Forskel mellem versioner af "Slaget ved Poitiers"

318 bytes fjernet ,  for 11 måneder siden
sprogret
(erstatter forkortelsen "ss." med den mere almindelige "s.")
(sprogret)
 
}}
{{harflertydig3|Slaget ved Poitiers i 732|Slaget ved Poitiers (1356)}}
'''Slaget ved Poitiers''' ([[10. oktober]] [[732]]) eller ('''Slaget ved Tours''' og på [[Arabisk (sprog)|arabisk]]: بلاط الشهداء (Balâṭ al-Shuhadâ’) ''Martyrernes vej for troen''<ref>Henry Coppée skriver, "Det samme navn blev givet til slaget Toulouse [Poitiers] og til mange andre slag hvor muslimerne blev besejret: de var altid troens martyrer" (Coppée, 1881/2002, s. 13.)</ref> blev udkæmpet mellem byerne [[Tours]] og [[Poitiers]] i det mellemste [[Frankrig]] (stedet eret uviststed<ref name=autogenerated2>Schoenfeld, 2001, s. 366.</ref>). Slaget stod mellem [[Frankerne|frankiske]] og [[Burgundere|burgundiske]]<ref>Bachrach, 2001, s. 276.</ref><ref>Fouracre, 2002, s. 87 som citerer ''[[Vita Eucherii]]'', ed. W. Levison, ''Monumenta Germaniæ Historica, Scriptores Rerum Merovingicarum'' VII, s. 46–53, kap. 8, s. 49–50; ''Gesta Episcoporum Autissiodorensium'', uddrag ed. G. Waitz, ''[[Monumenta Germaniae Historica]], Scriptores'' XIII, s. 394–400, kap. 27, s. 394.</ref> styrker under [[Austrasien]]s [[Major domus|rigshovmester]] [[Karl Martell]] og en massiv [[Ummayyaderne|ummayyadisk]] muslimsk invasionshær under [[emir]]en af [[al-Andalus]], [[Abdul Rahman Al Ghafiqi]] (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne frankere og deres allierede den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet ''Martellus'' ("Hammeren"), måske med [[Judas Makkabæeren]] i tankernedet ("Hammeren" fra detmellemste [[Makkabæiske oprørFrankrig]])<ref name=autogenerated3>Riche, 1993, s. 44.</ref><ref>Hanson, 2001, s. 143.</ref>
Slaget stod mellem [[Frankerne|frankiske]] og [[Burgundere|burgundiske]]<ref>Bachrach, 2001, s. 276.</ref><ref>Fouracre, 2002, s. 87 som citerer ''[[Vita Eucherii]]'', ed. W. Levison, ''Monumenta Germaniæ Historica, Scriptores Rerum Merovingicarum'' VII, s. 46–53, kap. 8, s. 49–50; ''Gesta Episcoporum Autissiodorensium'', uddrag ed. G. Waitz, ''[[Monumenta Germaniae Historica]], Scriptores'' XIII, s. 394–400, kap. 27, s. 394.</ref> styrker under [[Austrasien]]s [[Major domus|rigshovmester]] [[Karl Martell]] og en massiv [[Ummayyaderne|ummayyadisk]] muslimsk invasionshær under [[emir]]en af [[al-Andalus]], [[Abdul Rahman Al Ghafiqi]] (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet ''Martellus'' ("Hammeren"), måske med [[Judas Makkabæeren]] i tankerne ("Hammeren" fra det [[Makkabæiske oprør]])<ref name=autogenerated3>Riche, 1993, s. 44.</ref><ref>Hanson, 2001, s. 143.</ref>
 
