Wikipedia

Theodosius den Store: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Bot: Fjerner {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.
Illustrationer og historien om massakren.
Linje 1:
[[Fil:Theodosius I. Roman Coin.jpg|thumb|200px|Theodosius I den Store på [[mønt]].]]
'''Theodosius I den Store''' eller '''Theodosius 1.''', (egl. '''Flavius Theodosius''') ([[11. januar]] [[347]] – [[17. januar]] [[395]]) var romersk [[kejser]] [[379]]-395, og den sidste kejser, som regerede hele [[Romerriget]].
 
== Baggrund ==
Han var af officersfamilie fra [[Spanien]], deltog i felttog til [[England]], og kæmpede mod [[germaner]]ne på [[Balkanhalvøen|Balkan]], da kejser [[Valens (kejser)|Valens]]' nederlag og død mod [[goterne]] [[378]] pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i 379 til kejser sammen med de to mindreårige [[Gratian]] og [[Valentinian II]], hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han dermed overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.▼
[[Fil:Theodosius colum, Istanbul.jpg|thumb|Theodosius i logen i [[hippodrom]]en i [[Konstantinopel]].]]
▲Han var af officersfamilie fra [[Spanien]], deltog i felttog til [[England]], og kæmpede mod [[germaner]]ne på [[Balkanhalvøen|Balkan]], da kejser [[Valens (kejser)|Valens]]' nederlag og død mod [[goterne]] [[378]] pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i [[379]] til kejser sammen med de to mindreårige [[Gratian]] og [[Valentinian II2.]], hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han dermed overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.
 
Theodosius' regering faldt sammen med [[folkevandringerne]]s første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han [[kristen]], og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.
 
== Magtfordeling ==
På Balkan lykkedes det hamhan med stort besvær at drive goterne[[goter]]ne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske generaler,[[general]]er - vigtigst var [[Vandaler|vandalen]] [[Stilicho]], - til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i [[383]] måtte hanTheodosius dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, men ham besejrede han og lod ham [[Halshugning|halshugge]] i [[388]]. I de sidste år kæmpede han mod modkejseren Eugenius, som var blevet opstillet af den germanske general Arbogast<ref>https://www.britannica.com/biography/Arbogast</ref> efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i [[394]], kort før sin død.
 
Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]], somaom han fik med sin første kone, Aelia Flavia Flaccilla. Sønnerne fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det [[Østromerske Kejserdømme|Byzantinskebyzantinske]] og det [[Vestromerske rige|Vestromerskevestromerske Rigerige]]. Hans slægt regerede i disse riger til [[450]] og [[455]].▼
Under hans styre sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk helligdag, i [[392]] blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev [[De Olympiske Lege]] forbudt som hedenske fester. Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstlighedens pression. Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I [[388]] blev en [[synagoge]] nedbrændt i Callinicum ved [[Eufrat]] på initiativ af biskoppen i [[Edessa]]. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb kirkefaderen [[Ambrosius]] harmfuldt ind fra [[Milano]]: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "et vantroens og ryggesløshedens sted": "Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i brand, ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor [[Kristus]] blev fornægtet," skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.<ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref>▼
 
Med sin anden kone Galla, datter af [[Valentinian 1.]] og Justina, fik Theodosius datteren [[Galla Placidia|Aelia Galla Placidia]]. Hun var det eneste af hans børn, der levede til voksen alder.
▲Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]], som fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det [[Østromerske Kejserdømme|Byzantinske]] og det [[Vestromerske rige|Vestromerske Rige]]. Hans slægt regerede i disse riger til [[450]] og [[455]].
 
== Religion ==
[[Fil:Anthonis van Dyck 005.jpg|thumb|[[Anthonis van Dyck]]: [[Ambrosius]] og kejser Theodosius.]]
Under Theodosius sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk [[helligdag]], og Theodosius gjorde den krstine tro til genstand for sin kejserlige befaling: "''Det er Vor vilje, at alle de folkeslag, Vi hersker over, skal udøve den religion, som den guddommelige [[Apostlen Peter|apostel Peter]] formidlede til romerne. Vi skal tro på Faderen, Sønnen og [[Den Hellige Ånd]] som én sand [[Guddom]], idet de i ligeværdig majestæt udgør [[treenigheden|Den hellige treenighed]]. Vi befaler, at alle som følger denne regel, skal kaldes katolske kristne. De øvrige, som Vi holder for at være afsindige og sindssyge, skal bære skændslen af [[kætter]]ske [[dogme]]r. Deres mødesteder skal ikke få navn af [[kirke]]r, og de skal rammes først af guddommelig [[hævn]] og dernæst af den [[straf]], Vi skal lade komme over dem på Vort eget initiativ, som Vi skal træffe i overensstemmelse med Guds dom.''" Theodosius udlagde sin egen vilje lig [[Gud]]s, og i 380 lod han sig endog beskrive som "''den synlige Gud''".<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 37-39), forlaget Grøndahl, Oslo 1978, ISBN 82-504-0275-8</ref>
 
▲Under hans styre sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk helligdag, i [[392]] blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev [[De Olympiske Lege]] forbudt som hedenske fester. Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstlighedens pression. Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I [[388]] blev en [[synagoge]] nedbrændt i Callinicum ved [[Eufrat]] på initiativ af biskoppen[[biskop]]pen i [[Edessa]]. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb kirkefaderenSkt. [[Ambrosius]] harmfuldt ind fra [[Milano]]: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "''et vantroens og ryggesløshedens sted''": "''Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i [[brand]], ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor [[Kristus]] blev fornægtet,''" skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.<ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref>
 
[[390]] udbræd en opstand i en græsk by, efter at en populær [[væddeløb]]skører var sat i [[fængsel]]. Byens [[guvernør]] blev myrdet. Kejseren var i [[Milano]] og sendte befaling om at foretage en [[massakre]]. Flere tusinde af væddeløbskørerens tilhængere blev inviteret til en forestilling i det lokale [[cirkus]], men så snart de var kommet ind, blev portene låst, og kejserens [[soldat]]er gik i gang med at dræbe dem. Mere end 5.000 blev [[Henrettelse|henrettet]]. Da [[kirkefader]]en [[Skt. Ambrosius]] fik det at høre, sagde han til Theodosius, at han ikke kunne give ham [[nadver]], før han offentlig havde gjort [[bod]] for denne [[forbrydelse]]. Theodosius holdt sig borte fra kirken, men godtog til sidst Ambrosius' forlangende. Foran en tætpakket forsamling tog han sine strålende kejserlige gevanter af, og bad om [[tilgivelse]]. Det måtte han gentage ved flere anledninger, inden Ambrosius til sidst gav ham [[sakramente]]t [[juledag]]. Det krævede et enestående mod at ydmyge en byzantinsk kejser på dette vis, og det er det første eksempel på gejstlig [[autoritet]] stillet op mod kejsermagten.<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 43)</ref>
 
I [[392]] blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev [[De Olympiske Lege]] forbudt som hedenske fester.<ref>https://snl.no/Theodosius_den_store</ref> Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstligt pres.
 
==Henvisninger==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Theodosius_den_Store"