Slaget om Stalingrad: Forskelle mellem versioner

For Hitler var Stalingrad blevet et prestigeanliggende, og byen skulle for enhver pris holdes - da den bar Stalins navn, havde den stor symbolsk betydning. Det skyldtes ikke mindst, at det tyske propagandaministerium, ledet af Joseph Goebbels, havde agiteret kraftigt for byens strategiske vigtighed på Østfronten og ophøjet byen til et vendepunkt i krigen mod Sovjetunionen. Efter Stalingrad ville Armegruppe SydB (primært 6. Arme og 4. Panzer Arme) blandt andet kunne assistere Armegruppe A i at søge mod den kaukasiske olie. Et råstof, der var uhyre vigtigt for Stortysklands fortsatte krigsindsats. At Goebbels trykte propaganda om den tyske 6. Armés kampe i Stalingrad skyldtes også, at han anså byen for at være en nem militær sejr. Stalingrads symbolske betydning ses tydeligt af, at Goebbels, efter at slaget om Stalingrad var forbi, proklamerede, at en totalkrigs indsatstotalkrigsindsats var det eneste middel, hvormed Tyskland kunne besejre sine fjender. Med andre ord var Goebbels, der fra begyndelsen havde lovet, at en tysk sejr i Stalingrad var uomtvistelig, nu var nødt til at skabe en endnu mere absurd og voldsom fordrejning af sandheden for at overbevise den tyske befolkning om, at sejren i sidste ende ville tilfalde Tyskland.

Hitlers beslutning om at lade Stalingrad modstå en hel vinters belejring, om nødvendigt, var blevet taget efter en kort telefonkorrespondance med [[Hermann Göring]] d. 25. november. Denne forsikrede Hitler om, at [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] var i stand til at opretholde de nødvendige forsyninger til den nu indesluttede 6. Armé, der havde brug for en daglig forsyningstilførsel på ca. 700 ton om dagen. Chefen for den 4. tyske luftflåde, von Richthofen, anså det for muligt at levere 350 ton forsyninger om dagen. [[Hermann Göring]] meddelte derimod Hitler, at der kunne leveres 500 ton. Et bud, der senere skulle vise sig yderst optimistisk. Baggrunden for Görings vurdering var baseret på særdeles vellykkede transporter af fornødenheder til 90.000 indelukkede tyske soldater i [[Demjanskkedlen]] fra januar til juni 1942.

Luftbroen blev en total fiasko. Gennemsnittet af tilførte forsyninger for de 70 dage var 89,3 ton pr. dag. Den ringe mængde forsyningstilførsel, kombineret med den hårde russiske vinter, betød kummerlige forhold for 6. Armé, samt kulde- og sultedøden for mange tyske soldater.