Forskel mellem versioner af "Kristendommens indførelse i Danmark"

m
Rettet apostroffer og anførselstegn.
m (lille bogstav)
m (Rettet apostroffer og anførselstegn.)
'''Kristendommens indførelse i [[Danmark]]''' eller '''religionsskiftet i Danmark''' var den langvarige proces, der førte til, at den traditionelle [[nordisk religion|nordiske religion]] blev udskiftet med [[kristendommen]] som den dominerende [[religion i Danmark]]. I perioden fra omkring 700 til 1300 e.v.t. fandt der en gennemgribende kulturel forandring sted i landet, da det traditionelle stammesamfund blev erstattet af en mere centraliseret kongemagt efter vesteuropæisk forbillede. Denne periode omfatter også overgangen mellem [[Danmarks forhistorie]] og [[Danmarks middelalder|middelalder]] og falder sammen med [[vikingetiden]]. Den danske kirkes udvikling var en integeret del af den europæiske [[kirkehistorie]], og mange af de forandringer, som fandt sted der, fik også betydning i Danmark.<ref>McGuire (2008) pp. 225</ref>
 
[[Gorm den Gamle]] var den første reelle konge i Danmark, der hersker dog tvivl om han herskede over hele Danmark (som vi kender det i dag) eller om det kun var Jylland. Gorms skæbne i historien var, at han var den sidste hedenske konge, og derfor blev han i eftertiden gerne fremstillet som både barbarisk og temmelig dum; et af hans tilnavne var ''Gorm Løje'', dvs. ''den dvaske''. I de historiske beretninger er det i høj grad hans dronning, [[Thyra Danebod|Thyra]], der redder landet fra en tysk invasion. Hun sørgede også for, at de kristne i landet ikke blev forfulgt. Deres søn, [[Harald Blåtand]] (ca. 911 – ca. 986), skrev stolt på den store [[Jellingstenene|jellingsten]], at han ''gjorde danerne kristne''. I 960’erne960'erne lod han sig [[dåb|døbe]] af den [[frisere|frisiske]] munk [[Poppo]], og dermed gjorde han kristendommen til statsreligion i sit rige.
 
Kristendommens historie i Danmark begyndte dog længe før; i 8. århundrede hører vi om de første missionsforsøg, men de første kontakter mellem daner og kristne fandt ganske sikkert sted allerede før det [[vestromerske rige]] kollaps.<ref name=autogenerated3>Sawyer & Sawyer (1993) pp.</ref>{{pn}} Men processen begyndte som nævnt længe før denne formelle overgang til kristendommen; fra omkring 700 e.v.t. begyndte handelsfolk og krigere i stort tal at rejse over havet, hvor de mødte den kristne kultur, samtidigt ekspanderede den kristne verden mod nord. I begyndelsen var kristendommen et fænomen blandt overklassen og fungerede i lang som et supplement til den traditionelle, nordiske religion. I 960’erne960'erne var kristendommens position i Danmark blevet så stærk, at kongen officielt kunne erklære sig selv for [[konversion|omvendt]] til kristendommen og dermed sit kongerige for kristent, men den gamle religion blev længe dyrket ved siden af den nye. Først i 12. og 13. århundrede bliver den kristne kirke et folkeligt kultfællesskab og den traditionelle religion marginaliseret så meget, at Danmark kan siges at være blevet fuldkommen kristent.
 
== Baggrund ==
Da først Ansgars stilling som ærkebiskop atter var blevet sikret med Bremen som base, begyndte han atter at gøre fremskridt, da kong Horik 1. af politiske grunde måtte knytte mere venskabelige forbindelser med den frankiske kejser.<ref>McGuire (2008) pp. 81</ref> Ansgar fik i den forbindelse en rolle som kejserens diplomatiske udsending til Danmark.<ref>Schwarz Lausten (1994) pp. 21</ref> I lighed med Horik 1. fandt den næste konge [[Horik 2.]] det bedst at genoprette et venskabeligt forhold til kristenheden; kort efter hans tronbestigelse havde der været en hedensk reaktion mod den øgede kristne indflydelse i landet. Horik 2. sendte endda gaver til paven i Rom, og i et svarbrev (den ældste kontakt mellem en pave og en dansk konge) glædede [[pave Nikolaj 1.]] sig over kongens venlige indstilling og opfordrede ham til at lade sig omvende, hvilket intet dog tyder på, at Horik 2. havde i sinde.
 
