Wikipedia

Dansk Vestindien: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m jeg kom vist til at ændre referencestilen da jeg arbejdede med Weblars; sprogret
Tag: 2017-kilderedigering
m småret i refs
Tag: 2017-kilderedigering
Linje 100:
{{quote|Kristianssted eller, som den i daglig Tale kaldes: Basinet, er en venlig lille By med adskillige anselige Bygninger, iblandt andre Guvernementshuset, som skal være det største Regeringshus paa de smaa Antiller. Der findes ligeledes i Basinet en Del Kirker, og hver Trosbekendelse har sin. St. Thomas‘s Bank har en Filial i Kristianssted, og til de Rejsendes Bekvemmelighed har Byen et Par særdeles gode Pensionater. Endelig kan nævnes et med Blade og Tidsskrifter vel forsynet Athenæum, der bliver stærkt besøgt af den intelligente Del af Byens Befolkning, som i Forhold til Folkemængden er ret betydelig, da næsten hele Øens Embedsstand, alle Garnisonens Officerer, og om Sommeren tillige Guvernøren bo her.}}
 
Byens indbyggertal var i det meste af tiden som dansk koloni forholdsvis stabilt.{{efn|<ref name="CensusSveistrup">{{harvnb|Census|1918|p=41}}; {{harvnb|Sveistrup|1942|p=80}}.</ref>
* 1789: 4.819 indbyggere
* 1796: 5.056 indbyggere
Linje 106:
* 1880: 4.939 indbyggere
* 1917: 4.574 indbyggere
{{small|Kilde: {{harvp|Census|1918|p=41}}; {{harvp|Sveistrup|1942|p=80}} }}
}}
Christiansted er kendt for den velbevarede fæstning [[Christiansværn]] fra 1738.
Line 119 ⟶ 120:
{{quote|Frederikssted har et mindre officielt Præg; den er nærmest en Handelsby, beregnet paa at tilfredsstille den omboende Landbefolknings Fornødenheder og at befordre dens Udførsel af Sukker. Byen ligger midt paa Øens Vestside, hvorfor Skibene kunne ligge godt beskyttede af Landet imod Nordøstpassaten. Endskønt Frederikssted led stærkt ved Opstandene i 1848 og 1878 og sidste Gang for en stor Del blev nedbrændt, trives Byen dog ret godt, og Sporene af Branden ere nu snart forsvundne. Byen har brede, lige Gader med en Del anselige Huse og c. 3000 Indbyggere.}}
 
Frederikssted havde en svag befolkningsudvikling i det meste af den danske kolonitid: i 1789 1.051 indbyggere, i 1815 1.800 indbyggere, i1835 2.317 indbyggere, i 1870, da indbyggertallet kulminerede, 3.817 indbyggere og derefter et jævnt fald til 3.144 indbyggere i 1917.<ref name{{sfnmp|Census|1918|1p="CensusSveistrup" />41|Sveistrup|1942|2p=80}}
 
== Baggrund for kolonien ==
Ved indgangen til [[1600]]-tallet havde de store kolonimagter, først og fremmest [[Spanske imperium|Spanien]] og [[Portugisiske koloniimperium|Portugal]], men også [[Forenede Nederlande|Nederlandene]], [[franske koloniimperium|Frankrig]] og [[Britiske Imperium|England]], koloniseret det meste af [[Caribien]] og for [[Spanien]] og [[Portugal]]s vedkommende store dele af [[Sydamerika]]. Men ingen af disse kolonimagter havde vist interesse for [[Skt. Thomas]].<ref name="Jeppe Søe">{{harvnbharvp|Søe: ''Sukker, slaver og sørøvere}}.</ref>
 
