|
== Liv og gerning ==
[[Greve (rang)|Greve]] Gerhard blev i 1326 den første [[Huset Schauenburg|schauenburg]]ske [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] ([[Sønderjylland]]).
Efter faderen Henriks død i 1304 satte den unge Gerhards farbroder [[Gerhard den Blinde|Gerhard 2. "den blinde"]] sig i besiddelse af hans arv, og unge Gerhard syntes at være opdraget hos sin mors frænder. 1312 måtte han forsvare sine arvekrav på [[Stormarn]] mod farbroderen, og først efter dennes død samme år optrådte Gerhard som [[Greve (rang)|greve]] af Rendsborg (tysk: ''Rendsburg''), som var hans fædrenearv i Holsten.
I 1315 kom Gerhard i besiddelse af [[Segeberg slot]], efter at [[Hartwig Reventlow]] af personlige grunde havde overfaldet og dræbt den residerende [[Greve (rang)|greve]] Adolf. Omtrent samtidigt samlede Gerhard en del af den kielske linjes land. Som anfører for lejesoldater bistod han 1316-1317 kong [[Erik Menved]] i striden med [[markgreve]]n af [[Mark Brandenburg|Brandenburg]] og fik en del af [[Fyn]] i [[pant]].
Med sine lejetropper deltog Gerhard i alle nabolandenes kampe: i [[Danmark]], [[Sverige]] og Nordtyskland, og derved skaffede han sig ikke kun formue og indflydelse, han blev kendt som en enestående hærfører. I 1317 måtte han kæmpe mod sin fætter Adolf, som forsøgte at vinde den myrdede greve Adolfs land, og besejrede ham fuldstændigt. I [[1319]] foretog Gerhard et hærtog mod [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] og vandt en stor sejr, men blev kort efter drevet på flugt og sluttede fred i 1323.
I 1325 kom Gerhard i kamp med den danske [[konge]] [[Christoffer 2.]] Anledningen var spørgsmålet om formynderskabet for [[hertug]] [[Valdemar 3. af Danmark| Valdemar af Sønderjylland]], som var Gerhards søstersøn. Da Valdemar i 1326 blev valgt til dansk konge, blev Gerhard hans formynder, [[rigsforstander]] og fik [[Sønderjylland]] som arveligt len den [[15. august]] [[1326]] i [[Nyborg]]. Gerhard tog tillige [[Vordingborg]] i besiddelse.
I 1328 nedkæmpede Gerhard et bondeoprør på [[Sjælland]], og 1329 nedkæmpede han et angreb af jyderne på [[Hestebjerg (Slesvig)|Hestebjerg]] ved [[Gottorp Slot]].
Da kong Christoffer 2. genindsattes i 1330, fik Gerhard [[Fyn]] som arveligt len mod tilbagegivelse af [[Sønderjylland]], som overdroges til den afsatte kong Valdemar. Betingelsen var, at hvis Valdemar døde uden arvinger, skulle Gerhard generhverve [[Sønderjylland]] og tilbagegive [[Fyn]]. Gerhard fik ydermere Nørrejylland som pant for sine krigsomkostninger, og Christoffers ældste søn, Erik, skulle ægte Gerhards søster Elisabet.
Som følge af en strid mellem Gerhard og hans fætter [[Johan den Milde|Johan "den milde"]], kong Christoffer 2's halvbroder, udbrød striden mellem Gerhard og Christoffer på ny i 1331. Erik forskød Elisabet og angreb sammen med faderen [[Sønderjylland]]. Ved Dannevirke led Erik et totalt nederlag og døde umiddelbart efter af sine sår. Kort efter sluttedes en fred i [[Kiel]] i januar 1332, hvorved Gerhard fik Nørrejylland og [[Fyn]] i pant for et lån på 100.000 mark sølv. Da Christoffer 2. døde i 1332 blev der ikke valgt nogen ny konge. Christoffer 2.s anden søn, Otto, gjorde i 1334 forsøg på at genvinde sin faders land, men Gerhard besejrede ham på [[Taphede]] ved Viborg og førte Otto som fange til Segeberg.
Gerhard, der var begyndt som [[Greve (rang)|greve]] i en fjerdedel af Holsten, var nu herre over det halve [[Danmark]]. Umiddelbart efter kom han i strid med søstersønnen [[hertug]] Valdemar, som var blevet træt af det lange formynderskab (til 1336) og med indbyggerne i Nørrejylland, som rejste sig mod det tyske åg (''den kullede greve'' var deres øgenavn på Gerhard, sigtende til hans skaldede isse). For at redde sig ud af disse vanskeligheder indgik Gerhard forlig i [[Lübeck]] den 11. februar 1340 med [[hertug]] Valdemar og [[Valdemar Atterdag|prins Valdemar]], Christoffer 2.s yngste søn. [[Nørrejylland]] overdroges til [[hertug]] Valdemar mod en indløsning af 43.000 mark sølv, og for en del af denne sum fik Gerhard indtil videre [[Sønderjylland]] i pant, men hertug Valdemar var berettiget til at genindløse det.
Trods overgivelsen af Nørrejylland til [[hertug]] Valdemar forsøgte Gerhard selv at underkue oprøret. Han samlede en stor hær af tyske lejeknægte og for hærgende frem helt til [[Randers]], hvor han natten til den [[1. april]] [[1340]] blev overfaldet og dræbt af den danske [[ridder]] [[Niels Ebbesøn]]. Gerhard var under bedring efter svær sygdom, da han blev dræbt. Gerhards lig førtes af sønnerne [[Henrik 2. af Holsten|Henrik]] og [[Nikolaus af Holsten|Claus]] til klosterkirken i [[Itzehoe]].
Gerhards eftermælet er, at han var en dygtig [[feltherre]] og en klog statsmand men hård og hensynsløs i midlerne. Holstenerne gav ham senere tilnavnet ''den store'', mens han i [[Danmark]] kaldtes ''den kullede greve''.
Gerhards store besiddelser faldt sammen ved hans død, men satte sig varige spor i Sønderjylland.
== Ægteskab ==
Han blev gift med [[Richiza]], datter af [[Erik Glipping]] og [[Agnes af Brandenburg]], og blev stamfader til [[Oldenborgske kongeslægt|det oldenborgske kongehus]].
| 