Europæisk ål: Forskelle mellem versioner

Den '''europæiske ål''' (''Anguilla anguilla'')<ref>{{ITIS |ID=161128 |taxon=Anguilla anguilla |accessdate=11. marts 2006}}</ref>, også blot kaldet '''ålen''', tilhører gruppen af ålefisk ''Anguilliformes'', der kendetegnes ved en slank slangelignende form og små brystfinner. Den er én blandt 18 arter i familien ''Anguillidae''. Ålen er katadrom, det vil sige, at den udklækkes i saltvand, lever det meste af sit liv i ferskvand og vandrer tilbage til saltvand for at gyde. Normalt når voksne ål en størrelse på 60-80 cmcentimeter, men i særlige tilfælde kan de nå op til 150 cmcentimeter. Den findes i vandløbfloder, floderåer, bække og søer langs Europas og Nordafrikas kyster.

Den europæiske ål har en særpræget livscyklus. Den migrerervandrer omkring 60006.000 kmkilometer fra sine gydesteder i [[Sargassohavet]] syd for [[Bermuda]]-øerne til sine levesteder i Europa og Nordafrika. Livscyklussen har seks stadier: Æg, larver (''leptocephali''), glasål, gulål, blankål og gydeål.

'''Æggene''' klækkes, og larverne kaldes for ''Blommesæklarver'', da blommen stadig er deres næringskilde. Når blommesæklarverne selv begynder at indtage føde, går de til '''Larvestadiet'''. Larverne betegnes '''Leptocephali''', da man tidligere troede, det var en selvstændig art ved navn ''leptocephalus brevirostris''. Leptocephali er transparente (gennemskinnelige) og har form som et pileblad. Alt tyder på, at de indtager næring fra plankton, men det er ikke bevist. Larverne driver med [[Golfstrømmen]] og den [[nordatlantiske strøm]] til Europas og Nordafrikas kyster, hvor de forlader deres [[Pelagisk flora og fauna|pelagiske]] eksistens og søger op i vandløbfloder og flodermindre vandløb. Driften tager mellem 1-2 år, og i den periode når ålelarverne en længde på cirka 757,5 millimetercentimeter. HerFremme overgårved deEuropas frakyster larverforvandles larverne til '''Glasål''', der stadig er transparente, men deres pigmentering udvikles så småt. De første tegn på knoglestruktur bliver synlig. Ålene ændrer i dette stadium fødevalg til at omfatte små insektlarver og orme. Glasålen er yderst lysfølsom på grund af dens manglende pigmentering. Glasålen bliverforvandles nu til en '''Gulål'''. Den lever som gulål i 6-16 år, det vil sige det meste af livet. I det stadium lever den af insekter, orme, bløddyr og mindre fisk. Det er vigtigt for den at lagre store fedtreserver, da den, vedefter overgangat have forvandlet sig til en '''Blankål''' påbegynder rejsen mod Sargassohavet og, mister evnen til at spise og således ikke indtager føde undervejs tilbage til gydepladserne i Sargassohavet. BlankålstadietBlankål-stadiet er interessant, da ålen gennemgår markante fysiologiske ændringer. Ud over at stoppe sitmed fødeindtagat begynderæde omstiller den udviklingensig affra reproduktionlivet og evnen til at vandre frai ferskvand til rejsen i saltvand. Når fisk udsættes for et sådant skift, skal de ved hjælp af interne mekanismer afbalancere saltet i deres organisme. Det gør ålen ved osmoregulering. Det sidste stadium i den europæiske åls livscyklus er '''Gydeål'''. Det er i dette stadium, ålene når deres gydepladser i Sargassohavet. Det er ikke veldokumenteret, da vi mister sporet af ålene under deres tur til hertil.

Der er forsket intensivt i de tidlige stadier af ålens liv, men et eksakt gydested er endnu ikke bestemt. Det er på baggrund af den danske havbiolog [[Johannes Schmidt (biolog)|Johannes Schmidts]] opdagelser tidligt i 1900-tallet alment accepteret, at han kom tæt på gydestedet. Johannes Schmidt sejlede med skibet Dana i [[Atlanterhavet]] og indfangede ’’Leptocephali’’mængder af ålelarver, som blev mindre og mindre, desto længere mod vest i Atlanterhavet, han fangede dem. HanJohannes kunneSchmidt dannede sig ud fra størrelsen på larverne få en idé om, hvornår han var tæt på ålens gydested. Hans observationer førte ham til Sargassohavet. Yderligere undersøgelser har bekræftet, at det er det tætteste, vi er kommet på larver, der stadig har rester fra blommen på sig.

