Tysk idealisme: Forskelle mellem versioner

[[Subjekt (filosofi)|Subjektet]]et forstås i tråd med Kant som fundamentalt skabende og produktivt, og er autonomt. [[Frihed]]en former virkeligheden og står dermed i en diastase, en spaltning til virkeligheden som helhed og sammenhæng. I skæringspunktet mellem forsøget på at forene virkeligheden som helhed og friheden findes bestræbelsen hos de tyske idealister: hos Fichte det ''absolutte jeg'' som fordeler sig i de enkelte individer for at fremme deres moralske udvikling, hos Schelling ''det absolutte som kommer til bevidsthed i individet'' for at menneskene skal kunne nyde den [[Æstetik|æstetiske]] [[kontemplation]] af bevidsthedens og naturens enhed – og hos Hegel den ''absolutte ånd''.