I [[1652]] så danske købmænd mulighederne som lå i handlen med Vestindien, da skibet ''Fortuna'' kom til [[København]] med en værdifuld last herfra.<ref name="Jeppe Søe" /> Efter flere succesfulde rejser gav Frederik 3. skipperen [[Erik Nielsen Smit]] til opgave at kolonisere [[Skt. Thomas]] som han skulle være guvernør over. Den [[1. juli]] [[1665]] sejlede han med sit mandskab fra [[København]].{{sfnp|Gøbel|1991|p=37}} Øen var tidligere befolket af de oprindelige indianere, men disse havde spaniolerne fragtet til deres øer som slaver. I februar 1666 gik den første last med [[sukker]], [[kakao]], [[kanel]] og [[pukkenholt]] til [[København]]. Disse varer var dog højst sandsynligt indkøbt fra andre øer. Koloniseringsforsøget mislykkedes. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid, der blev mangel på mad, og øen blev jævnligt plyndret af pirater. Andre forsøgte dernæst at etablere handel fra Vestindien og Afrika. Et kompagni fra [[Glückstadt]] havde allerede i 1657 oprettet de første forter ved [[Guineakysten]]. Fortjenesten var ikke sikker og omkring hvert fjerde skib gik tabt som følge af havari og forlis. I 1672 opgav kompagniet fra Glückstadt og det overdrog sine forter på Guineakysten til kongen.{{sfnp|Lauring|2010|p=103}}{{sfnp|Lauring|2010|p=105}}
Line 140 ⟶ 141:
Adolph var ikke stort bedre end sin broder: han lod sørøvere skjule sig i bugten ved Sankt Thomas, og lod dem sælge deres bytte til ham.<ref name="Kjer 26"/> Til sidst sejlede et britisk krigsskib ind i bugten, hvor den berygtede sørøver Jean Hamlins skib lå. Skibet blev beskudt. Da Hamlin ikke havde mandskab nok, flygtede han fra skibet, som blev sat i brand. Da briterne spurgte Esmit, hvor Hamlin var, svarede denne, at han var flygtet. Det var usandt: han var fortsat på øen og blev dér skjult, indtil faren var drevet over.<ref name="Kjer 26"/>
 
Kort efter blev begge brødre kaldt hjem til Danmark for at blive draget til ansvar for deres gerninger. Det lykkedes dog begge at blive frikendt.<ref name="Kjer 26">{{harvnbharvp|Kjersgaard|1974|p=26}}.</ref>
 
=== Iversens ulykkelige rejse ===
Line 222 ⟶ 223:
==== Sukkerdyrkning på Sankt Croix ====
 
I 1797 beskriver den tidligere generalguvernør [[Peter Lotharius Oxholm]], hvordan jorden blev inddelt og opdyrket. Agrene inddeltes normalt i enheder af 4 fod i kvadrat, som markeredes med nedstukne pinde og snore. Slaverne blev stillet i linje langs med pinden ved siden af hinanden, hver med en hakke, og "ophugge Jorden af Hullerne, saaledes, at en Banke formeres mellem to huller og en liden Banke bliver på tvers staaende." Dette arbejde skete ofte under sang af nogle af slaverne, idet alle løftede hakken og huggede i takt.{{sfnp|Oxholm|1797|p=42ff}} Når et stykke jord var bearbejdet, blev det gødet i hvert hul.{{sfnp|Oxholm|1797|p=43}} Når ageren skulle plantes, lagdes to roetoppe i hvert hul, og blev dækket til med jord, hvorefter de blev overladt til sig selv, indtil de nåede en højde af 6-8 fod. Efter 14-15 måneder var de klar til høst.<ref>Ifølge {{harvnbharvp|Oxholm|1797}},{{pages?}} mens {{harvnbharvp|Brown|1973}} på s. 15 angiver 15–1815-18 måneder.</ref>{{side behøves}} De blev så hugget ned med kniv og bundtet sammen. Efterfølgende blev de bragt til en sukkermølle, der kunne være en hestemølle eller en vindmølle.
 