Slaget standsede [[islam]]s fremrykning fra den [[Den Iberiske Halvø]] mod nord i [[Vesteuropa]]. Mange historikere som [[Edward Gibbon|Gibbon]] regner slaget for et vendepunkt i verdenshistorien, da det markerede afslutningen på den [[islamiske ekspansion]] i Vesteuropa,<ref>Hanson, 2001, s. 166.</ref><ref>"Der blev ikke nogle efterfølgende muslimske invasioner af frankisk territorier, og Karls sejr har ofte været anset som afgørende for verdenshistorien, eftersom det beskyttede Vesteuropa mod muslimske erobringer og islamisering" – [http://wwwa.britannica.com/eb/article-9060566 wwwa.britannica.com]</ref> og bevarede [[kristendom]]men som den dominerende trosretning i [[Europa]] i en periode, hvor islam ellers erobrede resterne af de [[Romerriget|romerske]] og [[Persien|persiske]] riger. Den tyske historiker [[Leopold von Ranke]] bemærkede, at "Poitiers var et vendepunkt i en af verdenshistoriens vigtigste epoker",<ref name=Ranke>Ranke, Leopold Von. "History of the Reformation," vol. 1, 5</ref> mens Gibbon endda så ham som kristendommens frelser. Samtidigt så han kimen til det [[Karolingerne|karolingiske rige]] og det næste århundredes frankiske dominans i Europa grundlagt med sejren. "Opbyggelsen af frankisk magt i Vesteuropa formede kontinentets skæbne og Slaget ved Tours underbyggede denne magt."<ref>Davis, 1999, s. 106.</ref>
 
== Sted ==
Til trods for slagets vigtighed er valpladsens nøjagtige placering ukendt. Samtidige vestlige og muslimske kilder er enigeenes om visse detaljer, mens der er uoverensstemmelse om andreandet. De fleste historikere antager, at de to hære mødtes, hvor floderne [[Clain]] og [[Vienne]] mødes mellem [[Tours]] og [[Poitiers]].
 
== Baggrund ==
* Det frankiske rige var den førende militære magt i Vesteuropa. Det bestod af størstedelen af [[Tyskland]] og [[Holland|Nederlandene]] og dele af det nuværende [[Frankrig]]: ([[Austrasien]], [[Neustrien]] og [[Burgund]]). [[Frankerriget]] var begyndt at fremstå som den egentlige arvtager til det [[Vestromerske rige]], mens det kæmpede om overherredømme mod horder af [[germansk (sprog)|germansktalende]] stammer langs grænserne som de vilde [[sakser]]e. Der var også interne stridigheder med fyrst [[Odo af Akvitanien|Odo den store af Akvitanien]].
 
: De frankiske styrker under Karl Martell bestod hovedsageligt af tungt [[infanteri]] og udgjorde mellem 15.000 og 75.000 mand, sandsynligvis nærmest det mindste tal. Karl Martell havde forberedt sig på dette slag i et årti og utrætteligt hærdet sit infanteri til at stå fast mod muslimernes frygtede tunge [[kavaleri]]. Frankerne havde ikke [[stigbøjle]]r, og kunne ikke modstå tungt kavaleri. I stedet trænede Karl sit infanteri året rundt i at kæmpe i den [[Oldtidens Grækenland|antikke græske]] formation [[falanks]]en, hvormed et disciplineret og tætpakket infanteri kunne modstå tungt kavaleri. Da muslimerne mødte Karl Martell i 732, var hans infanteri allerede en styrke af erfarne og krigsvante veteraner, hvoraf nogle havde fulgt ham helt tilbage fra [[717]]. Historikeren [[Paul K. Davis]] skriver, at kernen i Martells hær var professionelt infanteri, som både var særdeles motiveret og disciplineret efter at have fulgt Martell i utalligetalrige militærkampagner[[kampagne]]r over det meste Europa. Derudover brugte Martell lokale [[milits]]enheder til at udspejde og genere fjenden.<ref name=Davis>Davis, Paul K. (1999) s. 105</ref>
 
[[Fil:Age of Caliphs.png|thumb|C. 720. Kort over den islamiske ekspansion fra mellemøsten til den iberiske halvø (helt til Narbonne)]]
* Invasionen af [[Hispania]] og derpå [[Gallien]] blev udført af [[Ummayyaderne|Det umayyadiske islamiske kalifat]], der hidtil var den førende militærmagt. Ummayyaderne havde allerede erobret store dele af Nordafrika og [[Persien]], hvorved de herskede over et imperium, der bestod af mange forskellige folkeslag, og som strakte sig fra den iberiske halvø i vest til [[Pakistan]] i øst. Styrker ledet af [[Tariq ibn-Ziyad]] krydsede [[Gibraltar]] og oprettede et islamisk styre på den iberiske halvø, samtidig med at andre muslimske styrker førte krig i Pakistan 6.500&nbsp;km mod øst. Før Ummayaderneummayaderne mødte frankerne, havde de allerede besejret tidens to mægtigste militærmagter: [[Sassaniderne]], som blev fuldstændigfuldstændigt absorberet og det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske rige]], som måtte afstå [[Syrien]], [[Armenien]] og Nordafrika. [[Leo III (keiser)|kejser Leo]] formåede dog at forsvare [[Anatolien]] ved [[Slaget ved Akroinon]] i [[739]] under Ummayyadernesummayyadernes sidste felttog.<ref>Eggenberger, 1985, s. 3.</ref>
 