Resultatet af Ansgars indsats var først og fremmest etableringen af kristne kirker i de største handelsbyer. Udenfor dem havde kristendommen tilsyneladende endnu ikke fået fodfæste.<ref>Schwarz Lausten (1994) pp. 22</ref> I 860’erne860'erne fik han tilladelse til at opføre to kirker i Danmark, den første i [[Hedeby]], den anden få år senere i [[Ribe]]. De første kirker i Danmark fungerede ikke kun som missionskirker, men deres vigtigste funktion var i virkeligheden at fungere som ly og beskyttelse for købmænd og andre rejsende fra kristne lande. De blev opført i internationale handelsbyer, så de kristne udlændinge havde et sted, hvor de kunne skabe et lokalt netværk.
 
== Svækket kejserrige 830-950 ==
[[Fil:Harald Blaatand.jpg|thumb|Poppo døber Harald Blåtand, udsnit af altertavlen i [[Tamdrup Kirke]], 12. århundrede.]]
=== Poppo, Harald og kejseren ===
Harald Blåtands dåb engang i 960’erne960'erne og hans arbejde for at gøre sine undersåtter kristne var kulminationen på hele den brydningstid, hvor den før-kristne nordiske religion langsomt blev udskiftet med kristendommen. I denne periode var [[Mjølner|Thorshamre]] mere udbredte end på noget andet tidspunkt. Det skyldtes sikkert et behov for at synliggøre et standpunkt, hvilket er en indikation på en direkte konfrontation mellem tilhængerne af de to forskellige trossystemer.<ref name="slusten pp25">Schwarz Lausten (1994) pp. 25</ref> Forholdet mellem tilhængerne af de to religioner var dog i reglen fredeligt.<ref>Capelle (2005)</ref> Og da Harald Blåtand beordrede kristendommen indført i sit kongerige, havde danskerne allerede i flere hundrede år været i kontakt med kristne på forskellig måde.<ref name="lausten pp12" /> En konges konvertering var ikke en tilfældig handling, men havde stor indflydelse på alliancer, magtstrukturer og loyalitet. Han var traditionelt dybt involveret i landets religionsdyrkelse og måtte derfor sikre sig, at han havde den nødvendige støtte fra landets stormænd, før han skiftede tro. Det var ikke uden risiko, fx blev to svenske konger drevet i eksil, fordi de havde valgt at støtte den forkerte religion.<ref>Sawyer & Sawyer (1993) pp. 101</ref>
 
I 10. århundrede var danerne og de øvrige nordboeres ry ekstremt dårligt; de var barbariske hedninge, der ofrede mennesker og dyr i stort tal, og de stod bag grusomme plyndringer af kristne lande. Den tyske kejser [[Otto 1. (Tysk-romerske rige)|Otto 1.]] havde ført flere krige i troens navn, og Harald forhindrede ganske givet en tvangskristning af Danmark ved selv at lade sig døbe.<McGuire> De konger, der konverterede til kristendommen, nød større prestige i udlandet end de, der forblev hedenske. Det behøver dog ikke at betyde, at Haralds omvendelse ikke var oprigtigt ment, den kan sagtens være begrundet i en overbevisning om, at den kristne gud havde større magt end de hedenske. Harald optrådte indtil sin dåb som en overbevist hedensk hersker, men allerede i 935, førend han var blevet konge, havde han tilladt, at kristne missionærer prædikede i Danmark. Om kongen havde ventet på det rette øjeblik til at begynde sin sande tro, eller om han reelt først blev omvendt i 960’erne960'erne, kan imidlertid ikke udledes af kilderne. De ældste kilder til Haralds dåb fortæller, at præsten Poppo arbejdede uafhængigt af både ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen og kejser Otto 1. Af Adam af Bremens senere beretning fremgår det modsat, at Otto selv var til stede, og at Poppo agerede på kejserens vegne.<ref>McGuire (2008) pp. 98</ref>
 