=== Handelen gives fri ===
Line 248 ⟶ 249:
| 1814–1838 || align="right" | 1.381 || align="right" | 1.370 || align="right" | 11. ( 1%)
|}
Betydningen af handelens frigivelse kan vises på flere måder: for det første skete der en voldsom stigning i antallet af sejladser: hvor dette for årene 1671–1696 var 67, for 1697–1733 var 53 og for 1734–1754 var 109, så voksede det for årene 1755–1782 til 1.385, for 1783–1807 til 1.461 og for 1814–1838 til 1.381. Også selve rejseformen forandredes drastisk: hvor andelen af trekantrejser i årene 1671–1696 udgjorde 57% af alle rejser, i 1697–1733 45% og 1734–1754 23%, så var det i årene 1755–1782 5%, 1783–1807 3% og 1814–1838 1%.<ref name="Gøb 45">{{harvnbharvp|Gøbel|1991|p=45}}.</ref>
 
Det er opgjort, at i det første årti efter handelens frigivelse blev omkring 8.600 slaver transporteret fra Afrika til Dansk Vestindien, heraf overlevede omkring 6.700 rejsen. Dette var langt fra nok til at dække efterspørgslen, så mange slaver blev indført fra Nordamerika eller andre øer i Caribien, således var af i alt ca. 1.544 slaver, der kom til Sankt Croix i 1757, kun 576 leveret af danske slaveskibe.{{sfnp|Lauring|2010|p=108}}
Line 299 ⟶ 300:
|}
 
Antropologen [[Karen Fog Olwig]] beskriver i 1983 i en kronik i tidsskriftet ''[[Skalk]]'' de "Sorte danskere" i Dansk Vestindien: Fra omkring midten af 1700-tallet begyndte der at indtræde sociale forandringer. Tidligere havde samfundet bestået af henholdsvis sorte slaver og "blanke" (det vil sige hvide, også kaldet eurocaribiere). Nu opstod der to nye grupper, der var delvist sammenfaldende: mulatter (det vil sige børn af sorte slaver og hvide) samt "frikulørte" (det vil sige sorte, som ikke var slaver).<ref name="Olw 23">{{harvnbharvp|Olwig|1983|p=23}}.</ref> En tysk missionær, som besøgte øerne, beskrev forholdet mellem slaver og slaveejere således: "''Slaveejerne i Vestindien har alle rettigheder at behandle deres slaver som de lyster og sælge dem, forære eller testamentere dem bort ligesom andet gods, kun at de ej må tage livet af dem uden lov og dom.''" Disse ejerrettigheder strakte sig også til seksuel omgang, hvad der førte til fødslen af [[mulat]]børn, som var slaveejerens ejendom og kun blev frie, hvis de blev frikøbt eller frigivet. Dette skete ofte nok til, at der opstod en ny klasse af frikulørte i Vestindien.<ref name="Olw 23" />
 
Samtidig skete der ifølge historiker [[Gunvor Simonsen]] en anden forandring: I 1700-tallet havde slaverne ikke krav på kost og beklædning. I stedet fik de udlagt små jordlodder i de bjergrige egne, som ikke egnede sig til plantagedrift. Her kunne de dyrke egne afgrøder og holde egne husdyr. I begyndelsen kunne disse lodder dårligt nok skaffe dem mere end til dagen og vejen,{{sfnp|Olwig|1983|p=22}} men de rummede et potentiale til at producere et overskud, som der kunne handles med.<ref name="Olw 24" /> I begyndelsen synes denne handel ikke at have tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed, men senere greb man ind med regulering.<ref name="Olw 24">{{harvnbharvp|Olwig|1983|p=24}}.</ref> Omkring 1759 var det praksis, at i hvert fald nogle af slaverne i Dansk Vestindien anvendte både søndagen og det halve af lørdagen til at dyrke deres private jordlodder.{{sfnp|Simonsen|2000|p=58}}
 
