Mithraskulten: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: ret månedsnavn i dato; kosmetiske ændringer
Linje 1:
[[Fil:Fresque_Mithraeum_Marino.jpg|thumb|Mithras og Tyren: En fresko fra Mithræum i Marino i Italien (3. årh.) viser ''taurobolium'', det verdensskabende tyredrab. På Mithras' kappe ses himmelhvælvingen.]]
[[FileFil:Mithra sacrifiant le Taureau-005.JPG|thumb|Mithra ''la Galerie du Temps'' du [[Louvre-Lens]]]]
'''Mithraismen''' eller '''mithraskulten''' var en [[hellenisme|hellenistisk]] [[mysteriereligion]], der dyrkede lys- og frelserguden [[Mithras]]. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår og hvordan mithraismen opstod. Mithraskulten fik sin største udbredelse i kejsertidens førkristne [[Romerriget|Romerrige]].
 
== Troslære ==
Mithraismens øverste gud og frelser var Mithras, "den uovervindelige [[sol]]" – ''sol invictus Mithras''.
Mithraskultens medlemmer var som de øvrige mysteriekulter underlagt en arkan-disciplin: kultens ritualer og hemmeligheder var forbeholdt de indviede, der havde tavshedspligt. Derfor er vores kendskab til mithraismens troslære begrænset.
 
Linje 15:
 
== Mithræum ==
Mithras' helligdomme adskilte sig fra alle andre kultbygninger ved at ligge under jorden, som små underjordiske [[Tempel|templer]], ''mithræer''. De skulle forestille den klippehule, hvori Mithras var født. På sin [[gud]]s befaling havde Mithras fanget en tyr, slæbt den ind i en hule og dræbt den – ''taurobolium'' (= tyredrabet). Mithræerne var smykket med optrin fra Mithras' liv. I hver mithræum indtog Mithras hæderspladsen, hvor han på et billede var i færd med at dræbe den hellige tyr, et symbol på foråret. Det centrale i kulten er dette tyreoffer, der symboliserer, at liv udspringer af død, og at [[blod]]et er det livgivende. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne – dagligliv i det romerske imperium'' (s. 170), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref>
[[Fil:Mithraic altar, Wrest Park Geograph-3964312-by-Rob-Farrow.jpg|thumb|Mithrasalter i Wrest Park, Bedfordshire, England.]]
I afbildingerne dræber Mithras klædt i [[Frygien|frygisk]] hue og kappe og benklæder tyren ovenfra, som regel med bortvendt blik. En [[slange]] (der repræsenterer jorden) og en [[hund]] drikker fra tyrens åbne sår, mens en [[skorpion]] ([[symbol]]et for efteråret) angriber tyrens [[testikel|testikler]] som et ønske om tyrens kraft. Ofte er der også en [[ravn]] eller en [[krage]] og et bæger og en lille [[løve]]. Kautes og Kautopates, de himmelske [[tvilling]]er af lys og mørke, er fakkelbærere. De står på hver side med krydsede ben: Kautes med sit mærke pegende opad og Kautopates med sit pegende nedad. Over Mithras er [[Solen]]s og [[Månen]]s [[symbol]]er synlige på en stjernehimmel.
Linje 33:
Det ældste bevarede vidnesbyrd om den romerske Mithras stammer fra den græske historiker [[Plutark]] (46-125), som beretter om hvordan den romerske hærfører [[Pompejus]] (106-48 f.Kr) i år 67 f.Kr havde nedkæmpet en flok kilikiske [[sørøver]]e, der tilbad Mithras. Ellers er der intet bevis på kultens eksistens før sidste halvdel af det første århundrede, og stadig er overleveringerne meget sparsomme.
 
Sit endelige gennembrud fik Mithras-kulten i begyndelsen af det tredje århundrede. Romernes mentalitet havde gradvis ændret sig, og den solare henoteisme var begyndt at vinde indpas. Solen havde længe haft en ophøjet rolle, men den egentlige almene dyrkelse af solen begyndte først i denne periode. Solen blev nu betragtet som herre over [[kosmos]] og den største guddom, under hvem alle de andre guders attributter blev lagt ind. Mithraskulten blev nu den største kult i Romerriget, med [[kejser]]e som [[Septimius Severus]] og [[Caracalla]] blandt sine tilhængere.
 
