Fyrste: Forskelle mellem versioner

{{fyrster}}

 

 

I dag bruges betegnelsen som titel i [[Andorra]], [[Liechtenstein]], [[Monaco]], [[Tyskland]] og enkelte andre lande i [[Europa]]. Der skelnes mellem suveræne eller forhenværende suveræne fyrster, der har hersket over en stat ([[fyrstendømme]]), og ikke-suveræne fyrster, der blot udgør den højeste klasse af [[adel]]en.

== Historie ==

 

 

Særlig gælder det i [[Tyskland]], og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes [[ærkebiskop]]per, [[biskop]]per og de [[abbed]]er og [[abbedisse]]r, der var indehavere af rigsumiddelbare [[abbedi]]er. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede [[investiturstriden]] sig; efter [[Reformationen]] gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes [[hertug]]er, [[markgreve]]r, [[pfalzgreve]]r, [[landgreve]]r, [[borggreve]]r og [[Greve (rang)|grever]], forsåvidt de havde deres [[len]] umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske [[Rigsdagen (Det tysk-romerske Rige)|rigsdag]]. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de syv mægtigste, de såkaldte [[kurfyrste]]r (kårefyrster), der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i »Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter [[Westfalske Fred|Den westfalske Fred]] [[1648]] kunne nyudnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i [[1803]]. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden ikke længere retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før [[1806]] var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev [[Otto von Bismarck|Bismarck]] [[1890]] fyrste (hertug) af [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]].

En afart af første måde er de [[grundlov]]e, hvor en del af fyrstens sædvanlige rettigheder er overdraget andre statsinstitutioner så som en [[parlament|folkevalgt forsamling]], en [[regering]] udgået af denne, en professionaliseret offentlig [[domstol]] og lignende. I nogle lande (fx Danmark) har fyrsten dog fortsat en formel ret til at foranstalte retsundersøgelser af personer, til hvem ansvaret for disse fysteopgaver nu er overdraget i tilfældet af formodet embedsmisbrug.

 

 

* Aksel E. Christensen: ''Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden''; København 1976; ISBN 87-500-1663-6

 

* [http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0198.html Salmonsens Konversationsleksikon, 2 udgave, bind 9, s. 183; opslag: fyrste]

 

{{autoritetsdata}}