I 1755 ankom en ny generalguvernør til øerne, [[Christian Leberecht von Pröck]], og han havde et nyt slavereglement med sig: "''Reglement for Slaverne i America''". Dette reglement var et nybrud i forhold til [[Philip Gardelin|Gardelins]] slavereglement fra 1733: af reglementets 45 artikler rummede omkring en tredjedel bestemmelser, der havde til formål at sikre slavernes rettigheder og yde dem beskyttelse mod overdreven udnyttelse og overgreb.{{sfnp|Simonsen|2000|p=33}} I 1747 udstedte guvernør [[Jens Hansen]] en plakat, der fastslog, at frie afrocaribere kun måtte bosætte sig i bestemte dele af byerne, der skulle fastlægges af overlandmåleren.{{sfnp|Simonsen|2000|p=39}} I 1756 blev det tilladt plantageslaver at komme til byen om søndagen for at sælge de afgrøder, de selv havde dyrket.<ref>Plakat af 17. maj 1756 {{harv|Simonsen|2000|p=41}}: "Endnu er tilladt alle Plantage Slaver at indkomme til Byen om Søndagen med saadan Provision, som af deres Grunde ere Høstet."</ref> Bestemmelsen fastslog dog, at de skulle være ude af byen igen inden kl. 20.00, og forbuddet mod salg efter dette tidspunkt omfattede også byens slaver og frie afrocaribere.{{sfnp|Simonsen|2000|p=40}} Ifølge Hans West, rektor for skolen i Christianssted, kom "''nogle hundrede Plantage-Negre paa Søndags Torvet, hvor de faldbyde deres smaa Producter.''"{{sfnp|Simonsen|2000|p=40}} I 1767 fandt man det dog nødvendigt at præcisere, at det ikke var tilladt slaver at sælge bomuld, sukker og rom, og i 1781 forbød man tillige salg af kød.{{sfnp|Simonsen|2000|p=41}}
Line 358 ⟶ 359:
 
Antallet af slaver øgedes hurtigt, fra 175 slaver i 1679 til 333 seks år senere. Selv med denne store vækst var der stadig mangel på arbejdskraft, og kompagniledelsen ønskede flere slaver. Skulle tilførselen af slaver blive for stor, kunne de altid afhændes på de omkringliggende øer. Men kompagniets dårlige økonomi førte til, at for få slaveskibe blev sendt fra Afrika i forhold til plantageejernes behov. For at løse problemet henvendte kompagniledelsen sig til kurfyrsten af [[Brandenburg]], som havde store interesser i slavehandel, og tilbød ham at bruge Skt. Thomas som handelssted for de slaver, som blev hentet fra Guinea. Til gengæld skulle Vestindisk-guineisk Kompagni have 1% af slaverne, som blev indført til øerne, og 2% af slaverne, som blev videresolgt.<ref name="Thorkild Hansen">
{{harvnbharvp|Hansen|1970|p=38}}.</ref> Brandenburgerne var "tætpakkere" af slaver på skibene, og fra 1690 til 1698 blev der sendt 32 slaveskibe fra Afrika, ofte med op til 500 slaver om bord på hvert skib. Skt. Thomas blev en af de vigtigste handelssteder for international menneskehandel, hvor hovedparten af slaverne blev solgt til de omkringliggende øer. I 1691 var antallet af slaver steget til 751, mens antallet af hvide udgjorde 385. Da brandenburgerne indstillede deres virksomhed, var der 1317 slaver på Skt. Thomas.
 
I 1725 tillod kompagniet for første gang private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model og skulle øge tilførslen af slaver. Tilvæksten med Skt. Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning – øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede britiske katolikker, som kom via [[Montserrat]]. Desuden blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.{{sfnp|Thomas|2006|pp=255-256}}
Line 370 ⟶ 371:
 
