Niels Rosenkrantz (officer): Forskelle mellem versioner

'''Niels [[Rosenkrantz]]''' ([[31. maj]] [[1627]] – [[3. juli]] [[1676]]) var en dansk adelsmand og officer. Hans forældre var [[Palle Børgesen Rosenkrantz]] til [[Ørup]] ([[Skåne]]) og [[Ingeborg Krabbe]].

Kong [[Frederik III]] var i gang med oprustningen til en ny krig mod [[Sverige]]. [[Ulrik Christian Gyldenløve (søn af Christian 4.)|Ulrik Christian Gyldenløve]], der var vendt hjem til Danmark allerede [[1654]], sendte nu bud til Niels Rosenkrantz, om at der blev holdt et kompagni åbent til ham. Rosenkrantz lå på dengang med Spanierne for [[Saint-Ghislain]], og «da han havde tjent dem så længe», ville han ikke tage sin afsked, før fæstningen var indtaget. Da han i juni [[1657]] kom hjem, var det tiltænkte kompagni, der bestod af jyske sogneryttere, 'ruineret' under kampen i [[Skåne]]. [[Frederik III|Kongen]] gjorde ham derfor til [[major]] og chef for sit eget Livkompagni Gøngedragoner, og med dem kæmpede Niels Rosenkrantz i [[Halland]] under Gyldenløve. Efter Freden i Roskilde (1658) oprettedes ''Kongens Livregiment til Fods'', den nuværende [[Den Kongelige Livgarde|Livgarde]]. I dette korps blev Rosenkrantz' kompagni indlemmet, og han selv blev dets første [[oberstløjtnant]]. Det var, da krigen samme år brød ud på ny, den eneste fast organiserede fodfolksafdeling i [[København]] og vandt under [[Københavns belejring (1658-1660)|belejringen]] stor hæder. En væsentlig andel af denne tilkommer Niels Rosenkrantz, der navnlig under det store udfald 23. august udviste stor tapperhed. Med egen hånd fældede flere svenske officerer og blev bedækket med sår som død båret ind til staden. Efter behandling var han dog hurtigt helbredt, og han kunne tage del i flere kampe. Under stormnatten 10.-11. februar 1659 var han dog kun tilskuer, da [[Kastellet]], hvor livgarden havde post, ikke blev angrebet.

1675 udbrød den [[Skånske Krig]], der begyndte med et angreb på [[Sverige]]s tyske besiddelser. Ved belejringen af [[Wismar]] fik Niels Rosenkrantz, der blev udnævnt til generalløjtnant, kommandoen på den egentlige angrebsfront over for Meklenborger-Porten og det uden for denne anlagte «nye Værk». 13. december stormedes fæstningen, men den blev flere steder slået tilbage, så at [[Christian V]] var lige ved at opgive den. Også Rosenkrantz havde på sin front haft store vanskeligheder at kæmpe med; især hindrede en kærstrækning, der her omgav fæstningen, stormkolonnens fremrykning. Han lod derfor sine folk ved hjælp af [[faskine]]r bygge sig en vej over moradset; over denne lykkedes det ham at føre stormen igennem, og da han først havde fået fast fod i det «nye Værk», faldt fæstningen.

Det følgende år ([[1676]]) blev [[Skåne]] krigsskuepladsen. Rosenkrantz, der havde været den første, som 29. juni satte foden i land, fik nu befaling til at lede angrebet på [[Helsingborg Slot]], hvortil byens besætning havde trukket sig tilbage. Med sin vante Energi gik han til værket. 3. juli om morgenen steg han, for at få bedre udsigt, op på et af de opkastede belejringsværker. Han blev da ramt i hovedet af en fjendtlig kugle, og få timer efter døde han. Kort tid efter overgav fæstningen sig.

Næsten et halvt år efter, den 21. december 1676, fandt hans bisættelse sted med stor pomp i Københavns Nicolai Kirke, hvor et prægtigt epitafium blev rejst over ham. Han havde 30. januar 1662 i Viborg ægtet Berte Skeel (f. 26. Marts 1644 d. 5. Juli 1720), datter af rigsråd Christen Skeel til Vallø. I et smukt og lykkeligt samliv havde de den sorg at miste alle deres Børn som små. Men de søgte erstatning i at gøre deres hus til et hjem for mange af deres unge pårørende. Efter sit eget udsagn havde Rosenkrantz "''ikke arvet en Skilling''" efter sine forældre. Derimod fik han 1663 efter sin svigerfader [[Holbækgård]] i [[Rougsø Herred]], og tre år efter købte han [[Stovgård]] og [[Alsted]] i [[Nørvang Herred]]. Enken [[Berte Skeel]] har gjort sig bekendt som en af "''tvende danske heltes enker''", der stiftede [[Roskilde Kloster|Roskilde Adelige Jomfrukloster]].