Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten [[Søren Jensen Qvist]] fra [[Vejlby (Norddjurs Kommune, tidligere Grenaa Kommune)|Vejlby]] ved [[Grenaa]]. De centrale dele af handlingen berettes af [[herredsfoged]] Erik Sørensen i [[dagbog]]sform, men den endelige opklaring af denne [[krimi]]nalhistorie finder sted gennem ''tvende Optegnelser af Præsten i [[Ålsø]]''. Blicher brugte selv betegnelsen ''Criminalhistorie'' i tekstbladet til novellen. I 1829 blev novellen trykt for første gang i Blichers eget tidsskrift ”Nordlyset”, som han udgav i samarbejde med bogtrykker J. M. Elmenhoff. Senere er den genoptrykt i ''Arkiv for dansk litteratur.''<ref name="arkiv">[http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=268&hist=&nnoc=adl_pub Arkiv for Dansk Litteratur, ''Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker]. Hentet den 19. december 2016</ref>

Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis [[Præsten i Vejlby (film fra 1922)|1922]] (Danmarks første tonefilm), [[Præsten i Vejlby (film fra 1931)|1931]] og [[Præsten i Vejlby (film fra 1972)|1972]]. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De tre andre er ''[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]'', ''[[Sildig Opvaagnen]]'' og ''[[Hosekræmmeren]]''.<ref>[https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870970-basis%3A06930875'' Dødens fortællere : om Blichers bedste noveller'']. [[Bibliotek.dk]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref>[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=40&p_fpkat_id=modt Steen Steensen Blicher - Ry og Eftermægle]. [[Arkiv for Dansk Litteratur]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref name="blichernu">[http://www.blicher-nu.dk/Den_kanoniserede_Blicher Den kanoniserede Blicher]. Blicher-nu.dk. Hentet 21/12-2016</ref> I 2006 kom ''Præsten i Vejlbye'' med på [[Kulturministeriet|Kulturministeriets]]s [[Kulturkanon]] blandt i alt 12 litterære værker.

Historien i ''Præsten i Vejlbye'' blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists [[retssag]], der foregik i [[Grenaa]] i 1626. Sagen omhandlede en landarbejder og [[kusk]] ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists [[præstegård]], og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607.<ref name="Grenaa">{{cite web|url=http://norddjursarkiver.dk/mindesmaerker-skulpturer-og-udsmykning-2/sten-over-soren-quist/|title=Sten over Søren Quist|date=23. november 2013|work=Grenaa Egnsarkiv|publisher=Grenaa Egnsarkiv|accessdate=4. mars 2013|archiveurl=https://web.archive.org/save/http://norddjursarkiver.dk/mindesmaerker-skulpturer-og-udsmykning-2/sten-over-soren-quist/|archivedate=4. mars 2018}}</ref> 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknogler ved præstegården.<ref name="Grenaa"/> Der var mistanke om, at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev ført en officiel retssag mod Quist på [[Kalø Slot]], hvor han havde siddet fanget.<ref name="menvedmarked">[http://www.kongmenvedsmarked.dk/side/historien-om-kaloe-slot Historien om Kalø Slot]. kongmenvedsmarked.dk. Hentet 18/12-2016</ref><ref name="Kalø">{{cite web | url=http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Beskrivelser/Djursland/Kaloe/lenssaede/ | title=Lenssæde og storgods | language= | date=9. juli, 2012 | accessdate=2013-11-23 | work=The history of Kalø | publisher=[[Naturstyrelsen]]}}</ref> To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved [[halshugning]] den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at give falsk vidneudsagn<ref name="Kalø"/> og at der således var blevet begået [[justitsmord]] mod hans far.<ref name="menvedmarked"/> De to mænd blev henrettet for [[mened]] i 1634.<ref name="Grenaa"/>

Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til gennemføre retssagen.

Ud over de oprindelige vidneudsagn melder der sig nu yderligere to vidner, som fortæller, at de har set en person iført præstens grønne slåbrok komme gående ad stien fra skoven med en sæk på ryggen. Erik Sørensen tænker, at dette strider mod de hidtidige beviser om, at præsten havde begravet liget i haven. Hans opmærksomhed bliver imidlertid afledt fra betydningen heraf, fordi præsten nu uddyber sine tidligere vidneudsagn. Da præsten bliver konfronteret med vidnerne erkender han, at han er [[Søvngængeri|søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst tilføjer, at hvis han ubevidst har gjort således, må det være Guds straf for tidligere synder, som har fået ham til at begå forbrydelsen. Morten Bruus kræver nu, at der benyttes "redskaber", men Erik Sørensen afviser dette med udbruddet: "Det forbyde Gud".<ref name="arkiv282">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 282</ref>

Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref> Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.<ref name="arkiv291" />

Den anden optegnelse, som er nedskrevet 21 år senere, er skrevet af Aalsøpræsten, kort efter at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget. Han forklarede nu, at han sammen med sin bror havde planlagt at opgrave et nylig begravet lig af en [[selvmord]]er. Det var nødvendigt for planens gennemførelse, at vidner ville se præsten grave liget ned, og til det formål stjal Morten Bruus præstens nattøj i ly af natten, således at vidnerne kunne forveksle Bruus med Qvist. De iklædte liget Niels' tøj og begravede det i et hjørne af præstens have. Herefter skulle Niels, udstyret med en sum penge, flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Motivet var Mortens had til præsten, fordi denne havde afslået hans frieri til datteren.<ref name="arkiv293">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 293</ref>

Planen lykkedes altså i første omgang, men efter mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.

Blichers værker er udtryk for en tragisk realisme. I "Præsten fra Vejlbye" er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus-familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name="holk" /> Dette grundmotiv, som findes i flere af Blichers noveller, er blevet betegnet som psykisk tvang.<ref name="Bag">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=161f.}}</ref> Den psykiske tvang i den blicherske novelle betegnes her som en skæbneopfattelse, der "…viser det enkelte menneskes skæbne som et begivenhedsforløb, der er immanent determineret af den virkelighed, som er menneskenes, af deres karakter og af de situationer, som skabes af de mellemmenneskelige relationer;".<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=167.}}</ref>

Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”''Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere, den danske litteratur overhovedet har''”.<ref>Citat af Søren Baggesen, citeret fra Kulturkanon s. 143</ref>