Theodosius den Store: Forskelle mellem versioner

Theodosius' regering faldt sammen med [[folkevandringerne]]s første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han [[kristendom|kristen]], og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.

Under Theodosius sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk [[helligdag]], og Theodosius gjorde den krstine tro til genstand for sin kejserlige befaling: "''Det er Vor vilje, at alle de folkeslag, Vi hersker over, skal udøve den religion, som den guddommelige [[Apostlen Peter|apostel Peter]] formidlede til romerne. Vi skal tro på Faderen, Sønnen og [[Den Hellige Ånd]] som én sand [[Guddom]], idet de i ligeværdig majestæt udgør [[treenigheden|Den hellige treenighed]]. Vi befaler, at alle som følger denne regel, skal kaldes katolske kristne. De øvrige, som Vi holder for at være afsindige og sindssyge, skal bære skændslen af [[kætter]]ske [[dogme]]r. Deres mødesteder skal ikke få navn af [[kirkekirken|kirker]]r, og de skal rammes først af guddommelig [[hævn]] og dernæst af den [[straf]], Vi skal lade komme over dem på Vort eget initiativ, som Vi skal træffe i overensstemmelse med Guds dom.''" Theodosius udlagde sin egen vilje lig [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s, og i 380 lod han sig endog beskrive som "''den synlige Gud''".<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 37-39), forlaget Grøndahl, Oslo 1978, ISBN 82-504-0275-8</ref>

[[390]] udbrød en opstand i en græsk by, efter at en populær [[væddeløb]]skørersk{{dn|dato=december 2019}}ører var sat i [[fængsel]]. Byens [[guvernør]] blev myrdet. Kejseren var i [[Milano]] og sendte befaling om at foretage en [[massakre]]. Flere tusinde af væddeløbskørerens tilhængere blev inviteret til en forestilling i det lokale [[cirkus]], men så snart de var kommet ind, blev portene låst, og kejserens [[soldat]]er gik i gang med at dræbe dem. Mere end 5.000 blev [[Henrettelse|henrettet]]. Da [[kirkefader]]en [[Skt. Ambrosius]] fik det at høre, sagde han til Theodosius, at han ikke kunne give ham [[nadver]], før han offentlig havde gjort [[bod (teologi)|bod]] for denne [[forbrydelse]]. Theodosius holdt sig borte fra kirken, men godtog til sidst Ambrosius' forlangende. Foran en tætpakket forsamling tog han sine strålende kejserlige gevanter af, og bad om [[tilgivelse]]. Det måtte han gentage ved flere anledninger, inden Ambrosius til sidst gav ham [[sakramente]]t [[juledag]]. Det krævede et enestående mod at ydmyge en byzantinsk kejser på dette vis, og det er det første eksempel på gejstlig [[autoritet]] stillet op mod kejsermagten.<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 43)</ref>