Nekromantik: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Endor.jpg|thumb|[[Kong Saul]] spår ved hjælp af heksens[[heks]]ens nekromantik.]]

[[Fil:John Dee and Edward Keeley.jpg|thumb|[[John Dee]] og Edward Kelley udøver nekromantik ved hjælp af et opgravet lig.]]

På sin hjemrejse efter belejringen af [[Troja]] møder [[Odysseus]] stadige forhindringer. Han beslutter at fremmane den døde spåmand [[Teiresias]], der hos [[Sofokles]] afslørede for kong [[Ødipus]], at Ødipus var sin fars drabsmand og har ægtet sin mor. Hos [[Seneca]] fremstilles Teiresias selv som nekromantiker; han prøver først at finde kong [[Laios]]’ drabsmand ved at tolke indvoldene hos ofret kvæg. Selv er han blind, og afhængig af, hvad hans datter Mantó beskriver for ham. Da den metode ikke giver noget svar, griber Teiresias til dødemaning, og påkalder den dræbte kong Laios selv. [[Kreon]] er med for at bivåne seancen, og vender tilbage til Ødipus med Laios’ svar: Hans søn Ødipus har selv dræbt ham, og dertil giftet sig med sin mor. <ref>"''Teiresias turns to another procedure, necromancy"'', citeret fra: http://books.google.co.uk/books?id=Rut-AgAAQBAJ&pg=PA60&dq=tiresias+oedipus+necromancy+seneca&hl=en&sa=X&ei=OD5vVIzrO8exygOO1YKADA&ved=0CDsQ6AEwBw#v=onepage&q=tiresias%20oedipus%20necromancy%20seneca&f=false (s. 60)</ref>

Odyssevs får fremgangsmåden ved dødemaning forklaret af troldkvinden [[Kirke (græsk mytologi)|Kirke]]. Først sejler han over [[Okeanos]] til [[Hades]]. På stranden dér graver han en grøft, og ofrer en drik til de døde, først af [[honning]] og mælk; så af sød vin; til sidst af vand, toppet med [[byg]]mel. <ref>"''...then poured a libation all around to the dead, first of milk and honey, then of sweet wine, thirdly of water, sprinkled with white barley meal"'', citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm</ref> Han lover de døde at ofre på ny, hvis han kommer vel hjem til [[Ithaka]]. Da de døde strømmer til, ofrer han to sorte får, lader blodet rende ned i hullet, og brænder huder som ofre til dødsguden [[Hades]] og dennes hustru [[Persefone]]. Dernæst trækker han sit [[sværd]], og stiller sig mellem de døde og grøften. Ingen må få smagt blodet, før han har talt med Teiresias.

Først viser den unge Elpénor sig. <ref>"''The first ghost to appear was that of my comrade Elpenor"'', citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm</ref> Han tilhørte Odyssevs’ følge, men mistede livet ved et fald fra skibsmasten, da de forlod Kirke. De nåede ikke at give Elpénor en rigtig gravfærd, og han truer nu med gudernes vrede, hvis følget ikke vender tilbage og begraver ham. Odyssevs opdager sin mor Antikleia blandt de døde; han har ikke en gang været klar over, at hun var død. Så kommer Teiresias til syne. Som den eneste at de døde genkender han Odyssevs, før han får blodet at drikke; Antikleia genkender først sin egen søn efter at hun har drukket blod. <ref>"''I remained, undaunted, till my mother approached and drank the black blood. Then she knew me, and in sorrow spoke to me"'', citeret fra: http://www.poetryintranslation.com/PITBR/Greek/Odyssey11.htm</ref> Teiresias spår Odyssevs en heldig hjemrejse, hvis blot han og hans mandskab ignorerer sangen fra [[Skylla og Charybdis]] undervejs, og lader [[Helios]]’ kvæg i fred. Dertil skal Odyssevs ved hjemkomsten sørge for at få sin kones bejlere dræbt, og derefter ofre til [[Poseidon]]. <ref>[http://www.answers.com/Q/What_is_blind_tiresias'_prophecy_to_Odysseus What is blind tiresias' prophecy to Odysseus<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

Helte som [[Agamemnon]], [[Ajax]] og [[Akilles]] viser sig på række og rad; for dem alle er [[dødsriget]] er et trist sted. Til sidst gribes Odyssevs af frygt for, at Persefone vil true ham med en [[gorgon]]s hoved, og flygter i hast med sit skib og sit mandskab. <ref>"''I feared that august Persephone might send against me from Haides’ house the Gorgoneion (gorgon's head) of some grisly monster"'', citeret fra: http://www.theoi.com/Khthonios/PersephoneGoddess.html</ref>

