Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner

Begivenhederne førte til, at armeniere omkom. Antallet af døde anslås at have været mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem [[Tyrkiet]] og [[Armenien]]. 24 lande, heriblandtsom Armenien, [[Frankrig]], [[Argentina]], [[Tyskland]] og [[Rusland]] betegner officielt hændelsen som [[folkedrab]]. I nogle af disse lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ''ikke'' kan betegnes som folkedrab. For mange [[EU]]-lande er det en forudsætning for Tyrkiets eventuelle optagelse i unionen, at landet anerkender betegnelsen folkedrab.

Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til, at så mange armeniere døde, men man har konsekvent nægtet at anerkende, at der var tale om et folkedrab, og man mener desuden fra officiel side, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien hævder, at tallet var 1,5 million. Internationalt bliver det stort set accepteret, at ca. 1 million armeniere blev myrdet under denne periode og under den efterfølgende
[[tyrkiske uafhængighedskrig]].<ref>Carl Bialik, «[http://online.wsj.com/public/article/0,,SB111591282698931833,00.html Killings From 90 Years Ago Haunt Turkey in its EU Bid ]», ''[[The Wall Street Journal]]'', [[16. maj]] [[2005]].</ref> Tyrkiet mener, at de deporterede armeniere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af [[1. verdenskrig]].

I 1914, blev det før 1. verdenskrig, blev det anslået, at det boede én til to millioner armeniere i [[Det osmanniske rige]].<ref>http://www.britannica.com/topic/35178/supplemental-information</ref> De fleste af dem var [[Den Armenske Apostolske Kirke|armensk-apostoliske kristne]] af religion, med et mindretal af [[Den armensk-katolske kirke|armenske katolikker]] og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige [[Anatolien]] (også kaldet Vestarmenien), men der boede også mange armeniere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden [[Istanbul]].

Før slutningen på 18001900-tallet blev armenierne omtalt som "''millet-i sadika''" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupperingergrupper og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armeniere var underlagt den islamiske "''[[dhimmi]]''"-lov. DetteDen gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at for betale velfærdsbidragetdet velfærdsbidrag, som muslimer var pålagt. "''[[Tanzimat]]''"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder i lighed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men [[sultan]] [[Abdülhamid 2.|Abd-ul-Hamid 2.]] suspenderede grundloven tidligt i sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.

Den enkeltstående hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er mest sandsynlig [[Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878)]], som endte med russisk sejr. Men det er vanskeligvanskeligt at fastslå, hvornår det, som osmannerne kaldte "det armenske problem", opstod. Ved krigens afslutning havde [[Rusland]] kontrol over store landområder med armensk bosættelse, og russerne hævdede, at de kæmpede for de kristne i Det osmanniske rige. Derfor fik de støtte fra en god del armeniere, som til gengæld fik våben af russerne. Rusland var Det osmanniske rige militært overlegent, og på baggrund af støtteerklæringen fra Rusland og den vaklende osmanniske regering gennem de næste 15 år begyndte mange armeniere at tro på, at de kunne danne en selvstændig stat.

Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er blevet rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat<ref name=TyrkiskUD>

og mange af dissedem samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet dette såledesdet:

:''"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder, der er foregået i Anatolien, skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."<ref>Original: The Dashnaks and Hunchaks have terrorized their own countrymen, they have stirred up the Muslim people with their thefts and insanities, and have paralyzed all efforts made to carry out reforms; all the events that have taken place in Anatolia are the responsibility of the crimes committed by the Armenian revolutionary committees."</ref><ref name=TyrkiskUD/>

Armenske samfund over hele riget blev i de tre påfølgendenæste år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod også at beskytte dem. Det bliver anslåetanslås, at 80.000 - 300.000 armeniere blev dræbte fra 1894 til 1897.

Blot fem år før 1. verdenskrig tog "[[Ungtyrkerne]]" magten. Denne bevægelse opstod blandt hemmelige foreninger af progressive studenter og militære kadettermilitærkadetter med forskellig etnisk baggrund. De kom til magten i Det osmanniske Rige ved en "fredelig" revolution i [[1908]]. Sultan [[Abdülhamid 2.|Abd-ul-Hamid 2.]] ville ikke sende sine styrker mod de revolutionære, selv om han stod stærkere, i frygt for at det svækkede rige kunne blive endnu mere svækket af en borgerkrig. Den gamle sultan Abd-ul-Hamid 2. blev efterfulgt af sin langt mere generte, ængstelige og tilbageholdne yngre broder [[Mehmet 5.]] Han havde praktisk talt ingen magt,; den reelle magt lå hos ungtyrkerne [[İsmail Enver|Enver Pasja]], [[Mehmed Talat|Talat Pasja]] og [[Ahmed Djemal|Djemal Pasja]]. Til at begynde med støttede den armenske befolkning og enkelte armenske politiske partier Ungtyrkerne i håb om, at Ungtyrkerne ville forbedre deres situation, og nogle armeniere blev valgt ind i det nye osmanniske parlament.

Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister [[Enver Pasja]] var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationeredestationeret i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen [[Sarikamis]], som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.

Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sinderes selvstændighed. Armenske partier og guerillaer[[guerilla]]er, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland,<ref name=hl>[http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/andre-folkemord/folkemordet-pa-armenerne.html hlsenteret.no: -Tyrkisk folkemord på armenerne]</ref> men dette førte til, at mange flygtede til de russisk-kontrollerede områder og lod sig hverve til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hær]]<ref name=hl /> og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige.<ref name=hl />

Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om [[deportation]].

Den [[25. maj]] [[1915]] beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armeniere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armeniere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkringliggende ørken. Under deporteringen døde mange armeniere af sult og kulde, og mange blev angrebet af [[kurdere|kurdiske]] [[landevejsrøver]]e. Nogle blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogle af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe, fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenierne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.