|
Kristen kættersekt på [[Balkanhalvøen]]. '''Bogomilerne''' (anden skrivemåde: ''Bogumiler''; slavisk: „Guds venner“) var enet strengt [[askese|asketisk]] levende [[kristendom|kristent]] trosfællesskab med et [[Doketisme|doketisk]], dualistisk læresystem. Dets medlemmer troede bl.a. på en mægtig Satan som modspiller til Gud, et synspunkt, som i løbet af 1000-tallet også bredte sig til Vesteuropa. Bogomilerne afviste [[Sakramente]]rne, [[dåb]] og [[Græsk-ortodoks ikonografi|ikondyrkelse]].
Bevægelsens navn kan muligvis føres tilbage til en legendarisk bulgarsk landsbypræst ved navnet [[Bogomil (bogomiler)|Bogomil]], som levede under den bulgarske kong Peter 1 (927 – 969927–969) (også ''Bogumil'', af [[bulgarsk (sprog)|bulgarsk]] Богомил „yndet af gud“, af бог ''bog'' „gud“ und мил ''mil'' „yndet, kær“) eller til den dengang udbredte slaviske religiøse formel ''Bog milui'' „Gud forbarme sig over dig“.<ref>[[Gerhard Herm]]: ''Der Balkan. Das Pulverfaß Europas''. Econ Verlag, Düsseldorf u. a. 1993, ISBN 3-430-14445-0, S. 131; ''[[Theologische Realenzyklopädie]]''. Bd. 7, Walter de Gruyter, New York/Berlin 2002, S. 29ff.</ref><ref>Stefan Kube: {{Webarchiv|url=http://eeo.uni-klu.ac.at/index.php?title=Bogomilen |wayback=20150107131844 |text=Bgomilen |archiv-bot=2018-08-30 03:35:33 InternetArchiveBot }}. In: [[Enzyklopädie des europäischen Ostens]] der [[Alpen-Adria-Universität Klagenfurt]].</ref>
Bogomil-bevægelsen udbredte sig fra 900-tallet til 1400-tallet fra [[Bulgarien]], i det [[Det Byzantinske Rige]], til de andre [[Balkanhalvøen|balkanlande]] og Rusland. Gennem berøringer til korsriddere, købmænd og vandreprædikanter i det 12. århundrede kom de dualistisk-religiøse trossamfund i Østeuropa i kontakt til tilsvarende grupper af [[Katharisme|katharer]] og patarenere i Vest- og Centraleuropa. Ifølge overleveringerne deltog en bogomilsk biskop ved navn [[Niketas (bogomilsk biskop)|Niketas]] ved katharernes synode i 1167 i [[Saint-Félix-Lauragais|Saint-Félix-de-Caraman]].<ref>Hubert Jedin (Hrsg.): ''[[Handbuch der Kirchengeschichte]].'' Band III/2. Freiburg 1968, S. 126–127.</ref>
Durch den regen Austausch über Kreuzfahrer, Kaufleute und Wanderprediger im 12. Jahrhundert kamen die dualistisch-religiösen Gemeinden im Osten mit entsprechenden Gruppen der [[Katharer]] und [[Pataria|Patarener]] in West- und Mitteleuropa in Kontakt. Überlieferungen zufolge nahm ein Bischof der Bogomilen, [[Niketas (Bogumilenbischof)|Niketas]], an der Katharer-Synode 1167 in [[Saint-Félix-Lauragais|Saint-Félix-de-Caraman]] teil.<ref>Hubert Jedin (Hrsg.): ''[[Handbuch der Kirchengeschichte]].'' Band III/2. Freiburg 1968, S. 126–127.</ref> I nyere historieforskning bestrides det, at der skulle have bestået direkte forbindelser til den middelalderlige bosniske kirke.<ref>Hierzu auch: Noel Malcolm: ''Geschichte Bosniens''. Frankfurt am Main 1996, S. 45ff.</ref>
Snarere end præsten Bogomil viser trosindholdet tilbage til en oprindelse i en ældre dualisme, som foretrædes af [[Manikæisme|manikæerne]] og [[Paulikanisme|paulikanerne]]. Derudover findes der i troen anskueliggørende myter hentet fra bulgarsk-slavisk sagngods og indhold fra [[apokryfe skrifter].
Fra 1000-tallet og frem udviklede bogomilismen sig i radikale og moderate retninger. Den dualistiske grundholdning førte til en dæmonisering af den [[Materialisme|materielle]] verden, til en afvisning af såvel dele af [[Det Gamle Testamente]] og såvel, ikondyrkelse, den almindelige gudstjeneste, de fleste sakramenter, religiøse symboler, som kirkens hierarki. Dette bragte bogomilerne i strid både med de store kirker (Vesteuropas katolicismekatolske kirke og Østeuropas ortodoksi(græsk-)ortodokse) og med stat og samfund.<ref>Srećko M. Džaja: ''Bogomilen.'' In: Edgar Hösch, Karl Nehring, Holm Sundhaussen (Hrsg.): ''Lexikon zur Geschichte Südosteuropas.'' Wien/ Köln/ Weimar 2004.</ref>
|
