Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
sprogret |
|||
Linje 1:
[[Fil:World War I- Refugee camps - memory.loc.gov.png|thumb|260px|Armenske flygtninge under beskyttelse af franske styrker.]]
[[Fil:Rafael de Nogales Mendez.png|thumb|[[Rafael de Nogales Méndez]] (1879-1936), en [[venezuela]]nsk officer, som gjorde tjeneste i den osmanniske hær, skrev en detaljeret redegørelse om drab i sin bog ''"Cuatro años bajo la media luna"'']]
'''Det armenske folkedrab''' ({{lang-hy|Հայոց Ցեղասպանություն}}, {{lang-tr|Ermeni Soykırımı}}
Begivenhederne førte til, at armeniere omkom. Antallet af døde anslås mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem [[Tyrkiet]] og [[Armenien]]. 24 lande som Armenien, [[Frankrig]], [[Argentina]], [[Tyskland]] og [[Rusland]] betegner hændelsen som [[folkedrab]]. I nogle af
Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, men
[[tyrkiske uafhængighedskrig]].<ref>Carl Bialik, «[http://online.wsj.com/public/article/0,,SB111591282698931833,00.html Killings From 90 Years Ago Haunt Turkey in its EU Bid ]», ''[[The Wall Street Journal]]'', [[16. maj]] [[2005]].</ref> Tyrkiet mener, at de deporterede armeniere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af [[1. verdenskrig]].
Linje 14:
[[Fil:Ahamid.jpg|thumb|Sultan [[Abdülhamit 2.]]]]
I 1914 blev det før 1. verdenskrig anslået, at det boede én til to millioner armeniere i [[Det osmanniske rige]].<ref>http://www.britannica.com/topic/35178/supplemental-information</ref> De fleste af dem var [[Den Armenske Apostolske Kirke|armensk-apostoliske kristne]] med et mindretal af [[Den armensk-katolske kirke|armenske katolikker]] og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige [[Anatolien]] (
Før 1900-tallet blev armenierne omtalt som "''millet-i sadika''" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupper og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armeniere var underlagt den islamiske "''[[dhimmi]]''"-lov. Den gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at for betale det velfærdsbidrag, som muslimer var pålagt. "''[[Tanzimat]]''"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder i lighed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men [[sultan]] [[Abdülhamid 2.|Abd-ul-Hamid 2.]] suspenderede grundloven tidligt i sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.
Den hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er
== Før krigen ==
Linje 29:
:''"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder, der er foregået i Anatolien, skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."<ref>Original: The Dashnaks and Hunchaks have terrorized their own countrymen, they have stirred up the Muslim people with their thefts and insanities, and have paralyzed all efforts made to carry out reforms; all the events that have taken place in Anatolia are the responsibility of the crimes committed by the Armenian revolutionary committees."</ref><ref name=TyrkiskUD/>
Armenske samfund over hele riget blev i de tre næste år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod at beskytte dem. Det anslås, at 80.000 - 300.000 armeniere blev
== 1. verdenskrig ==
[[Fil:Şükrü Kaya, Minister of Interior.jpg|thumb|Şükrü Kaya.]]
Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister [[Enver Pasja]] var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt
Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte
Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om [[deportation]].
Linje 81:
=== Deporteringens natur ===
Det er antaget, at mellem 400.000 og 1,5 millioner armeniere blev
Mange historikere mener, at det omstridte folkemord på armenerne begyndte efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, hvor et forslag om at deportere alle osman-armeniere blev lagt frem. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndret af osmanniske styrker i sommeren 1914.
Linje 104:
Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i [[Erzurum]], og derfra ledede de styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde deres hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkendt og iværksat af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.
Ifølge samme kommissionen og anden dokumentation blev de kriminelle bevidst udvalgt til formålet. De måtte være nærmest umenneskelige for at komme med i den specielle organisation. Mazhar-kommissionen opgav som dokumentation under krigsretten lister over nogle af de kriminelle. En af listerne viser, at 50 af dem var fængslet for mord. Denne udvælgelsesproces viser efter manges mening, at den osmanniske regering planlagde et
[[Adolf Hitler]] roser løsningen i sin bog [[Mein Kampf]].
