Bogomiler

Kristen kættersekt på Balkanhalvøen. Bogomilerne (anden skrivemåde: Bogumiler; slavisk: „Guds venner“) var en strengt asketisk levende kristent trosfællesskab med et doketisk, dualistisk læresystem. Dets medlemmer troede bl.a. på en mægtig Satan som modspiller til Gud, et synspunkt, som i løbet af 1000-tallet også bredte sig til Vesteuropa. Bogomilerne afviste Sakramenterne, dåb og ikondyrkelse.

Bevægelsens navn kan muligvis føres tilbage til en legendarisk bulgarsk landsbypræst ved navnet Bogomil, som levede under den bulgarske kong Peter 1 (927 – 969) (også Bogumil, af bulgarsk Богомил „yndet af gud“, af бог bog „gud“ und мил mil „yndet, kær“) eller til den dengang udbredte slaviske religiøse formel Bog milui „Gud forbarme sig over dig“.

Bogomil-bevægelsen udbredte sig fra 900-tallet til 1400-tallet fra Bulgarien, i det Det Byzantinske Rige, til de andre balkanlande og Rusland. Gennem berøringer til korsriddere, købmænd og vandreprædikanter i det 12. århundrede kom de dualistisk-religiøse trossamfund i Østeuropa i kontakt til tilsvarende grupper af katharer og patarenere i Vest- og Centraleuropa. Ifølge overleveringerne deltog en bogomilsk biskop ved navn Niketas ved katharernes synode i 1167 i Saint-Félix-de-Caraman.

Durch den regen Austausch über Kreuzfahrer, Kaufleute und Wanderprediger im 12. Jahrhundert kamen die dualistisch-religiösen Gemeinden im Osten mit entsprechenden Gruppen der Katharer und Patarener in West- und Mitteleuropa in Kontakt. Überlieferungen zufolge nahm ein Bischof der Bogomilen, Niketas, an der Katharer-Synode 1167 in Saint-Félix-de-Caraman teil. I nyere historieforskning bestrides det, at der skulle have bestået direkte forbindelser til den middelalderlige bosniske kirke.

Snarere end præsten Bogomil viser trosindholdet tilbage til en oprindelse i en ældre dualisme, som foretrædes af manikæerne og paulikanerne. Derudover findes der i troen anskueliggørende myter hentet fra bulgarsk-slavisk sagngods og indhold fra [[apokryfe skrifter].

Fra 1000-tallet og frem udviklede bogomilismen sig i radikale og moderate retninger. Den dualistiske grundholdning førte til en dæmonisering af den materielle verden, til en afvisning af dele af Det Gamle Testamente og såvel ikondyrkelse, den almindelige gudstjeneste, de fleste sakramenter, religiøse symboler, som kirkens hierarki. Dette bragte bogomilerne i strid både med de store kirker (Vesteuropas katolicisme og Østeuropas ortodoksi) og med stat og samfund.