==== Slaveskibe ====
Det vides ikke hvilket, der var det første danske slaveskib, men det første kendte var skibet ''Den forgyldte Ørn'', ejet af generaladmiral [[Cort Adeler]], som 1673-75 fik to søpas for rejser til Guineakysten og derfra videre til Vestindien med slaver. I de følgende år fulgte flere skibe, således ''Friederich'' (norsk), ''Københavns Børs'', ''Holger Danske'', ''Christian V'', ''Spera Mundi'', ''Jomfru Margrethe'', ''Nordstjernen'', ''Fortuna'' og ''Holsten''.<ref name="Laur 206">{{harvnbharvp|Lauring|2010|p=106}}.</ref> For perioden fra 1660 til 1699 kendes i alt omkring 30 danske skibe, som fragtede i alt omkring 6.000 slaver til Vestindien.<ref name="Laur 206" /> Fra 1700 til 1734 fragtede kun 17 skibe omkring 5.000 slaver til Vestindien. Dertil kommer dog såkaldte "interlopers", det vil sige udenlandske skibe, der opererede ulovligt. Af de omkring 11.000 slaver døde omkring en fjerdedel under rejsen, svarende til et tab på ca. 110.000 rigsdaler. Yderligere tab skyldtes forlis. Af Vestindisk-guineisk Kompagnis tyve skibe forliste ''Gyldenløve'' i 1702, ''Cron Printzen'' i 1706 ''Christian V'' og ''Frederik IV'' i 1710, ''Christiansfort'' i 1713, ''Jomfru Alette'' i 1717, ''Salvator Mundi'' i 1729 og ''Christiansborg'' i 1730.<ref name="Laur 206" /> Følgen af tab og forlis men også lavere priser gjorde, at slavehandelen var en tabsgivende forretning, og kompagniet var mest stemt for helt at opgive den og samle kræfterne om sukkerhandelen. Trods beslutning om at fortsætte og en investering på ekstra 200.000 rigsdaler i slavehandelen<ref name="Laur 206" />, blev situationen ikke bedre, og i 1733 havde kompagniet et nettotab på 339.138 rigsdaler. Da endnu et skib gav underskud i 1734, besluttede et flertal af aktionærer at opgive yderligere slavehandel.{{sfnp|Lauring|2010|p=107}}
 
==== Slaver som ejendom ====
Line 425 ⟶ 426:
 
==== Oprør på Skt. Jan 1733 ====
I 1733 var øerne Skt. Thomas og Skt. Jan begge opdyrkede og var veletablerede slavesamfund. Ifølge officielle statistikker var 80% af befolkningen slaver, men sandsynligvis var andelen højere, da antallet af slaver blev beskattet og der derfor blev gemt slaver ved optællinger. De hvide var bekymrede over det skæve styrkeforhold, og for at afskrække slaverne fra at gøre oprør blev der i 1733 indført et reglement, som beskrev, hvordan slaverne ville blive straffet, hvis de brød lovene. Reglementet, der blev omtalt som ''Gardelins reglement'' (efter guvernør [[Philip Gardelin]]), var detaljeret og strengt. Deltagelse i oprør blev straffet med henrettelse, og mindre forbrydelser som ''maron'' (rømning fra plantagen) og tyveri blev straffet med brændemærkning i panden, amputation af kropsdele eller piskeslag. Sorte skulle vige for "Blanke" på gaden. Hekseri og "Dands, Fest, Spil og deslige" blev forbudt, og ingen måtte i byen bære bangala (stok) eller kniv.{{sfnp|Petersen|1855|p=50f}}<ref name="Pet 49">{{harvnbharvp|Petersen|1855|p=49}}.</ref>
 
I 1690 havde der været et slaveoprør på [[Jamaica]], og der var en frygt for, at oprøret skulle sprede sig til andre øer, også til Dansk Vestindien. 43 år senere, i 1733, udbrød der et slaveoprør på Skt. Jan. I efteråret 1725 var øerne blevet ramt af en orkan, hvor store dele af afgrøderne blev ødelagt, og konsekvenserne blev sult og død blandt slaverne. I 1733 blev øerne på ny ramt af en orkan og tørke. Slaverne frygtede en gentagelse af forholdene i 1725. Nogle slaver forsøgte at rømme fra øen, og andre samlede sig i november til et angreb mod fortet på Skt. Jan. Ifølge en kilde fra 1855 var en række slaver blevet sat til at samle og bære brænde til øens lille fort med en besætning bestående af en løjtnant, en sergeant og 8 soldater. Imidlertid havde slaverne skjult økser og knive i brændeknipperne, og på et aftalt signal angreb de soldaterne, hvoraf 7 blev hugget ned.{{sfnp|Petersen|1855|p=52}} Ved en regulær massakre på de hvide plantageejere, deres familier og børn overtog slaverne kontrollen over Skt. Jan. Landfoged Soetmanns hoved blev hugget af og sat på en stage.{{sfnp|Petersen|1855|p=53}} Det lykkedes enkelte af plantageejerne at forskanse sig på en plantage ved kysten, hvorfra de kunne flygte over til Skt. Thomas. Slaverne holdt Skt. Jan i otte måneder, indtil Danmark til slut fik hjælp af Frankrig, som tidligere samme år havde solgt Skt. Croix til danskerne.{{sfnp|Lund|Tommerup|2012|p=99}}<ref name="SurtSødt.dk">{{Kilde
Line 463 ⟶ 464:
 