Linje 110:
Det er ingen klare tal på, hvor mange armeniere, som døde under denne periode. Tallene varierer fra 250.000 til 1,5 millioner mennesker. Det er også strid om, hvor mange armeniere, der var i Tyrkiet i denne periode. Nogle mener mellem 1,5 millioner og 2 millioner armeniere. Osmannisk statistik viser, at der boede omkring 1,2 mio. armeniere inden for rigets grænser.
Skønnet på omkring 2 millioner dræbte virker derfor urealistisk. I diskussionen bliver
== Skandinavisk mission og diplomati ==
Linje 118:
Den 9. august samme år sendte Anckarsvärd en rapport, der bekræftede hans mistanke om den tyrkiske regerings planer: "Det er tydeligt, at tyrkerne benytter sig af muligheden, her under krigen, at udslette det armenske folk, således at når krigen er slut, eksisterer det armenske problem ikke længere."<ref>Avedian (2008), p. 41</ref>
Idet han reflekterede over situationen i Tyrkiet mod slutningen af krigen, præsenterede gesandt Ahlgren en analyse af den herskende situation i Tyrkiet og de strenge tider, der havde ramt befolkningen. I en forklaring af de stigende leveomkostninger
Wirsén afsatte i sine erindringer om sin mission på Balkan og i Tyrkiet, ''Minnen från fred och krig'' (''Erindringer fra fred og krig'') et helt kapitel med titlen "Mordet på en nation" til folkemordet på armenierne. I en kommentar til den fortolkning, at deportationerne skyldtes det påståede samarbejde af armenierne med russerne, skrev Wirsen, at deportationerne ikke var andet end et dække for deres udslettelse: "Officielt havde disse til formål at flytte hele den armenske befolkning til steppeområderne i det nordlige Mesopotamien og Syrien, men i realiteten var formålet at udrydde armenierne, hvorved det rene tyrkiske element i Lilleasien ville få en dominerende plads."<ref>Avedian (2008), p. 28</ref> Han konkluderede: "Udryddelsen af det armenske folk i Lilleasien må oprøre alle menneskelige følelser ... Måden, hvorpå det armenske problem blev løst, var hårrejsende. Jeg kan stadig se for mig Talaats kyniske udtryk, da han understregede, at det armenske spørgsmål var løst."<ref>Avedian (2008), p. 29</ref>
Linje 129:
Kontroversen om det armenske folkedrab dukkede op i dansk sammenhæng i december 2012. Grunden var, at [[det Kongelige Bibliotek]] sammen med den armenske ambassade havde arrangeret udstillingen “Det armenske folkedrab og den skandinaviske reaktion” (“The Armenian Genocide and Scandinavian Response”), som den tyrkiske ambassade i København gjorde indsigelse imod. Det Kongelige Bibliotek har tilbudt den tyrkiske ambassade på visse betingelser at kunne foranstalte en ”paralleludstilling” på et senere tidspunkt. Det vides ikke, om udstillingen kan realiseres, ligesom titel og dato for udstillingen ikke er fastlagt. <ref> [[Erland Kolding Nielsen]]: [http://www.b.dk/kronikker/en-uacceptabel-folkemordsdebat En uacceptabel folkemordsdebat] (Kronik) [[Berlingske Tidende]], 21. december 2012, side 23.</ref>. Set fra Det Kongelige Biblioteks synspunkt er den planlagte udstilling opgivet, da biblioteket endnu ikke har hørt videre i sagen. <ref> Fejl og Fakta i Dagbladet Politiken 16. april 2015, side 2</ref>
I forbindelse med 100-årsmindedagen blev det annonceret, at der skulle opstilles en skulptur på 9
== Litteratur ==
| |||