Forskel mellem versioner af "Fram-ekspeditionen 1910-1912"

linkfix + rester af norsk
m (rester af norsk)
(linkfix + rester af norsk)
I de følgende dage blev foruden bræerne også en række bjerge navngivne efter [[Fridtjof Nansen]], Don Pedro Christophersen eller medlemmer af den sydlige gruppe. Efter kun fire dage med anstrengende klatring - Amundsen havde regnet med omkring ti dage<ref name="Amundsen(2001)s57">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 57</ref> - nåede gruppen polarplateauet. Her slog de lejr ved et sted kaldet "slakteplassen", eftersom 24 af de 42 tilbageværende hunde blev dræbt der. Stigningen, hvor ofte et dusin hunde var blevet koblet til slæderne, var nu ovre, og hundene var ikke længere nødvendige.<ref name="Amundsen(2001)s57-62">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 57–62</ref> De aflivede hunde blev enten givet som foder til andre hunde eller spist af mændene for at få ferskt kød, og på den måde undgå [[skørbug]]. Herfra drog de videre med 18 hunde og tre slæder. Rationerne blev nu øget på grund af det reducerede antallet af hunde, som havde behov for mad de næste 60 dage.
[[File:Aan_de_Zuidpool_-_p1913-160.jpg|thumb|Teltet på Sydpolen.]]
Den 25. november drog mændene videre efter et fire dagers ophold på grund af dårligdårligt vejr, men allerede næste dag brød en ny snestorm ud. Til trods for dårlig sigt fortsatte de frem til de fandt, i modsætning til forventningerne, at terrænet fladede ud og nærmest gik nedover. Da vejret klarnedeklarede op den 29. november så de en stor bræ foran dem. Bræen gik fra syd til nord, og dagen efter begyndte gruppen at klatre efter, at de havde udlagt et depot ved foden ved 86° 21' for at lette vægten på slæderne. Bræen blev kaldt "Djevelbreen", fordi den var meget kuperet og det var vanskeligt at forflytte sig på overfladen. Den 1. december kom nordmændene frem til en vanskelig opstigning i tågen med en række sprækker på toppen af bræen, hvor de havde forventet et iset plateau. Amundsen beskrev som følger: "''Vår mars over denne frosne innsjøen var ikke hyggelig. Bakken under føttene våre var selvsagt hul, og deg klang som om vi gikk over tomme tønner. Først gikk en mann igjennom, så et par hunder; men de kom seg alle opp igjen.''"<ref name="Amundsen(2001)sXX">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. XX</ref> Mændene kaldte dette sted "djevelens ballsal". Den 6. december blev det højeste punkt på rejsen nået - 3.322 meter over havet - og samme dag nåede de 88° S. Fra nu af gik rejsen over et plateau. Ved 88° 25', lige forbi Shackletons [[Farthest South|rekord]], blev et sidste depot etableret.
 
Den 8. december var vejret, der havde været dårligt siden slagtningen, forbedret sig og forblev godt indtil polen. Om eftermiddagen den 13. december blev rejsens destination nået, i hvert fald som mændene bemærkede på det tidspunkt. Ved ankomsten plantede de det norske flag og opkaldtopkaldte plateauet efter den norske konge og protektor for ekspeditionen "Haakon VII. Plateau". Desuden blev ekskursioner fremsat i nærheden af lejren at komme så tæt på stangen, til aften målinger med [[sekstant]] ovenfor [[Kunstig horisont]] havde overgivet en position på 89 ° 55'. For yderligere målinger og sikre resultatet mod eventuelle fremtidige tvivl <ref name = "Huntford (2000) S 424">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 424</ref> drog gruppen yderligere ni kilometer tilbage i den retning som målingerne havde angivet som syd, og slog lejr den 14. December i det bedste vejr. Der efter blev der foretaget målinger i 24 timer. Mange stykker udstyr blev givet ordet "Sydpolen" og datoen for at kunne tjene som en [[souvenir]]er. I målingerne i løbet af dagen viste sig at de stadig var omkring 2,5 km fra polen - Bjaaland og Hanssen blev af Amundsen sendt i den rigtige retning og markerede sted med flag, i sidste ende med omkring 180 meters nøjagtighed.
 
==== Tilbageturen ====
 
Før de startede tilbageturen den 18. december opsatte gruppen et telt og plantede det [[Norges flag|norske flag]] sammen med "''Fram''"s [[vimpel]]. Lejren, som blev sat op ved polpunktet, blev kaldt ''[[Polheim]]''. Inde i teltet lagde Amundsen et brev med en forespørgsel til Scott, om han kunne bringe et brev med tilbage til den [[Kong Haakon VII|norske Konge]] i tilfælde af, at noget skulle ske med Amundsen og resten af gruppen på vej tilbage til Europa.<ref name="Amundsen(2001)s133">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 133</ref> Ifølge [[Raymond Priestley]] blev Scott "degraderet fra forsker til postbud" af Amundsen.<ref name="Huntford(2000)s450">Priestley, citeret i [[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 450</ref> På vej mod Sydpolen havde gruppen tilbakelagttilbagelagt en distance på 1.400 km, og dermed opnået en gennemsnitlig daglig distance på 25 km. En af sledeneslædene blev efterladt, og de fire tilhørende hunde blev fordelt på de to andre slæder. Den 24. december nåede gruppen det første depot på 88° 25′, og to dage senere blev den 88. breddegrad krydset.
 