[[Herodot]] fortæller, at [[tyran]]nen Periander fra [[Korinth]] sendte bud til de dødes [[orakel]] '''Nekromanteion''' <ref>"''Near Parga on the west coast of Greece and dedicated to Pluto and Persephone, this oracular sanctuary was the second most famous in Epirus after Dodona and was where the living could speak with the dead"'', citeret fra: http://www.greeceathensaegeaninfo.com/destinations-greece-nekromanteion.htm</ref> i [[Epirus]] for at spørge sin døde dronning Lyside, som han ofte kaldte Melissa (og som han selv havde dræbt), om hun vidste, hvor en af hans gæster gemte sine penge. Melissa besvarede ikke Perianders spørgsmål, men mindede om, at han havde haft samleje med hende, efter at hun var dræbt. Det tøj, han havde givet hende med i graven, var heller ikke blevet brændt, og hun gik omkring i dødsriget nøgen og frysende. Det tøj, der rådnede i graven, havde hun ingen nytte af. Periander gav nu ordre om, at alle Korinths kvinder skulle møde op i [[Hera]]s tempel. De klædte sig pænt på i den tro, at de var indbudt til fest. I stedet for rev Perianders [[soldat]]er tøjet af dem, da de kom. Det blev samlet i en grøft og brændt, og næste gang, Periander kontaktede sin afdøde kone, besvarede hun hans spørgsmål. <ref> "''After doing that, he sent to consult Melissa a second time, and her ghost now told him the place where his guest-friend had deposited the treasure"'', citeret fra: http://bookcents.blogspot.no/2010/08/periandros-periander.html</ref>

[[Fil:Thessaly Plain.jpg|thumb|Landskab i [[Thessalien]] med floden Pinios.]]

[[Marcus Annaeus Lucanus|Lukan]] efterlod sig kun ét storværk, ''Pharsalia'', om striden mellem [[Julius Cæsar]] og Sextus Pompejus. I bog 6 af ''Pharsalia'' fortæller han, at Pompejus ville rådspørge de døde om udfaldet af striden<ref>http://www.u.arizona.edu/~afutrell/404b/web%20rdgs/lucan6.htm</ref> - hvad ingen respektabel romer ville finde på.

Pompejus beder [[heks]]en Erichtó fra Thessalien om hjælp. Hun skynder sig til en slagmark, hvor hun leder efter et ferskt lig med uskadte lunger. Et solsvedet kadaver med ødelagte lunger og tørre læber er ubrugeligt til hendes formål. Til sidst finder hun et, der er død af et sår i maven, og tager det med til sin bolig, en underjordisk hule under grenene på et [[taks]]træ. Hun tager en rød kappe på, reder håret frem over ansigtet, og tilbereder et heksebryg. Så giver hun sig til at mane; det lyder som hundegøen, ulvehyl, ugleskrig[[ugle]]skrig, hvæsen fra [[slange]]r, bølgeslag og mumlen fra fjerne skove. Hun truer [[Pluto (gud)|Pluto]] med dagslyset, og [[Hekate]] med at lade de andre guder se hende uden sminke. Heksen truer også med at afsløre en ulovlig forbindelse mellem Pluto og [[Proserpina]]. <ref>http://books.google.co.uk/books?id=hVUCz-BNWHUC&pg=PA146&lpg=PA146&dq=lucan+pharsalia+erichto&source=bl&ots=iCT9-8MmbB&sig=OBviDcZ6fNBaPKlVlNJDlsBavwA&hl=en&sa=X&ei=_xRvVKadO-v5ywP0r4L4Cw&ved=0CCIQ6AEwAg#v=onepage&q=lucan%20pharsalia%20erichto&f=false (s. 147)</ref> Efter en tid viser spøgelset sig, men det bliver så skræmt af sin skamferede krop, at det ikke vil samarbejde. Erichtó pisker løs på liget med levende slanger og skriger [[forbandelse]]r. Til sidst giver spøgelset efter, og liget sætter sig op med tårer i øjnene. Nogen spådom får heksen dog ikke, før hun lover at brænde liget og give det en ordentlig gravfærd. Efter spådommen rejser hun så et ligbål. Liget kravler selv op på bålet, og heksen sætter ild til. <ref>Velle Espeland: ''Spøkelse!'' (s. 175), forlaget Humanist, Oslo 2002, ISBN 82-90425-57-0</ref>

Med tidligere tiders primitive metoder for at undersøge, om en person virkelig var død, har det ikke været så ualmindeligt, at folk blev vækket til live fra en tilstand i [[koma (bevidstløshed)|koma]]. I [[folkevise]]n hører vi om [[Valdemar Sejr]]s ægtefælle, [[dronning Dagmar]], der døde i [[barsel]] i [[1212]]. Den fortvivlede enkemand tryglede de tilstedeværende om at forenes i en [[bøn]] for at kalde Dagmar til live igen. Det lykkedes, men i [[folketro]]en er de døde ikke glade for at blive genoplivet, og det var dronningen heller ikke.

::''jeg må ikke mere lide.'' <ref>Gengivet i: Velle Espeland: ''Spøkelse!'' (s. 121)</ref>

== Nekromantikeren i ''fantasy''-genren ==

Nekromantikeren er en populær magikertype i mange ''[[fantasy]]''-universer. Nekromantikeren skildres ofte som bleg, indelukket og ond. Der er dog eksempler på nekromantikere, som har brugt deres evner til det gode, fx i ''fantasy''-[[roman]]erne ''Sabriel'', ''Lirael'' og ''Abhorsen'' af Garth Nix. I visse tilfælde kaldes nekromantikeren for en [[Shaman|åndemaner]].