Populisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
ce |
m bot: indsæt decimalpunktum i dato; kosmetiske ændringer |
||
Linje 7:
{{citat|Populism, I suggest, is a particular moralistic imagination of politics, a way of perceiving the political world which places in opposition a morally pure and fully unified people against small minorities, elites in particular, who are placed outside the authentic people.<ref>Müller, 2015, s. 83</ref>}}
Ifølge Müller er det væsentlige i populismen "ideen om at være ''den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk''".<ref name=i71>Iversen, s. 71.</ref> Populister er derfor ikke blot anti-elitære, men også antipluralister, dvs. de ser ikke en mulighed for en legitim opposition til det reelle folks holdninger.<ref name="Müller,2015:85">Müller, 2015, s. 85</ref> Såfremt de ikke får støtte ved valg, er det ikke, fordi populisten ikke repræsenterer majoriteten af befolkningen, "''but because the majority has not yet dared to speak''".<ref name="Müller,2015:85"/> Müller mener, at sådan en holdning underminerer tanken om de mange interessemodsætninger, der naturligt findes i en befolkning, som eksempelvis [[generation]]er, [[køn]], [[religion]] og [[samfundsklasse]]r. Samtidig udelukker forestillingen om en homogen befolkning de borgere, som dermed bliver ekskluderet, eksempelvis som følge af deres [[etnicitet]] eller politiske eller religiøse overbevisning.<ref name=i71/>
Müller mener, at følgende karakteristika er typisk for populistiske politikeres væremåde:<ref name=i71/>
* hævder at tale på vegne af hele folket
* hævder at have ret til at udpege, hvem folket er
Linje 27:
== Begrebets oprindelse og anvendelse ==
Populisme er afledt af det latinske ord ''populus'', der betyder "folk". Populisme betyder dermed egentlig "folkelighed", og populist "en folkelig person".<ref name=h11>Hansen, s. 11.</ref>
I moderne tid stammer begrebets anvendelse fra [[USA]], hvor betegnelsen først blev anvendt af ''[[Populist Party|The Populist Party]]'' (også kaldet ''The People's Party'') som blev dannet i [[1891]]. Det erklærede formål med partiet var at tale det menige folks sag i modsætning til den intellektuelle og velhavende elite. Partiet fik imidlertid aldrig nogen væsentlig betydning i amerikansk politik og blev nedlagt igen i 1908.<ref name=h13>Hansen, s. 13.</ref> Allerede i 1896 havde en stor del af partiet fusioneret med det [[Demokratiske parti (USA)|demokratiske parti]].
Indtil for få år siden blev ordet fortrinsvis anvendt af [[politolog]]er og [[sociolog]]er som et fagbegreb i deres analyser. Bogen "Populism, its Meaning and National Characteristics" fra 1969 af sociologerne [[Ernest Gellner]] og [[Ghita Ionescu]] har været skelsættende i denne sammenhæng.<ref name=h13/> Især siden omkring 2015 er ordet også blevet et vigtigt begreb i den offentlige debat og i kampen om den politiske magt.<ref name=h11/>
Linje 39:
Der findes mange forskellige former for populisme. I sig selv er populisme hverken [[højreorienteret|højre]]- eller [[venstreorienteret]], men mange populister kombinerer deres populisme med en anden ideologi, som kan være højreorienteret (betegnet [[højrepopulisme]]) eller venstreorienteret (betegnet [[venstrepopulisme]]). Ligeledes findes der eksempler på populistiske centrums- og bondepartier.<ref name=snl/> Overordnet vil venstrepopulister ifølge den hollandske [[politolog]] og populismeforsker [[Cas Mudde]] forene deres populisme med en fortolkning af socialistiske eller [[lighed]]sorienterede tanker, og højrepopulister kombinerer den med en form for nationalisme.<ref name=cas>[http://blogs.lse.ac.uk/eurocrisispress/2015/06/21/populism-in-europe-a-primer/ Populism in Europe: a primer. Indlæg af Cas Mudde. London School of Economics' blog, dateret 21. juni 2015.]</ref> Venstrepopulister kan eksempelvis udnævne [[virksomhed]]sejere eller [[finans]]sektoren som folkets modstander. For højrepopulister kan modstanderen være personer, der ikke lever op til deres krav om homogenitet, eller personer, de er politisk uenige med, eksempelvis i spørgsmål om nationens fremtid.<ref name=i73/> Ifølge Mogens Herman Hansen er kløften mellem [[rig]] og [[fattig]] typisk en mærkesag for venstrepopulister, mens højrepopulister typisk er optaget af det nationale som modstand mod [[indvandring]] og mod overnationale institutioner som [[EU]]. For bevægelser som den italienske Femstjernebevægelse og det spanske Podemos har bekæmpelse af [[korruption]] hos eliten været en tredje mærkesag.<ref>Hansen, s. 14ff.</ref>
Idehistorikeren Mikkel Thorup har nævnt venstreradikal populisme, postideologisk populisme, markedspopulisme og nationalpopulisme som fire distinkte eksempler på moderne populistiske strømninger.<ref name=thorup>[http://modkraft.dk/node/12875 Mikkel Thorup: "Politik er krig og de andre er forrædere – om populisme og Dansk Folkeparti". Artikel på modkraft.dk dateret 25. juni 2010.]</ref>
