte Second Succession Act, hvor det blev slået fast, at det ville være Janes børn, som ville ståstod næst i arvefølgen, og dermed også gjorde såveludelukkede [[Maria 1. af England|Maria]] somog [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]] ude af stand tilfra at arve. Kongen fik derudover også magt til at bestemme, hvilken linje der skulle efterfølge ham, såfremt han ikke var i stand til at levere efterfølgere.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 350-351</ref> I januar 1539 erklærede [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] og [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1.]] fred. Det gjorde Henrik mere eller mindre paranoid, måske grundet en lang liste af muligepga. trusler mod riget (reelle i højere eller mindre grad), hvilket særligt Cromwell var leveringsdygtig i.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 72-73</ref> De mange penge, som opløsningen af klostrene havde givet, blev brugt til at styrke kystforsvaret mod et angreb fra kontinentet.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 74-75</ref>

Henrik havde ladet [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] – der nu var [[Jarl (titel)|Jarl]] af [[Essex]] –  foreslå [[Anna af Kleve|Anne af Kleve]], der var en 25-årig søster til Hertugenhertugen af Kleve, som blev betragtet som en vigtig allieret i tilfælde af et [[Romerskkatolske kirke|romersk-katolsk]] angreb på England, da hertugens tro var en mellemting mellem [[Lutheranisme|Lutherdom]] og [[katolicisme]].<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 368-369</ref> DetDen engelske hofs malerhofmaler [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] fik til opgave at tage til Kleve og male et portræt af Anne til kongen.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 369-370</ref> Nogle har spekuleret i, om Holbein skulle have malet hende således, at hun tog sig langt bedre ud, da vurderes det, at portrættet simpelhensimpelthen var upræcist.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373-374</ref> Da Henrik havde set Holbeins portræt af Anne, indvilgede den 49-årige konge i at ladegifte sig gifte en fjerde gang.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373-375</ref>

Da Henrik så Anne, var han ikke begejstret, men gennemførte alligevel ægteskabet.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 370</ref> Der gik ikke lang tid, før Henrik ønskede at lade sig skille igen, og Anne modsatte sig ikke og bekræftede, at ægteskabet aldrig havde været fuldbyrdet, altså haft en seksuel akt.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold,, side 289</ref><ref name=":102">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373</ref> Anne havde ydermere været forlovet med Hertugen af Lorraines søn Frans, hvilket bestyrkede Henrik i, at skilsmissen måtte ske.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 372-3</ref> Ægteskabet blev opløst, og Anne fik titlen “Kongens Søster” samt to større landsteder og en betragtelig gage.<ref name=":102" /> Snart efter dette blev det klart, at Henrik var forelsket i den 17-årige [[Catherine Howard]], Hertugen af Norfolks niece. Norfolk var modstander af den magtfulde Thomas Cromwell, og det blev starten på Cromwells fald fra tinderne.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 289-291</ref>

Der gik kun kort tid, før nogle af Cromwells nære allierede blandt de religiøse reformister, Robert Barnes, William Jerome og Thomas Garret, blev brændt som kættere.<ref name=":102" /> Cromwell blev mere og mere kørt ud på et sidespor på trods af, at hans dygtighed gjorde, at såvel indenrigs- og udenrigspolitik kørte meget velsmurt. Henrik anklagede ham aldrig for ægteskabet med Anne af Kleve.<ref name=":112">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 376-377</ref> Norfolk udnyttede sin nieces primære position til at isolere Cromwell ved hoffet. Cromwell blev anklaget for forræderi, hvor han skulleat have udstedt eksportlicenseksportlicenser, lavet falske pas og oprettet kommisionerkommissioner uden tilladelse, og endelig blev han beskyldt for det fejlagtige i den udenrigspolitik, som ægteskabet med Anne af Kleve baserede sig på.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 378-379</ref><ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 290</ref> Han blev efterfølgende dømt og halshugget.<ref name=":112" />

[[Fil:Hans_Holbein_the_Younger_-_Portrait_of_a_Lady,_perhaps_Katherine_Howard_(Royal_Collection).JPG|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Hans%20Holbein%20the%20Younger%20-%20Portrait%20of%20a%20Lady,%20perhaps%20Katherine%20Howard%20(Royal%20Collection).JPG|left|thumb|223x223px|[[Catherine Howard]]. Henriks femte kone. Ægteskabet endte som en skandale, da dronningen var kongen utro og hele 2to af hendes elskere samtog hendehun selv blev henrettet. Maleri af [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] fra 1540.]]