=== Politisk selvstyre 1863 ===
Ifølge udgaven fra 1916 af ''[[Salmonsens Konversationsleksikon]]'', hvis tekst er let omskrevet i det følgende, var øerne indtil 1863 så godt som uden politisk selvstyre, idet de regeredes enevældigt fra Danmark gennem en udsendt guvernør. Ved koloniallov af 26. marts 1852 oprettedes der ganske vist et kolonialråd for øerne, men det fik kun en rådgivende myndighed i lovgivningsanliggender. Ved koloniallov af 27. november 1863, senere opdateret ved koloniallov af 6. april 1906, oprettedes der derimod to kolonialråd, et for Sankt Croix og et for Sankt Thomas og Sankt Jan, og disse råd fik nu en egen lovgivende myndighed sammen med kongen i særlige vestindiske anliggender. Selv om nemlig lovgivningsmyndigheden i alle anliggender vedrørende øerne lå hos kongerigets lovgivningsmagt, det vil sige kongen og rigsdagen i forening, kunne der også gives love i form af anordninger af kongen og vedkommende kolonialråd i forening, dog kun angående de anliggender, der udelukkende vedrørte forholdene inden for øernes grænser. Disse anordninger skulle dog altid fremlægges for den nærmest derefter følgende rigsdag. Endvidere kunne guvernøren i påtrængende tilfælde udstede foreløbige love og foreløbigt stadfæste de af vedkommende kolonialråd vedtagne anordninger. Kolonialrådene bestod dels af folke-, dels af kongevalgte medlemmer - det for Sankt Croix af 13 folke- og 5 kongevalgte, det for Sankt Thomas og Sankt Jan af 11 folke- og 4 kongevalgte medlemmer. [[Valgret]]ten var ret indskrænket, idet der krævedes besiddelse af fast ejendom af en vis lejeværdi eller en ren årlig indkomst af 1.500 franc, hvad der faktisk udelukkede hovedmassen af befolkningen, de sorte, fra valgret, idet fx 1901 af Sankt Croix’ 18.590 indbyggere kun 400 havde over 1.500 franc. Derimod var indfødsret ikke nogen absolut betingelse for valgret, kun for [[valgbarhed]].<ref name="Salm 801">{{harvnbharvp|Elberling|1916|p=801}}.</ref>
 
Øernes øverste forvaltning lå hos kongen og vedkommende fagminister, således i 1916 finansministeren, under hvem de vestindiske sager sorterede under en særlig afdeling, Centralbestyrelsen for de dansk-vestindiske Øer. Regeringsmyndigheden på øerne udøvedes derimod af den af kongen udnævnte guvernør under finansministerens ledelse. Guvernøren indkaldte og sluttede kolonialrådene og kunne udsætte og opløse dem, han kunne møde eller lade møde i rådene og forelægge forslag og forhandle med dem. Han var overøvrighed i begge øernes overøvrighedskredse, der faldt sammen med kolonialrådenes myndighedsområde. Han var øverste chef for den væbnede magt på øerne og havde i nødstilfælde ret til på sit ansvar at erklære øerne helt eller til dels i belejringstilstand og at udøve uindskrænket myndighed.<ref name="Salm 801" />
Line 516 ⟶ 517:
Da [[Christian VI]] blev kronet i 1731, var grev [[Zinzendorf]] fra [[Herrnhut]] en af gæsterne. Både kongen, dronning [[Sophie Magdalene]] og Zinzendorff var [[pietisme|pietister]]. Under sit ophold i Danmark mødte Zinzendorff også Anton, en slave fra Sankt Thomas i huset hos grev [[Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig|Danneskjold-Laurvig]]. Anton fortalte om forholdene på Sankt Thomas og sin familie, der var uvidende om kristendommen. Zinzendorff besluttede at søge om, og fik, kongens støtte til at igangsætte en missionsvirksomhed i Dansk Vestindien. I 1732 rejste to missionærer fra den [[Herrnhutiske Brødremenighed]], begge håndværkere, afsted. De ankom til Sankt Thomas den 13. december 1732.{{sfnp|Lawaetz|1981|p=169}}
 