Sit endeligt fik kulten i slutningen af det fjerde århundrede under [[Theodosius den store]], hvor kristendommen blev statsreligion, og enhver form for afgudsdyrkelse blev forbudt ved dødsstraf. Da begyndte de kristne en indædt kamp for at slette alle beviser på kultens eksistens, bl.a. ved at bygge kirkebygninger ovenpå mithræerne. Ironisk nok er de bedst bevarede mithræer i dag dem, der ligger begravet under kirkebygningerne, lige som de eneste skriftlige vidnesbyrd vi har om kultens eksistens, stammer fra kristne modstandere.
 
== Mithras og kristendommen ==
Mithraskulten var uden sammenligning den største trussel mod den tidlige kirke. Det er dog ingen tilfældighed, at kristendommen overvandt den. Mithraskultens udelukkelse af kvinder, samt dens indhold af kamp og oprindelige tilknytning til hæren, virkede afgrænsende.
 
De kristne kirkefædre og filosoffer kørte en massiv [[propaganda]] mod kulten, ikke kun fordi den var en umiddelbar trussel, men lige så meget fordi lighederne mellem Mithras og [[Jesus]] var slående. Fx var Mithras en lysgud, og Jesus beskriver sig selv som "verdens lys" (Joh 8, 12).
 
Mithras blev beskrevet som den uovervindelige sol. De tidlige kristne havde også en forestilling om, at Jesus var identisk med Solen{{kilde mangler|dato=august 2015|reason=Denne påstand er forkert, ville jeg mene, men kom gerne med en kilde|date=Augustaugust 2015}}. Han blev betragtet som ”''den retfærdige sol''” (mal.Kap3,v.20) og som ”''solopgangen fra det høje''” (luk.kap1,v.78). Endvidere havde de bederetning imod øst, idet de forventede, at det var dér, Jesus ville opstå som solopgangen. Ifølge den kristne filosof/teolog [[Tertullian]] (ca. 160-225), blev de kristne også fejlagtigt forvekslet med soldyrkere:” ''(nogle hedninge) anser solen for den kristne gud, fordi det er blevet kendt, at vi beder i den opgående sols retning og hengiver os til glæde på solens dag (søndag)...'' ”{{kilde mangler|dato=august 2015|reason=Hvor skriver han dette?|date=Augustaugust 2015}}
 
På flere billeder ses Mithras blive født ud af en klippe, og ifølge adskillige inskriptioner blev han betragtet som "guden fra klippen" ”theos ek petras”. En parallel kan drages til den måde Paulus fremstiller Jesus på: ''"De drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” (1 kor. kap.10 v.4).
Ifølge overleveringen blev Mithras født i en hule. I [[Jakobs forevangelium]], som nogen mener er det ældste evangelium{{kilde mangler|dato=august 2015|reason=Har du en kilde?|date=Augustaugust 2015}}, der beretter om Jesu fødsel, hører vi, at Jesus ligeledes blev født i en hule. Jacobs forevangelium var et af de mest udbredte [[apokryfe skrifter]], men kom ikke med i [[Bibelen]], fordi den ikke blev anset som troværdig.
 
Mithras' fødselsdag var den 25.december, den dag, Solen mentes at tiltage i styrke (vintersolhverv). I Det Nye Testamente er der intet, der fortæller, hvad dag Jesus blev født. Det vides ikke med sikkerhed om de tidlige kristne fejrede den. Men vi ved, at de begyndte at fejre den på den 25.december under [[Konstantin den Store]]{{kilde mangler|dato=august 2015|reason=En kilde kunne være godt|date=Augustaugust 2015}}.
 
== Forskning ==
Linje 67:
 
{{Autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Religionen i det gamle Rom]]
[[Kategori:Esoterik]]