Forskel mellem versioner af "Christian 1."

13 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
→‎Kalmarunionen uden arving: Opdelte langt afsnit, omformulerede.
m (Mellemrumkorrektion)
(→‎Kalmarunionen uden arving: Opdelte langt afsnit, omformulerede.)
 
[[Fil:Christian I - Graf zu Oldenburg.jpg|thumb|left|upright|Portræt af Christian 1. fra [[Kronborgtapeterne]],{{byline|1=[[Hans Knieper]]|2=1581-1584|type=[[Gobelin]]}}]]
 
Ved kroningen stod Christian med flere problemer. Indadtil var det vigtigste problem, at kongen fattedes indtægter. Allerede under Erik af Pommern var store dele af riget blevet bortforlenet, og denne situation havde ikke ændret sig under Christoffer af Bayern. Det betød, at Christian kun havde få og utilstrækkelige indkomster.<ref>Dahlerup, s. 210</ref> Samtididig indebar det dobbelte kongevalg, at [[Kalmarunionen]] var blevet brudt, og de to nyvalgte konger stræbte begge efter at få magten i Norge. Også det gamle svenske lydland [[Gotland]] gav anledning til problemer., Dettesiden gamle svenske lydland vardet efter [[Valdemar Atterdag]]s erobring i 1361 aldrig var blevet knyttet til Sverige igen. Her sad den afsatte unionskonge [[Erik af Pommern]] og herfra drev han sørøveri til skade for handelen. Kort efter sin kroning sendte Karl Knutson en hærstyrke til øenGotland, men da Erik mærkede, at han ikke kunne forsvare sig, lod han en dansk besætning komme ind i Visborg, mens han selv drog til [[Pommern]], og sommeren 1449 sluttedes der et forlig mellem hærene, hvorved afgørelsen af Gotlands fremtidige stilling blev henskudt til et fredsmøde, der året efter skulle afholdes i [[Halmstad]]. På dette tidspunkt havde det norske rigsråd besluttet at tage Christian til konge, men i den følgende vinter kom Karl Knutson personlig til Norge og blev kronet i [[Trondhjem]] i december 1449. [[Halmstadmødet]]s afgørelse blev imidlertid meget gunstig for Christian, idet de 24 danske og svenske rigsråder, der mødtes den [[2. maj]] [[1450]], bestemte, at Karl skulle give afkald på Norge, og at den længst levende af de to konger skulle anerkendes i alle 3 riger, mens spørgsmålet om Gotland blev udsat igen. Uvillig måtte Karl Knutson bøje sig for denne beslutning, og Christian kunne drage til Norge for at blive kronet i [[Nidarosdomen|domkirken]] den [[2. august]] [[1450]]. I [[Bergen]] sluttedes den [[29. august]] 1450 en nøje forening mellem Danmark og Norge, og da Dorothea havde født kongen en søn, fik denne navnet Oluf efter Norges skytspatron.<ref name="Salm 885"/>
 
På dette tidspunkt havde det norske rigsråd besluttet at tage Christian til konge, men i den følgende vinter kom Karl Knutson personlig til Norge og blev kronet i [[Trondhjem]] i december 1449. [[Halmstadmødet]]s afgørelse blev imidlertid meget gunstig for Christian, idet de 24 danske og svenske rigsråder, der mødtes den [[2. maj]] [[1450]], bestemte, at Karl skulle give afkald på Norge, og at den længst levende af de to konger skulle anerkendes i alle 3 riger, mens spørgsmålet om Gotland blev udsat igen. Uvillig måtte Karl Knutson bøje sig for denne beslutning, og Christian kunne drage til Norge for at blive kronet i [[Nidarosdomen|domkirken]] den [[2. august]] [[1450]]. I [[Bergen]] sluttedes den [[29. august]] 1450 en nøje forening mellem Danmark og Norge, og da Dorothea havde født kongen en søn, fik denne navnet Oluf efter Norges skytspatron.<ref name="Salm 885"/>
 
Besiddelsen af de to riger måtte i længden give Christian overvægten over Karl Knutson. De krige, der blev ført mellem dem fra 1452 af, var ikke afgørende, det blev derimod, at unionspartiet i Sverige i 1457 rejste sig mod Karl under ledelse af ærkebispen Jens Bengtsson (Oxenstierna), og Karl Knutsson måtte flygte til [[Danzig]]. I juli kunne Christian holde sit indtog i Stockholm og blev kronet i [[Uppsala]]. Således var alle 3 riger atter forenede, og året efter antoges Christians søn [[Kong Hans|Hans]] til hans efterfølger (den først fødte søn, Oluf, var død i en spæd alder, ligesom en anden søn, Knud).<ref name="Salm 885"/>
Anonym bruger