Oplysningstiden: Forskelle mellem versioner

'''Oplysningstiden''' var en periode i [[Europa]]s [[historie]] fra ca. [[1690]] til ca. [[1800]]. Begrebet "oplysning" hentyder til, at filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verden og brugte resultatet til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Begrebet oplysning har siden oldtiden betydet både religiøst og filosofisk klarsyn. "Oplysningstid" stammer fra [[Immanuel Kant]]s værk ''Beantwortung der Frage: Was Ist Aufklärung?'' fra [[1784]]: "Hvis nogen spørger, lever vi i en oplyst tid? ville svaret være Nej vi lever i ''Oplysningstiden''."<ref>Peter Gay, 1995, s. 20.</ref>

 

Tiden lige før oplysningstiden, dvs. det [[17. århundrede]], var præget af tiltagende brydninger: Det voksende borgerskab stillede krav om del i magten og angreb dermed [[enevælde]]n; [[kirke (institution)|kirken]] og [[religion]]en mistede hastigt troværdighed i takt med at [[naturvidenskab]]en udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener end kirkens. I løbet af århundredet havde videnskabsmænd som [[Francis Bacon (filosof)|Francis Bacon]], [[Robert Boyle]], [[Blaise Pascal]] og [[Isaac Newton]] udviklet den [[videnskabelig metode|videnskabelige metode]] og tænkere som [[Jacques-Bénigne Bossuet]], [[Gottfried Leibniz]], [[René Descartes]] og [[Baruch Spinoza]] havde lagt grunden for [[rationalisme]]ns synspunkter. De åbnede for, at mennesket med sin [[fornuft]] var i stand til at finde naturens, og dermed [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s, hemmeligheder. Trods denne revolutionerende måde at anvende videnskaben på, var det dog først i slutningen af det 17. århundrede og især i det [[18. århundrede]], at oplysningen kom i konflikt med de eksisterende autoriteter: konge og kirke. I 1600-tallet var rationalisterne næsten uden undtagelse stadig kongetro og kristne<ref>Peter Gay, 1995, s. 256 & 314ff</ref> og manglede derfor den for oplysningstiden vigtige ingrediens: kritik af vedtagne autoriteter<ref>Peter Gay, 1995, s. 130</ref>. Den første af 1600-tallets tænkere, der anvendte kritikken på denne måde, var den franske filosof [[Pierre Bayle]]. I sit værk ''Dictionnaire Historique et Critique'' ("Historisk og Kritisk Ordbog") (1695-1697) anvendte han kritikken i et sindrigt fodnotesystem, der under lærde afhandlinger stillede spørgsmål til mange af [[Bibelen]]s fortællinger. Han fremhævede at sekter som [[arianisme|arianerne]] og [[huguenot]]terne var blevet uretfærdigt forfulgt. Hans måde at anvende videnskaben på blev en stor inspiration for oplysningstidens tænkere, ikke mindst for [[Voltaire]]. Oplysningstiden samlede og fokuserede på de eksisterende tendenser og stillede kritiske spørgsmål ved hjælp af naturvidenskaben. Ofte med en bevidst mangel på respekt for autoriteter med kravet om generelle udvidede beføjelser til individet gennem universelle [[menneskeret]]tigheder. Og ofte med krav om friere politiske og økonomiske forhold for den enkelte borger.