Odin: Forskelle mellem versioner

I myterne blev der lagt stor vægt på hvordan Odin opnåede sine magiske evner, og hvordan han videregav dem.<ref>Schjødt (1994) pp. 170</ref> Han var derfor gerne på farten, og rejste langt mellem de forskellige verdner på jagt efter mere viden, nye magiske færdigheder eller genstande.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 29</ref> Han optrådte lig en jordisk konge, når han sad i sit højsæde [[Lidskjald]], men han var samtidig uberegnelig, fulgte udelukkende sine egne mål og kunne fremprovokere krige som det passede ham. I både myter, digte og sagaer findes der mange hentydninger til hans svigefulde karaktér.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 49-50</ref> I modsætning til Thor brugte Odin derfor også gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb.

 

 

I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, [[Slejpner]], kan løbe over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det, at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er [[Hugin og Munin]] (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, [[Gere og Freke]] (begge navne betyder grisk/grådig). Ravnene fremstår i de yngre kilder som personifikationer af hans tanke og sind, men oprindeligt knyttede de sig til Odin i deres egenskab af ådselædere.<ref>Bæksted (1996) pp. 56</ref>