Ud fra kilderne virker det tilsyneladende, som om omvendelsen forløb fredeligt i Danmark. Det modsiges til dels af det faktum, at Harald Blåtand, som jo hævdede selv at have gjort landet kristent, blev fordrevet af et oprør. Det blev endda ledet af hans egen søn, [[Svend Tveskæg]], som selv var blevet døbt samtidig med Harald.<ref name="wirmind pp174">Warmind (1994) pp. 174</ref> Det er svært at afgøre, hvor meget politiske magtkampe spillede ind i de religiøse stridigheder og omvendt i et samfund, hvor magt og religion var så tæt sammenvævet som i vikingetidens Danmark, men Svend var ikke hedning.<ref>McGuire (2008) pp. 105</ref>
Længe efter at Danmark formelt var blevet et kristent land, levede de gamle hedenske traditioner videre. Langt hovedparten af danskerne var bønder og levede i nær tilknytning til jorden og naturen, og de lagde ikke nødvendigvis deres forfædres traditioner fra sig. Det var sandsynligvis frygten for de konsekvenser, det kunne medføre, hvis man lagde sig ud med de lokale guddomme (landvætterne), der medførte, at mange hedenske frugtbarhedsritualer blev videreført længe efter. Kilderne til den almindelige landbefolknings religiøsitet er imidlertid så sparsomme, at det er yderst usikkert, hvor meget de kristne og hedenske trosforestillinger var blandet sammen.<ref name=autogenerated1 />
 
I den tidlige del af perioden blev Kristus i vid udstrækning opfattet som én gud blandt mange, fx dyrkede mange nydøbte den kristne gud uden helt at afvise de gamle guder.<ref>Sawyer & Sawyer (1993) pp. 100</ref> En sådan sammenblanding blev ellers indenfor den kristne lære betragtet som værre end egentligt hedenskab, da det overskred grænsen mellem det gode og det onde, som ellers var det faste holdepunkt i den [[kristen kosmologi|kristne verdensforståelse]].<ref>Warmind (1994) pp. 170</ref> At hedenskabet langtfra var udryddet i middelalderen kan også ses i [[Saxo]]s ’’Gesta"Gesta danorum’’danorum", hvor der kan spores en vis berøringsangst over for den før-kristne religion; han skildrer fx gerne [[vender]]nes hedenske traditioner, men omtaler kun yderst sjældent danskernes; selv i fortællinger, som foregår i fortiden. Grunden er at den gamle endnu ikke helt var forsvundet fra hverken Danmark eller det øvrige Norden i 1220’erne1220'erne, da han skrev sit historiske værk. Og det var i Absalons og Saxo interesse, at danerne blev beskrevet som et civiliseret og kristent folkeslag med en glorværdig forhistorie over for den øvrige lærde kristenhed uden hentydninger til samtidens hedenske Danmark.<ref>Friis Jensen (1994) pp. 217</ref>
 
Stormændene bibeholdt deres store religiøse ansvar efter religionsskiftet; i stedet for driften af de gamle helligsteder begyndte de nu at stå for opførelsen og driften af de nye kirker. Men hvor stormanden tidligere selv havde fungeret som kultleder, måtte han nu ansætte en præst, ofte af udenlandsk herkomst, som kultleder.<ref>Warmind (1994) pp. 177</ref> Stormanden og hans familie sad under gudstjenesten på en forhøjning, et såkaldt [[pulpitur]], mens resten af menigheden og præsten var placeret på gulvet. Således var der ingen tvivl var om, hvem der havde mest betydning.<ref>McGuire (2008) pp. 167</ref> De store ligheder i kirkens og de hedenske helligsteders funktioner har fået kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten til at beskrive religionsskiftet på følgende måde: ”…i virkeligheden ikke…tale om en sand overgang til den nye religion af tro og overbevisning, men blot om et ''kultskifte''. <ref>Schwarz Lausten (1994) pp. 34</ref> På samme måde blev kongetitlens store religiøse betydning videreført i den nye religion også i middelalderen.<ref>Warmind (1994) pp. 173 </ref>
* Torsten Capelle, (2005): ''Hedensk og kristen tro, en anspændt sameksistens.'' i T. Capelle et al. (red.): ''Ragnarok, Odins verden.'' Silkeborg
* Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'': 2. udgave: Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977: ISBN 87-500-1732-2
* Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: København 1989: ISBN 87-89068-06-8
* Oddgeir Hoftun, (2008): ''Kristningsprosessens og herskermaktens ikonografi i nordisk middelalder'', Oslo. ISBN 978-82-560-1619-8
* Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: København 1989: ISBN 87-89068-07-6
3.585

redigeringer