Den 2. januar kom gruppen frem til Djevelbreen; her fandt de en anden vej at komme ned på og nåede foden af bræen på blot én dag uden, at der opstod problemer. Depotet ved foden af bræen blev oprindeligt sprunget over. Amundsen begrundede dette med dårlig vejr, men Huntford hævder, at Amundsen på dette punkt havde mistet orienteringen på grund af en fejlberegnet retning.<ref name="Huntford(2000)s433">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 433</ref> Da tågen senere forsvandt, og medlemmer af gruppen genkendte depotet, blev to mænd sendt tilbage for at hente forrådet. Den 5. januar skulle gruppen komme frem til depotet ved "slakteren", men på grund af tågen var det et tilfælde, at de fandt frem - og da fordi Wisting havde placeret en brækket ski i nærheden af depotet. Stedet var vigtigt at finde, ikke blot på grund af forsyningerne, men også for at komme til nedstigningen af barrieren.<ref name="Amundsen(2001)s154">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 154</ref>
 
Nordmændene tog først samme rute som under opstigningen og fulgte derefter [[Axel Heiberg-bræen]] frem til samløbet med isbræen. Selv om afstanden var længere, kunne de spare betydelig med tid. Den 7. januar kom de ned til foden af bræen, og dermed var Rossbarrieren nået efter, at gruppen havde været 51 dage på fastlandet. De samlede nogennogle geologiske prøver fra Mount Betty, satte en tank med 17 liter [[Denaturering|denatureret]] alkohol som et tegn på, at folk havde været der,<ref name="Huntford(2000)s438">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 438</ref> og vendte så nord over. Fra nu af behøvede mændene ikke at spare på kræfterne, eftersom de befandt sig på den glatte overflade på barrieren, og de begyndte nærmest at sprinte. Den 13. januar nåede gruppen depotet på 83°, som var det sidste kritiske punkt eftersom dét i modsætning til alle de andre nordlige lejre ikke var markeret parallelt med nord-syd-aksen.<ref name="Amundsen(2001)s167">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 167</ref> Den 17. januar blev depotet på 82° nået. Den 26. januar vendte de tilbage til Framheim, sammen med 11 overlevende hunde. Hjemturen blev fuldført med 36 km i snit per dag, og samlet havde de gået i 99 dage og tilbagelagt en afstand på omkring 3.000 km.
 
=== Østlig rejse ===
En østlig rejse mod King Edward VII Land blev også foretaget, ifølge Amundsen fordi Terra Nova-ekspeditionen ikke haddehavde været i stand til at gennemføre den forrige sommer, som planlagt.<ref name="Amundsen(2001)sXIV" /> Andre grunde til dette var imidlertid tilfældetfor det tilfælde, at Amundsen ikke ville blive den første til at nå Sydpolen og afstrafningen af Johansen. Prestrud, gruppens leder skrev:
:"''Mine instruksjoner var:''
# ''Å gå til Kong Edward VII's land og der foreta de undersøkelser som tid og omstendigheter måtte tillate.''
Gruppen, bestående af Prestrud, Johansen og Stubberud, skulle returnere til Framheim før det var realistisk at "''Fram''" kom tilbage, i midten af januar ifølge Prestrud. Han bestemte sig så for at foretage rejsen øst over før jul 1911, og at gøre arbejdet ved Framheim i første halvdel af januar. Varigheden af rejsen øst over var begrænset til 6 uger på grund af, at de kun havde to slæder og 16 hunde til at transportere udstyr og forsyninger, og de kunne ikke gå tilbage til depoterne.<ref name="Amundsen(2001)s206-10">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 206–10</ref> Den 8. november drog de afsted, med 80° S som første mål. Dette var imidlertid en omvej, men eftersom alle forsyninger, størstedelen af den personlige udrustning og forskellig udstyr var blevet udplaceret i september, var det nødvendig. Depotet blev nået 12. november, hvorpå det lagrede udstyr blev taget med, deriblandt en [[teodolit]], et [[hypsometer]], to [[barometer]], to [[termometer]] og et kamera, tilsammen ca. 300 kilo pr slæde.
 
Den 16. november blev den 158. meridianenmeridian nået. Indtil da var ingen landområder blevet observeret, så den tidligere antagelse om, at King Edward VII land strakte sig så langt mod sørydsyd, blev modbevist. For alligevel atåat nå land, og fordi man ikke havde tilstrækkeligt med ressourcer til at fortsætte søgningen mod øst, satte gruppen her kursen mod nord. I løbet af rejsen blev astronomiske observationer gjort, og på daglig basis blev tryk, temperatur, vindstyrke og retning registrerede sammen med mængden af skyer. Den 23. november nåede de det åbne hav, hvor de skulle fylde opforsyningerne forsyningerop med sælfangst og køddet blev delvis lagt i et depot.
 