Ifølge Jan-Werner Müller er den tyrkiske præsident [[Recep Tayyip Erdoğan]] og den amerikanske præsident [[Donald Trump]] typiske eksempler på populister ved magten.<ref name=i73>Iversen, s. 73.</ref>
Linje 49:
=== Venstrepopulisme ===
Venstrepopulismen kendes i nyere tid især fra [[Latinamerika]], f.eks. personificeret ved præsidenterne [[Hugo Chávez]] i [[Venezuela]] og [[Evo Morales]] i [[Peru]], men også i Europa findes partier som det spanske parti Podemos, der betegnes som venstrepopulistisk. Cas Mudde klassificerer bl.a. det tyske parti [[Die Linke]] og det græske parti [[SYRIZA]] (en forkortelse for "Koalitionen af Det Radikale Venstre") som populistiske,<ref name=cas/> mens SYRIZA ifølge Mogens Herman Hansen ikke er et egentligt populistisk parti.<ref>Hansen, s. 22f.</ref> Til gengæld er den italienske Femstjernebevægelse efter Hansens mening et klart eksempel på et venstrepopulistisk parti.<ref>Hansen, s. 18.</ref> De to [[politisk filosofi|politiske filosoffer]] argentineren [[Ernesto Laclau]] og belgieren [[Chantal Mouffe]] har i en række skrifter talt for at udvikle en særlig venstrepopulistisk strategi.<ref>[https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/08/venstrepopulister-lande-foren
=== Populisme på midten ===
Populisme begrænser sig ikke til venstre- og højresiden i [[det politiske spektrum]]; også partier og personer, der normalt identificeres med den politiske midte, er blevet kategoriseret som populistiske.<ref>{{cite web|url=https://pov.international/macron-og-den-farlige-midterpopulisme/|title=Macron og den farlige midterpopulisme|publisher=POINT of VIEW International|author=Jakob Linaa Jensen|date=29 august 2018|accessdate=14 oktober 2018}}</ref> Det gælder blandt andet det spanske parti [[Ciudadanos]].<ref>{{cite web|url=https://foreignpolicy.com/2018/06/05/why-spains-top-populist-is-a-centrist/|title=Why Spain’s Top Populist Is a Centrist|publisher=FP (Foreign Policy)|author=Omar G. Encarnación|date=5. juni 2018|language=engelsk|accessdate=4. september 2018}}</ref><ref>{{cite paper|url=https://openaccess.leidenuniv.nl/bitstream/handle/1887/52168/Master%20Thesis.pdf?sequence=1 |title=Euroscepticism and populist parties in Spain after the Euro crisis|publisher=Universiteit Leiden|author=Alicia Belda Cortina|date=juli 2017|language=engelsk|accessdate=4. september 2018}}</ref> Den hollandske [[politolog]] Cas Mudde betegner dog Ciudadanos som et ikke-populistisk, men "anti-establishment"-parti.<ref name=cas/> Det nye franske parti og politiske bevægelse [[La République en marche!]] (LREM)<ref>{{cite web|url=http://www.lefigaro.fr/vox/politique/2017/05/22/31001-20170522ARTFIG00183-la-republique-en-marcheou-les-dangers-du-parti-antisysteme.php|title=La République En Marche ou les dangers du «parti antisystème»|publisher=[[Le Figaro]]|author=Renée Fregosi|date=22. maj 2017|language=fransk|accessdate=15. september 2018}}</ref> samt især grundlæggeren, partiets tidligere formand og nu fransk præsident [[Emmanuel Macron]] er også beskrevet som populistisk af flere.<ref>{{cite web|url=https://www.latribune.fr/economie/presidentielle-2017/emmanuel-macron-ou-le-populisme-d-extreme-centre-617015.html |title=Emmanuel Macron ou le populisme d'extrême-centre|publisher=[[La Tribune]]|author=Romaric Godin|date=16. november 2016|language=fransk|accessdate=15 september 2018}}</ref> Politologen Fabio Bordignon betegner Macron som en "anti-populistisk populist".<ref>[http://blogs.lse.ac.uk/europpblog/2017/04/28/macron-anti-populist-populism/#Author In and out: Emmanuel Macron’s anti-populist populism. Indlæg af Fabio Bordignon. London School of Economics' blog, dateret 28. april 2017.]</ref> Det italienske parti [[Femstjernebevægelsen]] (M5S) karakteriseres af bl.a. Mogens Herman Hansen som et venstrepopulistisk parti, men opfatter sig selv som en bevægelse, der ikke kan passes ind i det traditionelle højre-venstre-spektrum.<ref>[https://www.theatlantic.com/international/archive/2018/03/italys-populist-youth/554408/ How Italy's Five-Star Movement Is Winning the Youth Vote. Artikel på det amerikanske magasin The Atlantic's hjemmeside, dateret 2. marts 2018.]</ref>
== Populistiske partier i nutidens Europa ==
Linje 78:
== Populisme i medierne ==
Nogle mener, at de toneangivende mediers behandling af politiske emner er med til at fremme en populistisk stemning, fordi medierne ikke lever op til deres ansvar for at formidle viden om politiske emner på redelig vis.<ref>[http://www.modkraft.dk/node/14449 Karen Helveg Petersen: Mere pluralisme, mindre populisme, tak. Indlæg på modkraft.dk 31. januar 2011.]</ref><ref>Heidi Jønch-Clausen: Populisme som medieskabt fænomen – En retorisk analyse af den politiske journalistiks nedbrydning af politikernes troværdighed. Universitetsspeciale, 2005.</ref>
== Se også ==
| |||