Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
IvarT (diskussion | bidrag) m rettet link-url |
m bot: indsæt decimalpunktum i dato; kosmetiske ændringer |
||
Linje 13:
[[Fil:Ahamid.jpg|thumb|Sultan [[Abdülhamit 2.]]]]
I 1914, før 1. verdenskrig, blev det anslået, at det boede én til to millioner armeniere i [[Det osmanniske rige]].<ref>http://www.britannica.com/topic/35178/supplemental-information</ref> De fleste af dem var [[Den Armenske Apostolske Kirke|armensk-apostoliske kristne]] af religion, med et mindretal af [[Den armensk-katolske kirke|armenske katolikker]] og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige [[Anatolien]] (også kaldet Vestarmenien), men der boede også mange armeniere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden [[Istanbul]].
Før slutningen på 1800-tallet blev armenierne omtalt som "''millet-i sadika''" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupperinger og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armeniere var underlagt den islamiske "''[[dhimmi]]''"-lov. Dette gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at for betale velfærdsbidraget, som muslimer var pålagt. "''[[Tanzimat]]''"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder i lighed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men [[sultan]] [[Abd-ul-Hamid 2.]] suspenderede grundloven tidligt i sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.
Linje 25:
Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er blevet rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat<ref name=TyrkiskUD>
[http://www.mfa.gov.tr/data/DISPOLITIKA/ErmeniIddialari/ArmenianClaimsandHistoricalFacts.pdf Tyrkias utenriksdepartement: «Armenske påstander og historiske fakta»]</ref>,
og mange af disse samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet dette således:
:''"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder der er foregået i Anatolien skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."<ref>Original: The Dashnaks and Hunchaks have terrorized their own countrymen, they have stirred up the Muslim people with their thefts and insanities, and have paralyzed all efforts made to carry out reforms; all the events that have taken place in Anatolia are the responsibility of the crimes committed by the Armenian revolutionary committees."</ref><ref name=TyrkiskUD/>
Linje 34:
== 1. verdenskrig ==
[[Fil:Şükrü Kaya, Minister of Interior.jpg|thumb|Şükrü Kaya.]]
Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen [[Sarikamis]], som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.
Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland,<ref name=hl>[http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/andre-folkemord/folkemordet-pa-armenerne.html hlsenteret.no: -Tyrkisk folkemord på armenerne]</ref> men dette førte til, at mange flygtede til de russisk-kontrollerede områder og lod sig hverve til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hær]]<ref name=hl /> og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige.<ref name=hl />
Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
Linje 44:
Den [[25. maj]] [[1915]] beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armeniere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armeniere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkringliggende ørken. Under deporteringen døde mange armeniere af sult og kulde, og mange blev angrebet af [[kurdere|kurdiske]] [[landevejsrøver]]e. Nogle blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogle af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe, fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenierne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.
Flere kilder<ref>Kilder som viser til dette, ''Le Siècle des camps'' af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. ''Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine'' af Raymond H. Kévorkian. ''Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah'', Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: ''L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide'', i ''Revue d’Histoire arménienne contemporaine II'' (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, ''America and the Armenian Genocide of 1915'', Cambridge Universitet (Januar, 2004)</ref> hævder, at 25 større [[koncentrationslejr]]e eksisterede og stod under kommando af [[Şükrü Kaya]], en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.
[[Fil:Armeniangenocidemap.gif|thumb|350px|Kort over de oprettede lejre. Nederst ses med hvidt målet for deportationen.]]
Disse var:
* Dayr az-Zawr
* Ra's Al Gul
* Bonzanti
* Mamoura
* Intili
* Islahiye
* Radjo
* Katma
* Karlik
* Azaz
* Akhterim
* Mounboudji
* Bab
* Tefridje
* Lale
* Meskene
* Sebil
* Dipsi
* Abouharar
* Hamam
* Sebka
* Marat
* Souvar
* Hama
* Homs
* Kahdem
Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til [[Irak]] og Syrien, og nogle af disse skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som [[massegrav]]e, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. Nogen historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som man forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogen få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået, at mange blev brændte, druknede, forgiftede og regelret henrettede i disse lejre.