Den 28. juli 1540 – på den selvsammesamme dag som [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] blev henrettet – blev Henrik gift med den unge [[Catherine Howard]], en [[Fætter og kusine|kusine]] og [[hofdame]] til [[Anne Boleyn]].<ref>Farquhar, Michael (2001). ''A Treasure of Royal Scandals''. Penguin Books, side 75</ref> Han var glad og dybt betaget af den ny dronning, der blev tildeltfik al den jord, som man havde frataget Thomas Cromwell, samtog eten stortstor udvalg afsamling smykker.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 430</ref> Imidlertid skulle der kun gå kort tid efter brylluppet, før dronning Catherine havde en affære med hofmedarbejderenhofmanden [[Thomas Culpeper]]. Dronningen ansatte også [[Francis Dereham]], som hun tidligere havde været forlovet med og haft en affære med før brylluppet med kongen. Ved Hoffethoffet fik man snart nys om dronningens tidligere affære med Dereham, mens Henrik var ude at rejse. Thomas Cranmer blev sat til at undersøge dronningens forbindelse til Dereham.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press. side 430-431</ref> Denne indrømmede sin skyld, omend at Kongkong Henrik nægtede at tro dettedet. Det krævede et nyt møde, før kongen ville tro, hvad han hørte, så han overfusteoverfusede rådet og tog i stedet på jagt.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 431-432</ref> Da dronningen blev udspurgt, kunne hun have reddet meget af situationen, såfremt hun havde indrømmet et førægteskabeligt forhold til Dereham, hvilket blot ville have opløst ægteskabet med kongen, men i stedet påstod hun, at Dereham havde tvunget hende til etat forhold, hvor hun varvære kongen utro. Det var først herefternu, at Dereham afslørede dronningens forhold til Culpeper. Begge dronningens elskere blev henrettet, og det samme blev hun selv 13. februar 1542.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 432-433</ref>

I 1538 påbegyndtebegyndte den siddende premierminister [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] en hårdhændet og omfattende kampagne mod, hvad der blev kaldt “afgudsdyrkelse”, hvilket var folk, som stadig fulgte den [[Romerskkatolske kirke|gamle katolske religion]]. Kampagnen kulminerede i september 1538, da det hellige skrin med [[Thomas Becket|Thomas Becketts]] relikvier i [[Canterbury]] blev fjernet. Resultatet af denne kampagne kom prompte fra [[Pave Paul 3.]], da han ekskommunikerede kong Henrik fra kirken 17. december 1538.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 361</ref> Hidtil havde kirken været forsigtig med at reagere for hurtigt på Henriks reformation. I 1540 beordrede Henrik en total ødelæggelse af samtlige relikvieskrin. I løbet af 1542 blev alle Englands tilbageværende klostre alle opløst og deres ejendom overført til kronen. [[Abbed|Abbeder]] og [[Prior|priorer]] mistede alle deres plads i [[Overhuset|det engelske parlamentets Overhus]] (House of Lords), hvor kun [[Ærkebiskop|ærkebisper]] og [[Biskop|bisper]] fik lov at beholde deres pladser. For første gang havdevar de [[sekulære]] parlamentsmedlemmer flertalflere overend de [[Gejstlighed|gejstlige]] ([[Lord Temporal|Lords Temporal]]).

I 1539 havde [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] lavet en alliance, der imidlertid hurtigt havde vist sig uholdbar, og som mundede ud i en ny krig mellem Frankrig og Kejserriget imellem. ForholdetHenriks forhold til kejser Karl 5. var blevet betragteligt bedre, efter, at såvel [[Anne Boleyn]] og [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] var døde, og Henrik sluttede en hemmelig alliance med kejseren, hvorhvorved han gik ind i den italienske krig på kejserens side. Der var planlagt en invasion af Frankrig i 1543.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75</ref> For at forberede en sådanden, koncentrerede Henrik sig i første omgang om at eliminere truslen fra Skotland under den unge konge [[Jakob 5. af Skotland|Jakob 5.]] Skotterne blev besejret i [[Slaget ved Solway Moss]] 24. november 1542,<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75-76</ref> hvor den unge skotske konge blev dødeligt såret og faldt endelig bort 15. december 1542. Henrik håbede at kunne forene de skotske og engelske kroner, hvis han kunne sætte et ægteskab i stand mellem sin 5-årige søn [[Edvard 6. af England|Edward]] og  James´ datter [[Marie Stuart|Mary Stuart]]. Den skotske regent Lord Arran – der regerede på vegne af Mary – accepterede ægteskabet, hvilket blev nedfældet i [[Treaty of Greenwich]] 1. juli 1543. Det blev imidlertid aldrig til noget, da det skotske parlament afviste ægteskabet 11. december 1543. Det resulterede i 8 års krig mellem England og Skotland, som senere blev døbt “[[Rough Wooing]]” (Den hårde bejlen). På trods af flere fredstraktater fortsatte kampene i Skotland Henriks levetid ud og flere år derefter.<ref name="Elton1977b">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref><ref name="Loades79">{{harvnb|Loades|2009|pp=79–80}}</ref><ref>Neil Murphy, "Violence, Colonization and Henry VIII's Conquest of France, 1544–1546." ''Past and Present'' 233#1 (2016): 13–51.</ref>