C.E. Fenger: Forskelle mellem versioner

Men det var dog navnlig en overvældende mængde fremskudte stillinger og hverv temmelig fjernt fra hans oprindelige livskald, der i det følgende tidsrum have lagt beslag på hans kæmpemæssige arbejdsevne og alsidige sagkyndighed, og som han alle røgtede med den ham egne uforstyrrelige frejdighed og resoluthed. Først og fremmest var det fremdeles politiske hverv, som optog ham. 1864 fungerede Fenger som direktør i Finansministeriet under [[ministeriet Monrad]] og sendtes under [[Freden i Wien (1864)|fredsforhandlingerne]] til Wien som finansiel kommissær. I Folketinget øvede Fenger i 2. halvdel af [[1860'erne]] en meget væsentlig indflydelse i alle finansielle spørgsmål, dels på grund af sin ubestridte sagkundskab, dels fordi han i mange af de spørgsmål, som hørte ind under hans område, stod [[Venstre]] nær. Fra 1861-[[1876]] var han atter Folketingsmand. Som sager, på hvilke han i denne periode øvede særlig stor indflydelse, kan nævnes Hærlovsrevisionen af [[6. juli]] [[1867]], loven om [[Demarkationslinjen]]s opgivelse af samme dato og Indkomstskatteloven af 1867. [[1870]]-[[1872|72]] var han for 3. gang finansminister. Hans virksomhed her satte sig dog på grund af de vanskeligere partiforhold ikke så betydelige frugter som tidligere, og da han februar 1872 kom i uoverensstemmelse med Folketinget i spørgsmålet om opkrævningen af den sidste del af den overordentlige indkomstskat, trådte han tilbage. [[1868]]-[[1873|73]] havde han sæde i [[Københavns Borgerrepræsentation]] og greb mægtig ind i hovedstadens store udvikling i dette tidsrum. End mere fremtrædende blev hans indflydelse på kommunens anliggender, da han [[1875]] blev borgmester for Magistratens 2. afdeling, altså netop for den del af den kommunale forvaltning, hvori han besad særlig autoritet (finans- og hospitalsvæsenet). Hans utrættede virkeevne skyldes det fornemmelig, at København fik indrettet offentlige slagtehuse, at særlige [[epidemihospital]]er ([[Blegdamshospitalet|Blegdams-]] og [[Øresundshospitalet]]) opførtes, at [[Sct. Hans Hospital]] modtog en betydelig udvidelse, og at den vigtige sygeplejereform på [[Kommunehospitalet]] gennemførtes. Men fuldt var han dog ikke mere i besiddelse af sin gamle kraft, sin uantastelige overlegenhed og klarhed, og ubetinget heldig var han derfor ikke i denne sin sidste magtstilling. En vis ensidig tankegang og mangel på kritik, som var påfaldende i forhold til hans øvrige evner, men som af og til havde ladet sig mærke, trådte nu mere i forgrunden. Den såkaldte "blandede afdeling" (blandet medicinsk og kirurgisk belægning af sygestuer), som han imod andre fremragende sagkyndiges bestemte protest ved sin store autoritet lige over for almenheden fik gennemført på Kommunehospitalet, viste sig alt andet end heldig og måtte annulleres af ham selv. Som formand i den vigtige kommission angående Frederiks Hospitals og [[Fødselsstiftelsen]]s flytning i [[1881]] kom han ligeledes til et resultat, der vel i øjeblikket vandt hævd ved hans endnu bevarede autoritet, men som tydelig var forfejlet. Dertil kom ved samme tid alvorlige uheld og fejltagelser i selve hans kommunale administration, og de talrige uvenner, hans determinerede og ofte hensynsløse færd i hans forskellige ledende stillinger efterhånden havde skaffet ham, faldt nu, da hans tidligere overlegne kraft begyndte at svigte, over ham og forbitrede hans dage. Yderligere bøjedes han ved tabet af sin hustru, Ida Louise Fenger Plockross, datter af lysfabrikant, [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] Nicolai Christian Plockross (hun var født 1827, blev gift 1846 og døde 12. december 1882), svagelighedstilfælde stødte til, og efter at han 1883 havde taget sin afsked fra Magistraten, døde han 21. september 1884.