=== Afslutningen på ekspeditionen ===
[[Fil:Fram January 1912.jpg|thumb|"''Fram''", fotograferet i januar 1912 i Hvalbukta.]]
Den 9. januar vendte "''Fram''" tilbage til [[Hvalbukta]], og den 30. januar startede ekspeditionen den knappeknap 4.500 kilometer lange rejse mod [[Hobart]]. De medtokmedtog kun hundene og den vigtigste udrustning, eftersom Amundsen antog, at Scott fortsat var med i løbet - i virkeligheden befandt han sig endnu på [[Antarktisplateauet|polarplateauet]]. Det blev betragtet som et aspekt af sejren at komme først til publikum med meldinger.
 
De følgtefulgte en nordlig kurs før de nåede [[Kapp Adare]] og [[Ballenyøerne]], og derefter en nordvestlig kurs. Tre dage efter afrejse stødte "''Fram''" på kanten af et drivisbælte, som den havde passeret den 6. februar. Tre dage senere havde hun forladt polare egne, og den 7. marts ankom hun til Hobart. Derfra sendte Amundsen et kodet telegram til sin broder Leon, og til de aviser som ekspeditionen hadde solgt eksklusive rettigheder til. Den kodede tekst lød: "Polen nådd 14-17 desember. Alt vel."<ref name="Huntford(2000)s482">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 482</ref>
 
"''Fram''" opholdt sig i 13 dage i Hobart, før hun den 20. marts satte kursen øst over. Den 6. maj blev [[Kapp Horn]] krydset for anden gang, før skibet den 23. maj ankrede op i [[Buenos Aires]]. Den 7. juni satte alle medlemmerne af ekspeditionen, undtagen Amundsen og Nilsen, kursen mod Norge. De fleste af dem var lovet at komme med på anden del af Amundsens ekspedition.
=== Midlertidige rejser for "''Fram''" ===
[[Fil:Taking an observation.jpg|thumb|En observation ombord i "''Fram''".{{Byline|Roald Amundsen}}]]
Efter, at rejsen fra Norge til Antarktis var ovre, gik Amundsen ombord i "''Fram''" i [[Hvalbukta]] og kom under [[Thorvald Nilsen]]s kommando. Hans instruktioner var at sejle direkte til [[Buenos Aires]], hvor de skulle udføre nødvendige reparationer og supplere forsyninger og mandskab. Derefter skulle "''Fram''" sejle i [[SydatlanterenSydatlanten]], mellem [[Afrika]] og [[Sydamerika]], for at udføre [[oceanografi]]ske målinger, før hun skulle returnere til Buenos Aires og derefter tilbage til Antarktis for hente landgruppen.<ref name="Amundsen(2003)s121" /> Dersom noget skulle ske med Amundsen, blev det planlagt, at Nilsen skulle overtage hans plads og udføre de oprindelige planer for ekspeditionen og udforskningerne af det arktiske bassin.<ref name="Amundsen(2001)s297">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 297</ref>
 
Før "''Fram''" til sidst forlod Hvalbukta, sejlede hun den 15. februar så langt ind i bugten som muligt og nåede 78° 41 'S, den sydligste breddegrad, som et skib kunne nå da.<ref name="Amundsen(2001)s295">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 295</ref> Den 22. februar nåede de drivisbæltet, som de passerede på én dag. Den 14. marts blev de sidste isbjerge set, og den 31. passerede de [[KappKap Horn]]. Den 17. april ankrede "''Fram''" op i [[Buenos Aires]] efter 62 dage. Der viste det sig, at pengene, som skulle være tilgængelige for Nilsen, ikke var der, af den enkle grund, at ingen var der. Dermed kunne de ikke betale for overhalingen af "''Fram''", hvilket hun desperat havde behov for. Nordmanden Don Pedro Christophersen, som var bosat i Buenos Aires og som oprindelig var villig til at betale for varer og drivstof, meddelte, at han var klar til at betale for oprustningen også.
 
Han lovede også at sende en redningsekspedition, hvis ''Fram'' ikke skulle vende tilbage til Australien inden en bestemt dato. <Ref name = "Amundsen (2001) s329-30">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 329-330</ref> Efter nogle ekstra søfarende blev ansat, brød ''Fram'' den 8. juni op for den tre måneders undersøgelsestur, hvor temperatur og vandprøver ved forskellige vanddybder blev taget og plankton prøver taget.<ref name = "Amundsen (2001) s320-23">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 320-323</ref> Den 30. juni krydsede skibet sin rute fra Norge til Antarktis og afsluttede sin første verdensomsejling. Øyene [[St. Helena]] og [[Trindade (øy)|Trindade]] blev passerede mellem 29. juli og 12. august. Den 19. august blev undersøgelserne fuldført og de drog tilbage til Buenos Aires, hvor de ankrede op den 1. september.
1.158

redigeringer