: De muslimske styrker under Abdul Rahman Al Ghafiqi bestod mest af [[berbere|berberisk]] let kavaleri, mens resten var tungt arabisk kavaleri. Styrken bestod af mellem 60.000 og 200.000 ryttere, sandsynligvis nærmest det laveste antal. Op til slaget var den muslimske styrke opdelt i mindre strejfgrupper, som skulle plyndre forskellige rige og vigtige frankiske centre. Hele den muslimske hær var ifølge arabiske beretninger samlet før slaget. Seks dage inden slaget tilkaldte Abdul Rahman alle de tropperdem, som var på plyndringstogter. Begge hære var altså på fuld styrke på den syvende dag, hvor slaget begyndte.
 
=== Styrkeforhold ===
 
=== Tab ===
Tabene er ukendte ligesom antallet af styrker. Middelalderlige lærde mente, at Martells tab lå på omkring 1.500 mand, mens muslimerne skulle have lidt tab på op til 375.000 mand. Disse tal er sandsynligvis upålidelige, ikke mindst taget i betragtning af, at ''[[Liber Pontificalis]]'' (Pavernes Bog) angav nøjagtigt de samme tabstal ved Odos tidligere sejr i [[Slaget ved Toulouse]] (721). Allerede [[Benediktinerordenen|Benediktinermunken]] [[Paulus Diaconus]] bemærker i ''[[Historia gentis Langobardorum|Langobardernes historie]]'' fra omkring 785, at disse tabstal fra ''Liber pontificalis'' også blev benyttet i forbindelse med Odos sejr ved Toulouse omend han fejlagtigt hævdede, at Martell kæmpede sammen med Odo. Senere kilder formentlig "influeret af [[Fredegars krøniker]] tilskrev udelukkende de samme [[Saracener|saracenske]] tabstal til Martell og Slaget ved Poitiers."<ref>Fouracre, 2000, s. 85 efter citat af U. Nonn: "Das Bild Karl Martells in Mittelalterliche Quellen", in Jarnut, Nonn and Richeter (udg.), ''Karl Martel in Seiner Zeit'', s. 9–21, og s. 11–12.</ref> ''[[Vita Pardulfi]]'' fra midten af det 8. århundrede bemærker, at Abdul Rahmans styrker efter slaget hærgede og plyndrede sig vej gennem [[Limousin]] på vejen tilbage til Al-Andalus. Det antyder, at de ikke blev tilintetgjort i samme omfang som forestillet i ''Fortsættelsen af Fredegars krøniker''.<ref>Fouracre, 2000, s. 88.</ref>
 
== Optakt ==
[[Fil:Frankrig 732.PNG|right|thumb|300px|Den formodede slagmark mellem Poitiers og Tours er markeret med rødt. [[Septimanien]] er området, der strækker sig langs Middelhavskysten fra grænsen til Spanien til [[Arles]] i nord (markeret i grønt), og [[Aquitanien]] er området i Sydvestfrankrig fra Spanien op langs Atlanterhavskysten (markeret i brunt).]]
 
De muslimske [[maurer]]e under [[al-Andalus|Andalusiens]] hersker og general [[Al-Samh ibn Malik]] havde i kølvandet på erobringen af den Iberiske halvø kastet deres øjne på [[Septimania]], som lå nord for [[Pyrenæerne]], og som de forholdsvis ubesværet fik løbet over ende omkring [[719]]. Hvorefter de opslog hovedkvarter i havnebyen [[Narbonne]], som de kaldte for ”Arbūna” og gav byens hovedsagelig [[arianisme|arianskeariansk]], kristne indbyggere milde betingelser. MedFra Narbonne udbredte maurerne deres magt derfra og undertvang byerne [[Alet-les-Bains|Alet]], [[Béziers]], [[Agde]], [[Lodève]], [[Maguelonne]], og [[Nîmes]], som stadig var kontrolleret af deres vestgotiske hertuger<ref>[[Saudi-Arabien]]s historiske område i [[Aramco]], {{kilde www|url=http://www.saudiaramcoworld.com/issue/199302/the.arabs.in.occitania.htm|titel="The Arabs in Occitania."|besøgsdato=2006-06-15}}</ref>
 