Brødrene var helt uforberedte på livet på øen. De kunne ikke tale med indbyggerne og havde intet sted at bo. Imidlertid var en plantageejer, Lorenz Carstens, blevet forhåndsorienteret om deres ankomst og gav dem et tomt hus i [[Charlotte Amalie]] at bo i. Brødrene opsøgte Antons familie og gav dem en hilsen fra Anton. Derefter gik de i gang med deres kristendomsundervisning. Plantageejerne var egentlig imod, men med kongens støtte i ryggen kunne de to missionærer udføre deres gerning. Efterhånden lærte de [[kreolsk]], og fra 1739 begyndte de at undervise på dette sprog. Flere missionærer fulgte efter, men nogle af dem døde efter kortere eller længere ophold. I begyndelsen blev møderne holdt på plantager, men efterhånden blev der indrettet missionsstationer og missionsskoler. Undervisningen omfattede både kristendom og at lære at læse. Flere og flere slaver modtog undervisning,{{sfnp|Lawaetz|1981|p=170}} og mange blev døbt. Arbejdet blev organiseret således, at de kvindelige missionærer underviste kvinder og de mandlige mænd. Efterhånden fik missionærerne også skabt et kreolsk skriftsprog.{{sfnp|Lawaetz|1981|p=171}} Der blev i årene 1732-1760 døbt 1.978 slaver, heraf 1.249 på Sankt Thomas, 567 på Sankt Croix og 162 på Sankt Jan.{{sfnp|Lawaetz|1981|p=171f}} I løbet af de første 50 år blev der i alt døbt 8.833 voksne og 2.974 børn.<ref name="La 172">{{harvnbharvp|Lawaetz|1981|p=172}}.</ref>
 
Undervisningen fik også en videre betydning: Cornelius, en slave fra Sankt Thomas, lærte at læse og skrive kreolsk, hollandsk, dansk, tysk og engelsk. I 1787 skrev han til [[Ernst Schimmelmann|Schimmelmann]] og bad om lov til at købe sin datterdatter fri. Cornelius var en dygtig murermester, lærer og prædikant i brødremenigheden, og han købte sig selv, sin kone og sine børn fri for slaveri. Han hjalp med at bygge seks missionsstationer.<ref name="La 172" />
Line 524 ⟶ 525:
Efter staten havde overtaget de vestindiske øer, blev det besluttet, at der skulle udsendes lutherske missionærer. I 1756–57 blev der udsendt 10 missionærer. I begyndelsen stod de overfor lignende problemer som tidligere herrnhuterne: de måtte først lære kreolsk. De udarbejdede oversættelser af religiøs litteratur og undervisningsmateriale, som blev trykt i København i 1770, og i 1771 gik man over til at undervise på kreolsk. Takket være oversættelserne af kristen litteratur var der flere slaver i Dansk Vestindien end andre steder, som lærte at læse og skrive på deres eget sprog.<ref name="La 172" />
 
