Iudaea: Forskelle mellem versioner

Da Pompejus blev besejret af [[Cæsar]] skiftede magten i Judæa også hænder, Hyrcanus blev afsat og Antipater (Antipas) blev indsat som fyrste. De romerske interesser i klientkongedømmet blev administreret fra Provinsen Syrien, hvor [[Aulus Gabinius]] var [[prokonsul]], han inddelte Judæa i fem provinser (''συνέδριον''). I 44 f.v.t. blev både Cæsar og Antipater myrdet, og i 40 f.v.t. udpegede det romerske senat Herodes den Store, Antipaters søn, til jødernes konge, i den forbindelse var Herodes i Rom for bl.a. at ofre til Roms guder på Kapitol. Herodes fik først fuld kontrol over sit kongerige i 37 f.v.t., men i løbet af sin regeringstid fik han bl.a. udryddet de sidste Makkabæere og anlagt den store havneby [[Caesarea Maritima]]. Da Herodes døde i 4 f.v.t blev han efterfulgt af sine fire sønner, der hver regerede en fjerdedel af riget, som [[tetrak]]er.

 

 

I en kort periode mellem [[41]] og [[44]] e.v.t. genvandt Iudaea sin status som autonomt kongerige, da Claudius udnævnte [[Agrippa II|Herodes Agrippa]] som jødernes konge, men efter Agrippas død blev landet igen til en provins, for igen at blive et kongerige, da Agrippas søn [[Agrippa II|Marcus Julius Agrippa]] blev udnævnt til konge i 48 e.v.t., han blev den sidste i Herodes dynasti. Da Agrippa III døde omkr. [[100]] e.v.t., vendte området for sidste gang tilbage under direkte romersk kontrol. I hele denne periode var der en kejserlig prokurator, som var ansvarlig for sikkerheden og skatteopkrævningen.