Det muslimske indtog i [[Aquitaine]] blev stoppet, da muslimerne led et stort nederlag ved [[Toulouse]] i [[721]], hvor Odo overraskede [[Al-Samh ibn Malik]]s styrker og dræbte Al-Samh ibn Malik. Men det satte ikke en stopper for de [[Araber (person)|arabiske]] plyndringstogter, som med udgangspunkt i en sikker base i Narbonne i 720’erne slog til i nordøstlig retning, og i [[725]] nåede de så langt som byen [[Autun]] i [[Burgund]].
Efter trusler både i syd (arabere) og nord (frankerne), allierede Odo sig i 730 med [[Uthman ibn Naissa]], af frankerne også kaldt ”Munuza”, som var den berberiske emir i det senere [[Catalonien]]. For at besegle alliancen fik Uthman Odos datter ''Lampade'' til ægte, og arabernes plyndringstogter over [[Pyrenæerne]], Odos sydlige grænse, stoppede.<ref>[http://www.saudiaramcoworld.com/issue/199302/the.arabs.in.occitania.htm ''The Arabs in Occitania'']</ref>
 
Men året efter gjorde Uthman oprør mod guvernøren af [[al-Andalus]], Abdul Rahman. Rahmna knuste hurtigt oprøret og vendte sin opmærksomhed mod oprørenes tidligere allierede: Odo. Rahmna havde samlet en kæmpe styrke af arabisk tungt kavaleri, berbisk let kavaleri og andre tropper fra imperiets vidtstrakte provinser i et forsøg på at erobre Europa nord for Pyrenæerne. Ifølge en ubekendt araber, "Gik hæren gennem alle steder som en ødelæggende storm". Hertug Odo samlede sin hær ved [[Bordeaux (by)|Bordeaux]], men blev besejret ved floden [[Garonne]] og Bordeaux blev plyndret. Nedslagtningen af kristne ved Garonne var grusom. [[Isidorus Pacensis]] skriver at: "solus Deus numerum morientium vel pereuntium recognoscat" ("Gud alene ved antallet af døde, ja dræbte"). De muslimske ryttere lagde så den del af Gallien øde. Deres egne beretninger fortæller, at "Trofaste trængte gennem bjergene, trampede over ujævn og jævn grund, plyndrede så langt ind i landet som til frankerne og slog alle med sværd så meget, at da Odo kom til kamp med dem ved floden Garonne, flygtede han”. Og efter at have ødelagt Odos styrker, plyndret og lagt syden øde, vendte de muslimske hære sig mod nord, hvor de forfulgte den flygtende Odo, mens de plyndrede og ødelagde alt på deres vej.
 
=== Odos appel til frankerne ===
Odo bad frankerne om hjælp, en hjælp som Karl Martell kun gav, efter at Odo var gået med til at underkaste sig frankisk overherredømme. Karl havde forberedt sig på denne konfrontation med muslimerne et tiår i forvejen, og han var overbevist om, at hvis han lod dem besætte Aquitanien, ville hele det vestlige [[Europa]] falde med det. Derimod ser det ikke ud til, at muslimerne før Poitiers var opmærksomme på frankernes styrke eller generelt var særligt agtpågivende med hensyn til de germanske folks magt. Muslimerne havde tilsyneladende ikke spejdet mod nord, før de krydsede Pyrenæerne, eftersom de var uvidende om og uforberedte på Karl Martell og hans stigende magt over store dele af Europa helt fra [[717]].
 
=== Fremstød mod floden Loire ===
I 732 fortsatte den arabiske styrke nordovermod nord mod floden [[Loire (flod)|Loire]], mens forsyningstrosset[[tros]]set og en stor del af hæren blev liggende. Invasionsstyrkerne nedkæmpede al modstand i den sydlige del af Gallien, og da de ikke mødte organiseret modstand, delte de sig op i flere lettere plyndringsenhederenheder, som plyndrede og ødelagde, mens hovedstyrken bevægede sigkom bagefter. Sandsynligvis var den muslimske invasion lagt så sent på året (oktober), fordi de invaderende hære var nødsagetnødt til at leve af det, de kunne fouragere[[fourage]]re og plyndre fra landet, og derfor måtte vente til høsten var i hus.
 