I byen Edessa (senere [[Şanlıurfa]]) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidligt i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre [[Colmar von der Goltz]], som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armenierne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Dette gik armenierne med på, men de blev alligevel deporteret på et senere tidspunkt.
Linje 82:
Det er antaget, at mellem 400.000 og 1,5 millioner armeniere blev deporterede i denne periode. Ordet "deportation" er blevet tolket forskelligt op gennem tiderne. Nogen bruger ord som "omplacering" om "deportation", andre "landsforvisning" eller til og med "[[etnisk udrensning]]". Mange historikere mener, at deportationerne praktisk talt var en massehenrettelsesmetode ved, at armenierne blev tvungne til at gå lange strækninger gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod lokale kurdiske og tyrkiske kriminelle. Men der findes også historikere, som mener, at deportationerne ikke havde til hensigt at dræbe armeniere.
Det er mange historikeres opfattelse, at det omstridte folkemord på armenierne startede efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, der et forslag om at deportere alle osman-armeniere blev lagt frem. Andre førkrigstiltag mod armenierne er også rapporteret. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndrede af osmanniske styrker i sommeren 1914.
I 1914 vedtog den osmanniske regering en ny lov for at styrke krigsberedskabet. Den krævede, at alle mænd i alderen 18 til 45 enten måtte lade sig rekruttere til hæren eller betale gebyrer for at slippe. Dette resulterede i, at de fleste armenske mænd i denne aldersgruppe meldte sig til tjeneste.
==== Oprøret i Van ====
Linje 93:
Fire dage efter, at urolighederne startede i Van, den 24. april 1915, arresterede regeringen ifølge osmanniske kilder 2.345 armenske intellektuelle. Det er antaget, at de fleste af disse hurtigt blev henrettede. Grunden til dette skulle være, at "Ungtyrkerne" ønskede at stoppe "Tashnak-bevægelsen", som var en militær-politisk organisation som samarbejdede med russerne om en selvstændig armensk stat. Den 24. april er i dag en officiel helligdag i Armenien til minde om disse henrettelser.
=== Teşkilat-ı Mahsusa og "Specialorganisationen" ===
''Teşkilat-ı Mahsusa'' var en organisation oprettet af det osmanniske forsvarsdepartement for at bekæmpe arabisk separatisme og vestlig imperialisme. Dens formål var at bekæmpe undergravende virksomhed og muligt samarbejde med ydre fjender. Formålet blev udvidet til at omfatte forfølgelse af armenierne, som stod i ledtog med Rusland. De tidligste kilder, som omtaler organisationen, skriver sig fra 1903 og 1907. Den blev styrket organisatorisk i 1913 efter [[Balkankrigene]]. Lederen var forsvarsminister [[Enver Pasja]], som rekrutterede mange dygtige officerer til at opbygge en irregulær militær enhed, en "specialstyrke".
Desuden skal [[Ungtyrkerne]]s ledelse ''İttihat ve Terakki Cemiyeti'' i juli 1914 have oprettet en halvoffentlig "specialorganisation", som skulle gennemføre en deportation af armenierne. Den skulle være en "stat i staten" og stå frit til at handle uden direkte ordre.
Senere i 1914 løslod den osmanniske regering flere kriminelle for at bemande denne organisation. Ifølge Mazhar-kommissionen blev 124 kriminelle løsladte fra Pimian-fængslet, og mange flere fulgte: nogen måneder senere blev 49 kriminelle løsladte i Ankara. Lidt efter lidt blev flere og flere løsladte, og i begyndelsen af 1915 var tusindvis af fanger løsladte for at blive medlemmer i denne organisation. Senere blev de sat til at eskortere konvojerne af deporterede armeniere. [[Vehib]], øverstkommanderende for den osmanniske hær, kaldte disse for "slagtere af den menneskelige race".
Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i Erzurum, og derfra ledede han styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde sit hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkendte og iværksatte af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.
