Frederik Vermehren: Forskelle mellem versioner

I 1844 drog Vermehren til København, hvor han straks blev elev af Akademiet og begyndte at arbejde under Roed. Efter 3 års studier udstillede han sit første maleri, ''En Skomager i sit Køkken''; det blev købt af [[Christian 8.]] og rost af [[Høyen]]; samme år kom foruden 4 portrætter ''En Spindekone'', dér erhvervedes af Selskabet for nordisk kunst. Året 1848 gjorde imidlertid en afbrydelse i hans virksomhed; han deltog som frivillig i det første års felttog i [[Treårskrigen]]; længere tillod hans helbred ham ikke at blive ved hæren. Efter sin hjemkomst malede han ''Reservesoldatens Afsked fra sin Familie'', der på udstillingen 1850 blev solgt til ''Selskabet for nordisk Kunst'', ved hvis opløsning det overdroges til Kunstmuseet. Billedet virker stærkt ved den dybe og alvorlige vemods-stemning, der hviler over det, og ved den overbevisende sandfærdighed, hvormed figurerne er karakteriserede og følelserne lagt for dagen; det er formet med stor dygtighed og gennemført med en respekt for detaljerne, der har interesse som vidnesbyrd om det standpunkt, hvortil kunstneren senere i så henseende skulle nå op.

 

I årene 1851-54 udstillede Vermehren kun et enkelt maleri, men fuldendte netop i denne tid flere af sine vigtigste værker, deriblandt ''Hvedebrødsmanden'' (1851, [[Den Hirschsprungske Samling]]) og ''En jysk Faarehyrde paa Heden'' (malet 1853, udstillet 1855, hos [[Statens Museum for Kunst]] siden [[1895]].<ref>{{Cite web | title = En jysk fårehyrde på heden | url = https://collection.smk.dk/#/detail/KMS1496 | publisher = [[Statens Museum for Kunst]] }}</ref>). I disse billeder har Vermehren fundet sit egentlige område: den rent objektive og fuldkommen lidenskabsløse skildring af den enkelte figur i den stilfærdigst mulige situation. Særlig i ''Faarehyrden'' er han nået overmåde dybt i retning af karakteristik; med største klarhed og fuldstændighed er der her gjort rede for den stille, fattige mand med den åndelige indsnævrede synskreds. Billedets poesi hviler i dets dybe, endeløse vemod; også som landskabsskildring står det højt; milevidt følger øjet den mørke, trøstesløse plade, der kun brydes af enkelte lyngknolde, og hvor de levende væsener næsten synes at markere ørkenstilheden endnu stærkere.