I [[1787]] blev det ved lov af [[21. december]] fastslået, at der skulle indføres offentlig skolegang i Vestindien. En instruks af 15. januar 1788 fastslog, at læsning og udenadslære skulle være hovedfag. Læren skulle være tålmodig og følge eleverne. Der skulle undervises i [[Luthers lille Katekismus]], og indholdet skulle forklares på en måde, børnene forstod.{{sfnp|Lawaetz|1981|p=174}} I 1789 var der oprettet fire offentlige skoler, nemlig en på Sankt Thomas og tre på Sankt Croix, heraf to i Christianssted og en i Frederikssted.<ref name="La 178">{{harvnbharvp|Lawaetz|1981|p=176}}.</ref> I de følgende år blev der oprettet yderligere 5 skoler.<ref name="La 178" /> Efter den engelske besættelse af øerne i 1801 og 1807-15 blev engelsk fremherskende på bekostning af kreolsk.<ref name="La 178" /> Senere, den 22. november 1834, blev der vedtaget en lov, der indeholdt en løfteparagraf om fremtidig skolegang for slavebørn,<ref name="La 178" /> og den 4. juni 1839 blev der vedtaget en ny lov, som sikrede oprettelse af landskoler: 8 på Sankt Croix, 5 på Sankt Thomas og 4 på Sankt Jan. Denne landskoleordning var enestående, da Dansk Vestindien var det eneste sted, hvor offentlig, obligatorisk skolegang for slavebørn blev indført.{{sfnp|Lawaetz|1981|p=178}}
 
=== Militær ===
Line 581 ⟶ 582:
| 1896 || 50.000 || align=right|266.000 || align=right|89.000 || align=right|405.000
|}
{{small|Kilde: {{harvnbharvp|Kornerup|1898|p=539}}. }}
 
Der fandtes omkring århundredeskiftet 5 poststeder, nemlig en postmester på Sankt Thomas, en landfoged på Sankt Jan, toldforvalterne i Christianssted og Frederikssted samt overpolitibetjenten i Kingshill på Sankt Croix.{{sfnp|Kornerup|1898|p=539}}
Line 597 ⟶ 598:
De danskvestindiske øer blev i anden halvdel af 1800-tallet ramt af en økonomisk krise, som varede ved helt frem til 1. verdenskrig. Økonomen P.P. Sveistrup angav i 1942 flere årsager til denne krise, men den vigtigste var, at sukkereksporten til Danmark blev undergravet, og samtidig svækkedes øernes betydning som transithavn. Til forståelse af tidens begivenheder tjener også, at allerede i første halvdel af 1800-tallet havde USA overtaget en førerstilling i skibsfarten på Dansk Vestindien: i årtiet 1821–1830 var USAs andel 35,4% mod 21,9% for Danmark og 20,8% for England. I årtiet 1831-1840 var USAs andel 35,1% mod 14.0% for Danmark og 17,8% for England.{{sfnp|Sveistrup|1942|p=166}}
 
Den erstatning, som den danske rigsdag i 1853 tilstod plantageejerne for deres tidligere slaver, dækkede ifølge [[Emil Elberling]] i ''Salmonsens Konversationsleksikon'' fra 1916 slet ikke det tab, som de havde lidt ved frigivelsen, og det europæiske roesukker påførte det vestindiske rørsukker en trykkende konkurrence.<ref name="Salm 802">{{harvnbharvp|Elberling|1916|p=802}}.</ref> Samtidig led Sankt Thomas under, at den tiltagende brug af [[dampskib]]e medførte formindsket trang til at anløbe havnen.<ref name="Salm 802" />
 
=== Tidlige forsøg på salg ===
Line 762 ⟶ 763:
 
== Yderligere læsning ==
* Wilcke, Julius, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w3dvi.htm "8. Dansk Vestindien"], i: Wilcke, Julius (1927), ''Kurantmønten 1726-1788'', København, s. 271–284271-284.
* Wilcke, Julius, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w4dvi1.htm "1. Dansk Vestindien"], i: Wilcke, Julius (1929), ''Specie- Kurant- og Rigsbankdaler'', København, s. 433–453433-453.
* Wilcke, Julius, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w5dvi.htm "2. Dansk-Vestindisk Mønt"], i: Wilcke, Julius (1930), ''Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914'', København (Wilcke V), s. 273–300273-300.
 
== Eksterne henvisninger ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Vestindien"