Linje 108:
Det er ingen klare tal på hvor mange armeniere, som døde under denne periode, ej heller over hvor mange, som døde som følge af osmanniske forbrydelser. Tallene varierer fra 250.000 til 1,5 millioner mennesker. Det er imidlertid strid om hvor mange armeniere, der var i Tyrkiet i denne periode. Nogen af skønnene ligger på mellem 1,5 millioner til 2 millioner armeniere. Samtidig osmannisk statistik viser, at der boede omkring 1,2 mio. armeniere inden for rigets grænser. Skønnet på omkring 2 millioner dræbte virker derfor urealistisk. I diskussionen om antallet dræbte bliver heller ikke dræbte på den tyrkiske side nævnt. Kilder nævner omkring 500.000 dræbte tyrkere i samme periode.<ref>Lewy, Guenter. ''The Armenian massacres in Ottoman Turkey: a disputed genocide'' (2005), University of Utah Press, [http://books.google.com/books?id=6tdtAAAAMAAJ&q=%22massacres+of+Turks%22&dq=%22massacres+of+Turks%22&hl=en&ei=NGrOTaSlOMvEtAaQ3NHHCw&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CC4Q6AEwAQ sf. 117]</ref><ref>Ohandjanian. ''Österreich - Armenien'', bind 6, side 4675</ref> Omkring 523.000 tyrkiske muslimer blev dræbte af armenske organisationer, som ønskede at oprette en armensk stat,<ref>Henham, Ralph J. ''The criminal law of genocide: international, comparative and contextual aspects'' (2007), Ashgate Publishing, [http://books.google.com/books?id=oBpEVAY0SqQC&pg=PA25&dq=523000+Turks&hl=en&ei=ZRHcTavhGITusgbThZTYDg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=3&ved=0CDQQ6AEwAg#v=onepage&q=523000%20Turks&f=false side 25]</ref> hovedsagelig i områder, som kom midlertidig under armensk kontrol ved hjælp af russiske invasionsstyrker. Der er derfor lidt tvivl om, at hævnlysten tog overhånd, og det gik ud over civile, som ikke var en del af de politisk styrede hændelser.
== Skandinavisk mission og diplomati ==
Skønt Sverige var neutralt under første verdenskrig havde Sverige permanente repræsentanter i det Osmanniske Rige. Disse fulgte nøje sagernes udvikling og rapporterede jævnligt herom. Landets ambassade i Konstantinopel blev ledet af ambassadør [[Cossva Anckarsvärd]] med M. Ahlgren som gesandt og kaptajn [[Einar af Wirsén]] som militærattaché. 7. juli 1915 sendte Anckarvärd en tosiders rapport om det armenske folkedrab til Stockholm. Rapporten begyndte som følger:
{{citat|Forfølgelsen af armenierne har nået hårrejsende højder og peger alle i retning af det faktum, at Ungtyrkerne ønsker at benytte sig af muligheden, idet der af forskellige årsager ikke er noget effektivt pres udefra, der kan frygtes; at en gang for alle få afsluttet det armenske problem. Midlerne hertil er ganske simple og går ud på at udrydde det armenske folk.<ref>Avedian (2008), p. 39</ref>|Cossva Anckarsvärd}}
Den 9. august samme år sendte Anckarsvärd en nu rapport, der bekræftede hans tidligere mistanke om den tyrkiske regerings planer: "Det er tydeligt, at tyrkerne benytter sig af muligheden, her under krigen, at udslette det armenske folk, således at når krigen er slut, eksisterer det armenske problem ikke længere."<ref>Avedian (2008), p. 41</ref>
Idet han reflekterede over situationen i Tyrkiet mod slutningen af krigen, præsenterede gesandt Ahlgren en analyse af den herskende situation i Tyrkiet og de strenge tider, der havde ramt befolkningen. I en forklaring af de stigende leveomkostninger identificerede han en række årsager: "forhindringer for indenrigshandel, den næsten totalt paralyserede internationale handel og endelig det voldsomme fald i arbejdskraft, som dels skyldes mobilisering, men dels også udryddelsen af den armenske race."<ref>Avedian (2008), p. 52</ref>
Linje 120:
