Jens Juel: Forskelle mellem versioner

I [[1772]] forlod han København for otte år. Først tog han til [[Rom]], hvor han opholdt sig i fire år i fortroligt samliv med andre danske kunstnere, som dels allerede var i [[den evige stad]], dels efterhånden kom dertil, som [[Nicolai Abraham Abildgaard|Abildgaard]], [[Hartman Beeken]], [[Johan Christian Almer]], [[Nicolai Dajon]], [[Niels Rode]], [[Simon Malcho]]. Derefter drog Juel til [[Paris]], som dengang var og i lang tid havde været portrætmalernes fornemste rejsemål. I [[1777]] forlod Juel Paris og drog til [[Genève]], hvor han blev i to år hos sin ven naturforskeren [[Charles Bonnet]] ([[1720]]–[[1793]]), der på sit landsted samlede et helt lille hof af danske kunstnere om sig – foruden Juel bl.a. [[kobberstik]]keren [[Johan Frederik Clemens|Clemens]], emaljemaleren [[Hans Heinrich Plötz]], maleren Simon Malcho. I Genève fik Juel hurtigt ry som fremragende kunstner og malede mange portrætter, af blandt andet forfatteren [[Isabelle de Charrière]] (''Belle van Zuylen''). Via Bonnet, som var blevet æresmedlem af akademiet i København, blev dette ry udbredt til Danmark. Efter otte år vendte Juel tilbage til Danmark i [[1780]] efter et kort ophold i Hamborg, hvor han bl.a. mødte [[Friedrich Gottlieb Klopstock|Klopstock]]; det var i hans hus han malede det kendte billede af "''Messiadens Digter''". Jens Juel slog sig ned i København i 1780, hvor han skabte sig en enestående position som portrætmaler for kongehuset, adelen og det velstående borgerskab.