Knud den Store: Forskelle mellem versioner

'''Knud den Store'''<ref name="unnecessarycitation">Bolton, ''The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century'' (Leiden, 2009)</ref> ([[oldengelsk]]: ''Cnut se Micela'', {{lang-non|Knútr inn ríki}} (født ca. [[995]], død [[12. november]] [[1035]] i [[Shaftesbury]]<ref>[http://www.britannia.com/history/docs/1018-35.html Britannia: The AngloSaxon Chronicle<!-- Bot genereret titel -->]</ref>) elller tilligeogså kendt som '''Knud 2.''' var konge af [[Danmark]] [[1018]]-[[1035]], af [[England]] [[1016]]-1035 og af [[Norge]] [[1028]]-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som [[Nordsøimperiet]]. Han var søn af [[Svend Tveskæg]], hvilket også gav manham [[patronym]]et ''Sveinsson'' (oldnordisk) ''Sweynsson'' (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den [[normanniske erobring af England]] i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om ''[[Knud den Store#Historien om kong Knud i strandkanten|Kong Knud og tidevandet]]'', der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på [[vikingernes_ekspansion#England|flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa]]. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelsk og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magbasemagtbase ved at forene [[Danere|danerne]] og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition, samt via ren brutalitet. Efter et årti medi konflikt med modstandere i [[Skandinavien]] tog Knud Norges krone i [[Trondheim]] i 1028. Knud kontrollerede den svenske by [[Sigtuna]] (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen).<ref>Graslund, B.,'Knut den store och sveariket: Slaget vid Helgea i ny belysning', ''Scandia'', vol. 52 (1986), pp. 211–38.</ref>

Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem [[Storbritannien (ø)|Storbritannien]] og [[Irland]], hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt [[Norrøn-gælere|norrøn-gælerne]].<ref>Forte, et al., ''Viking Empires'', p. 196.</ref> Knuds besiddelser i form af Englands [[bispedømme]]r og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den [[Det tysk-romerske Rige|tysk-romerske]] [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebiskop af Bremen]] ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til [[den katolske kirke]], og blandt mange magnater i [[kristendommen]] (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på [[pallium]] til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til [[Rom]]). Efter hans sejr i 1026 over Norge og [[Sverige]], og på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser [[Konrad 2. (Tysk-romerske rige)|Konrad 2.]], udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".<ref name="Lawson, Cnut, p. 97">Lawson, ''Cnut'', p. 97.</ref> De [[Angelsaksere|angelsaksiske]] konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ''ealles Engla landes cyning'' - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren [[Norman Cantor]] har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".<ref>Cantor, ''The Civilisation of the Middle Ages'', 1995: 166.</ref>

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong [[Ethelred 2. den Rådvilde|Ethelred]], som var i landflygtighed i [[Normandiet]]. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at [[Knud den Stores invasion af England|generobre England]], og i august [[1015]] sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle [[Danelagen]], kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn [[Edmund Jernside]] krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede [[London]] mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres [[belejring]]en. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under [[slaget ved Brentford]] sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, [[slaget ved Assandun]], fandt sted [[18. oktober]] og endte i [[katastrofe]] for sakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Sakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden [[Severn]] ind i [[Gloucestershire]], hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney).<ref>http://www.mercedesrochelle.com/wordpress/?p=568</ref> De aftalte her at dele riget sig imellem.