Seismologi: Forskelle mellem versioner

Forståelsen af Jordens indre udviklede sig for alvor, da man begyndte at måle forsinkelse i måden, som jordskælvstryk forplantede sig til ulige steder på kloden. Den tyske seismolog [[Beno Gutenberg]] brugte i [[1913]] denne metode for at anslå den indre, faste kernes diameter. Den [[Kroatien|kroatiske]] seismolog [[Andrija Mohorovicic]] studerede et kraftig jordskælv i [[1909]], og opdagede en grænse (kaldet "Moho") mellem jordskorpen og den dybere [[Kappe (geologi)|kappe]].<ref name="Ramberg 25">Ivar B Ramberg (red), ''Landet blir til – Norges geologi'', Norsk Geologisk Forening 2006, utg 2007, side 25.</ref> Snart indså forskere, at Jorden bestod af en fast kerne i midten, en flydende kappe af smeltet lava, og jordskorpen. Den danske seismolog [[Inge Lehmann]] opdagede i [[1936]], at kernen af [[jern]] og [[nikkel]] var fast inderst, og flydende yderst i laget under kappen. Det er også fastslået, at overgangen fra litosfære[[lithosfære]] til kappe liggende på 440 kms dybde, og overgangen til indre kappe på 670 kms dybde, markerer faseovergange i silikater, som vokser [[bølgemekanik|bølgebevægelsernes]] fart betydelig, hvilket skaber referencedybder for en detaljeret kortlægning af kappen ved hjælp af [[seismografi|seismografiske]] apparater. Bølgehastigheden påvirkes også af temperaturafvigelser således, at man kan påvise lavastrømme seismologisk.<ref name="Ramberg 25"/>