Slaget ved Hastings: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Hastings''' fandt sted [[14. oktober]] [[1066]] ved byen [[Hastings]] i [[Sussex]] i det sydøstlige [[England]] og var det afgørende slag i den [[Normannerne|normanniske]] erobring af England. Modstanderne i denne konflikt var på den ene side den [[Angelsakser|angelsaksiske]] konge [[Harold Godwinson]] og på den anden hertug [[Vilhelm af Normandiet]]. Baggrunden for konflikten skal søges i tronstridighederne efter den tidlige engelske konge [[Edward Bekenderen]]s død ([[1042]] – 1066). Den barnløse Edward havde i [[1050'erne]] muligvis kommet for skade at love hertug Vilhelm kronen efter sin død, og dette skulle endvidere være blevet bekræftet af Harold Godwinson (kongens jarl) på kongens vegne på en diplomatisk mission i [[1064]]. På sit dødsleje bød kong Edward imidlertid Harold Godwinson kronen, og støttet af flere angelsaksiske stormænd lod han sig krone i 1066. Imidlertid sad han ikke sikkert på tronen, og allerede i september 1066 angreb den norske konge [[Harald Hårderåde]] ham. Harold slog ham tilbage i [[slaget ved Stamford Bridge]] ikke så langt fra [[York]], den norske konge Harald Hårderåde faldt, og dermed faldt styringen af vikingernes kamp til jorden. Vikingerne tabte kampen stort. Kun 23 vikingeskibe var nødvendig for at få de få vikinger sejlet retur til Norge. Samtidig kom forlydender til Harold om, at Vilhelms normannere var gået i land i Sydengland, for at Vilhelm kunne tilbageerobre sit legitime arvegods. Harold ilede da på yderst kort tid tværs gennem England, soldaterne travede godt 400 kmkilometer i løbet af kun 13 dage, og mødte ved Hasting den normanniske hær ved Hastings.

Skønt Harolds hær havde lidt tab i opgøret med nordmændene, påbegyndte han en ilmarch mod syd og samlede alt, hvad han kunne, af mandskab og våben. Først den [[14. oktober]] mødte han de normanniske hærstyrker efter 13 dages march, en enorm udfordring at flytte en hel hær godt 400 kmkilometer på så kort tid.

Harolds elitetropper var de angelsaksiske [[huskarle]]. Dette brynjeklædte [[infanteri]] bevæbnet med økser var veldisciplineret og erfarent. Hovedparten af Harolds hær har imidlertid bestået af [[fyrd]]en, der var en militær enhed, som var blev oprettet af den angelsaksiske konge [[Alfred den Store]] i [[800-tallet]]. Fyrden bestod af udskrevne bønder, der næppe har væretvar veludstyrede og veltrænede som huskarlene, men harsom alligevel ydetydede en værdig modstand.

Harolds hærstyrker menes at have været på størrelse med Vilhelms – nok lidt mindre – men et sted i omegnen af 70007.000-90009.000 mand.

[[Vilhelm af Poitiers]] beretter, at hærens forreste linje bestod af [[Bue (våben)|bue]]- og [[armbrøst]]skytter., Andenanden linje bestod af infanteri og tredje linje bestod af rytterdelinger.

HvadDet, som klart adskilte de to hære, var brugen af heste.

Angelsakserne '''''brugte kun heste''''', men kun til at '''''transportere''''' sig til og fra slagmarken, ogmens hestehestene kun var kun til besvær iunder egentlige kamphandlinger.

Normannerne kendte til '''''kunsten at kæmpe fra hesteryg''''', og det menes, at normannerne medbragtehavde ca.fragtet 2000omkring 2.000 heste underover Kanalen fra invasionenFrankrig.

Selve slagets gang er beskrevet megeti detaljeretdetaljer af [[Vilhelm af Poitiers]].

Først begyndte de normanniske bueskytter at affyre deres [[pil (våben)|pile]] mod englænderne med det resultat, at de fleste af dem fløj over den engelske hærfjenden eller satte sig fast i skjoldmuren.

Englænderne svarede derefter igen med [[kastespyd]] og [[kastekølle]]r. Herefter lod Vilhelm sit infanteri angribe.

Normannerne havde fra Frankrig lært og afprøvet en teknik, hvor de foregav at give op -– og flygte. Modstanderne griner af dem, der flygter -– og føler sig overmodige.

Tricket var så, at lade modstanderen, her englænderne, begynde at "løbe efter normannerne", og dermed komme ud af de formationer, som de normalt skulle blive i, indtil de fik besked om noget andet. De, der løb frem, havde dermed ingen beskyttelse. Kort tid efter vendervendte normannerne om og angriberangreb de engelske soldater, som nu var aldeles ubeskyttede,. deEnglænderne blev mejet ned enén for enén -– alle sammen.

Krigslist eller ej, så har det været en drabelig situation. Hvis hertugen skulle falde, ville det være svært at fortsætte kampen. Nok kæmpede normannerne i små grupper, som var mere eller mindre uafhængige af hertugen, men lederens død har altid haft en negativ indvirkning på soldaternes moral. Hertugen har væretvar hærens samlingspunkt, og hans banner har kunnet ses af alle, og skulle han falde, vilville usikkerheden brede sig, og dermed erville flugten være eneste mulighed for overlevelseat overleve.

Men hertugen var ikke faldet, og hanHertugen iværksatte et nyt frontalangreb med sine normanniske ryttere. Nogle få steder lykkedes det så nogenlunde at gennembryde den engelske skjoldmur, men kong Harolds centerenheder stod stadigt stærkt.

Hen under aftenen blev Vilhelms bueskytter atter sendt frem. De sigtede denne gang højere, hvilket bevirkede, atså pilene faldt ned over englænderne fra oven. Denne regn af pile var næsten umulig at værne sig imod, og englænderne led svære tab.

Kampen havde da varet i ca.omkring 8otte timer, og. deDe englændere, der endnu var i live, flygtede. Vilhelm stod tilbage som sejrherre; men også han havde lidt store tab.

Efter sejren blev de døde begravet. Kong Harolds lig blev identificeret og gravlagt, som det sømmer sig for en konge. På slagmarken lod hertug Vilhelm senere opføre et [[kloster]], som han havde lovet det inden kampen.