Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
sprogret
Linje 42:
 
=== Deporteringen ===
[[Fil:Marcharmenians.jpg|thumb|Civile armeniere føres til et nærliggendei fængsel i [[Mezireh]] af bevæbnede tyrkiske soldater. [[Kharpert]], Det Osmanniske Rige, april 1915.]]
Den [[25. maj]] [[1915]] beordrede indenrigsminister Talat Pasja deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armeniere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armeniere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkringliggendeørkenen ørkenomkring. Under deporteringen døde mange armeniere af sult og kulde, og mange blev angrebet af [[kurdere|kurdiske]] [[landevejsrøver]]e. Nogle blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogle af overgribernedem blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del ogsåmange slap med milde straffe eller ingen reaktionuden. Deportationerne endteblev meden katastrofe, fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenierne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebneangrebet og udplyndredeudplyndret og i mange tilfælde dræbt af civile bander.
 
Flere kilder<ref>Kilder som viser til dette, ''Le Siècle des camps'' af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. ''Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine'' af Raymond H. Kévorkian. ''Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah'', Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: ''L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide'', i ''Revue d’Histoire arménienne contemporaine II'' (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, ''America and the Armenian Genocide of 1915'', Cambridge Universitet (Januar, 2004)</ref> hævder, at 25 større [[koncentrationslejr]]e eksisterede og stod under kommando af [[Şükrü Kaya]], en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.
Linje 75:
* Kahdem
 
Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til [[Irak]] og Syrien, og nogle af dissedem skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som [[massegrav]]e, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. NogenNogle historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som, man ikke forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogennogle få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået, at mange blev brændtebrændt, druknededruknet, forgiftedeforgiftet og regelret henrettedehenrettet i disse lejre.
 
I byen Edessa (senere [[Şanlıurfa]]) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidligt i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre [[Colmar von der Goltz]], som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armeniernearmenerne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. DetteDet gik armeniernearmenerne med på, men de blev alligevel deporteret på et senere tidspunkt.
[[Fil:Near East relief the mother and children in syria.png|thumb]]