Den norske missionær [[Bodil Biørn]] drev i byen Mezereh (nu [[Elazığ]]) og senere i [[Muş]] et børnehjem sammen med svenskeren [[Alma Johansson]], hvor de arbejdede for enker og forældreløse børn. Biørn var vidne til massakrerne i Mush og så de fleste af de børn, der var i hendes varetægt, blive myrdet sammen med armenske præster, lærere og hjælpere. Hun undslap efter ni dages hesteridt, men forblev i området i yderligere to år og under stadigt vanskeligere betingelser. Efter en periode hjemme i Norge vendte hun tilbage til Armenien og arbejdede for armenske flygtninge i Syrien og Libanon til sin pensionering i 1932. Biørn var også en habil fotograf. Mange af hendes fotografier befinder sig nu i Norges [[Riksarkivet (Norge)|Riksarkiv]]. Sammen med de kommentarer, hun skrev i sit fotoalbum eller på billederne bagsider, bærer disse billeder et stærkt vidnesbyrd om de uhyrligheder, hun overværede.<ref>{{cite web | url = http://www.arkivverket.no/webfelles/armenia/english.html | title = Armenia | publisher = Riksarkivet | accessdate = {{dato|23-3-2017}} }}</ref>
Den danske missionær [[Maria Jacobsen]], der arbejdede i [[Harput]], skrev om sine oplevelser i sin dagbog med titlen ''Maria Jacobsen – dagbog fra det armenske folkedrab'',<ref name=diis>{{cite web | title = Maria Jacobsen – dagbog fra det armenske folkedrab | url = https://folkedrab.dk/artikler/maria-jacobsen-dagbog-fra-det-armenske-folkedrab | publisher = folkedrab.dk | accessdate = {{dato|23-3-2017}} | month = april | year = 2012 | author = DIIS i samarbejde med [[Karsten Fledelius]] }}</ref> som ifølge folkedrabsforskeren Ara Safarian er en "dokumentation af største betydning" for forskningen i det armenske folkedrab. Jacobsen blev senere kendt for at have reddet tusinder af armeniere på forskellig måde i tiden efter folkemordet. Hun skrev: "det (er) ganske tydelig at Meningen med deres Afsendelse er det Armeniske Folks Udryddelse."<ref name=diis /> En anden dansk missionær [[Aage Meyer Benedictsen]] skrev om massakrerne, at det var "en rystende forbrydelse, muligvis den største i verdenshistorien: Forsøget, planlagt og udført med koldt blod på at myrde et helt folk, armenierne, under verdenskrigen." Den danske professor i [[filologi]] [[Johannes Østrup]] ved [[Københavns Universitet]] mødte flere ungtyrkiske ledere og politikere i tiden op til verdenskrigen. I sine erindringer mindes Østrup sit møde med Talat Pasha i efteråret 1910, hvor Talat åbent talte om sine planer om at "udrydde" armenierne.<ref>{{cite book | first = Johannes | last = Østrup | title = Erindringer | publisher = H. Hirschsprungs Forlag | year = 1938 | url = https://books.google.dk/books?id=GAI5SAAACAAJ&redir_esc=y | page = 118 }}</ref> Den danske lærer [[Karen Jeppe]] arbejdede med nødhjælp i [[Urfa]] og hjalp flere armeniere med at skjule sig, ligesom hun senere som kommissær for Folkenes Forbund ydede nødhjælp i [[Aleppo]] for armenske flygtninge og arbejdede for at befri fangne armeniere, der var gjort til slaver.<ref name="hamidian">{{cite web|title=Starten på den danske indsats for armenierne|url=https://web.archive.org/web/20120321064409/http://www.ermenisoykirimi.net/Planche1.pdf|accessdate=1. Juni 2019}}</ref>
== Udstilling og skulptur i Danmark ==
Linje 128:
== Litteratur ==
* Bjørnlund, Matthias: ''Det armenske folkedrab, fra begyndelsen til enden'' København
== Noter ==
Linje 134:
== Eksterne henvisninger ==
* {{cite web | url = http://www.armenica.org/material/master_thesis_vahagn_avedian.pdf | title = The Armenian Genocide 1915: From af Neutral Small State's Perspective: Sweden | first = Vahagn | last = Avedian | date = {{dato|21-5-2008}} | publisher = Uppsala Universitet | accessdate = {{dato|23-3-2017}} | format = PDF }}
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/viewFile/50240/93082 Torben Jørgensen: "Tilfældet Armenien" (''Historisk Tidsskrift'', bind 100, 1 (2000); s. 114-137)]
* [http://runeberg.org/gjennemarm/ Fridtjof Nansen: ''Gjennem Armenia''; Kjøbenhavn 1927]
Linje 150:
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Armeniens historie]]
[[Kategori:Tyrkiets historie]]
| |||