Tilbagegangen kan skyldes en lang række årsager: fiskeri, ødelæggelsekanalisering og blokeringopstemning af habitatervandløb, rester af insektgifte, klimaforandringer og parasitter.

Derudover er svømmeblæreparasittenSvømmeblæreparasitten ''Anguillicola crassus'' bleveter indført til Europa påførtgennem denimport europæiskeaf ål fra Japan.

}}</ref> gennem menneskelig aktivitet. ''A. crassus'', derParasitten er ufarlig for den japanske ål, ''Anguilla japonica'', mens den europæiske ål savner modstandskraft mod denne 'indslæbte' parasit, som hæmmer funktionen af den inficerede åls svømmeblære og kan resultere i massedød hos den europæiske ål<ref name=kennedy />.

I 2007 udfærdigedefremlagde [[Den Europæiske Union]] en samling regulativer, der kræver, at medlemslandene opstiller en aktiv plan for bevaring af ålen. Hovedmålet var at mindske menneskeskabte miljøpåvirkninger iaf densålens levesteder, overfiskeriog m.msætte ind over for overfiskeri. Unionen tilstræber, at opnå en migrationen bestand af ål på mindst 40 % af, hvad det estimerede antal var før populationensålens nedgangtilbagegang begyndte. AntalAntallet individeraf ål, der når fraforlader vandløbene og vandrer tilbage itil havetSargassohavet for at gyde, skal forhøjesøges. På den mådeHåbet er håbet, at stoppe den negative tendens, hvor rekrutteringenmængden af glasål er faldende som følge af, grundetat mindsketfærre blankåls-migrationblankål vender tilbage for at gyde. Danmark og EU's andre medlemslande har udarbejdet en genopretningsplan for den europæiske ål. MåletDen er1. atjuli øge2009 mængdenblev afder blankålgennemført deren søgerrække frastramninger ferskvandpå modområdet Sargassohavetinden for aterhvervsfiskeri gydeaf ål. Siden den 31. december 2012 har det bl.a. resulteret i:

* Reducering af kommercielt fiskeri.

* Begrænsning af fritidsfiskeri.

* Transport af blankål til steder, hvorfra de frit kan svømme til Sargassohavet.

Opdræt af den europæiske ål i [[akvakultur (vandlevende organismer)|akvakultur]] startede for ca.cirka 30 år siden. Ålefarmere indfanger og anvender glasål, dasom defodres afog flereopfedes grundei giver det mest effektive resultatbassiner. Næsten alle indfangede ål tager under de rigtige omstændigheder føde til sig umiddelbart efter anbringelseat være anbragt i fangenskab.

FødenDe erfodres typisk med typisk børsteorme eller torskerogn. Glasål har en høj adaptionsevne.tilpasningsevne, Detsom udnyttes til gradvist at udskiftevænne dendem primære fødekilde med kunstigt foder. Det kan væretil foderpiller med megenhøjt energienergiindhold. Glasål i akvakultur har også den fordel, at de generelt bærer færre parasitter og sygdomme end ål i mere udviklede stadier. Derudover kan deglasål leve på meget lidt plads. Der går omkring 2,5 kgkilo glasål til opdræt af 1 ton voksne gulål i den europæiske akvakultur. Et kilo glasål ersvarer mellemtil 2800 og 33002.800-3.300 individer.

I 2008 blev der fanget omkring 150 tons glasål over hele Europa, hvoraf ca.omkring 100 tons gik til akvakultur og resten til konsumeringkonsum eller genudsætning (Nielsen, 2008). Et problem for akvakulturen er, at den europæiske ål ikke gyder i fangenskab, og derfor må ål fanges til akvakultur. DaDerfor derer endnuopdrætterne ikkeafhængige eraf fundetat ægkunne frafange den europæiske ålglasål i naturen, indfanger man glasål og opdrætter dem.