Den militære forklaring på, at Odo blev besejret så let ved [[Bordeaux (by)|Bordeaux]] i 732 efter at have vundet tidligere i 721 – er enkel: I slaget ved [[Toulouse]] formåede han at gennemføre et overraskelsesangreb mod en selvsikker og uforberedt fjende, som havde rettet alle de defensive stillinger indad. Det arabiske kavaleri fik aldrig en chance for at mobilisere og møde ham i åbent slag. Odo formåede at lave en yderst effektiv omringningsmanøvre, der kom fuldstændig bag på det muslimske kavaleri, som blev nedslagtet i kaos og panik. Elleve år senere ved Bordeaux og ved Garonne var det arabiske kavaleri velforberedt. Det arabiske kavaleri havde tid til at mobilisere før slaget, og det resulterede i, at næsten alle blev dræbt i Odos hær blev dræbt, mens muslimerne led minimale tab. Odo flygtede mod nord. Odos ryttere manglede (som alle europæiske styrker på denne tid) [[stigbøjle]]r og havde derfor ikke [[kavaleri]] med [[rustning]]er. Næsten hele hans styrke bestod af [[infanteri]]. Muslimernes tunge kavaleri brød det kristne infanteris linjer i deres første angreb. Da infanteriets linjer var brudt, kunne muslimerne slagte de kristne efter behag.
 
Invasionsstyrken fortsatte med at ødelægge det sydlige Gallien og forberedte en fuldstændig erobring. En af de største plyndringsstyrker rykkede frem mod Tours med rigdommene i [[Sankt Morten|Sankt Morten af Tours]] klosteret. Det var den betydeligste kristne helligdom i Vesteuropa.<ref name=autogenerated3 /> Da [[Major Domus|rigshofmester]] i Austrasien, Karl Martell, hørte det, samlede han en hær på mellem 15.000 og 75.000 veteraner og marcherede mod syd. Han undgik de gamle romerske veje i håb om at komme uset og overraske muslimerne. Da han havde planlagt at bruge en [[falanks]]formation, var det afgørende for ham at komme i en position, hvor det var ham, der kunne vælge slagmarken og begrænse fjendens rytteres overlegne mobilitet. Hans plan var at finde en skrånende skovklædt slette, opstille sine soldater i formation og vente på, at muslimerne kom til ham. Det forudsatte, at muslimerne ikke angreb ham, før han var rede.
== Slaget ==
=== Forberedelse og manøvrer ===
Efter at have besejret Odo blev de muslimske styrker ifølge alle beretninger fuldstændig overrasket over at finde en anden stor hær, der spærrede deres videre færd mod Tours, og som stod opmarcheret og rede til kamp. Karl Martell havde til fulde opnået den overraskelseseffekt, han havde håbet på. Han valgte at indtageindtog en defensiv, falankslignende formation. Ifølge de arabiske kilder i form som en stor firkant, med træer og en stigning, der kunne bryde et kavaleriangreb.
 
I syv dage stod de to hære og så på hinanden, kun afbrudt af mindre træfninger. Abdul Rahman havde tilkaldt plyndringstropperne, og muslimerne ventede nu på, at de alle var tilbage og hæren på fuld styrke. Men selv efter at de var fuldtallige, var de stadigvækstadig urolige. Ingen dygtig general, og det var Abdul Rahman, kan lide at lade sin modstander vælge tid og sted for et slag, og Martell havde gjort begge dele. Det var også svært for muslimerne at vurdere Karl Martells styrker, eftersom Martell brugte træer og skove til at få sine styrker til at syne større. Abdul Rahman ventede på, at hans egen hær var fuldtallig. Ventetiden gav imidlertid også Karl Martell tid til at samle endnu flere af sine veterantropperveteraner og mobilisere lokale militsenheder, som dog viste sig at være næsten ubrugelige til andet end at fouragere og chikanere fjenden.
 
Martell satsede alt på, at Rahman til slut ville føle sig nødsaget til at udkæmpe slaget for at kunne komme videre og plyndre Tours. Ingen af dem ønskede at angribe. Frankerne var med ulve- og bjørneskind klædt godt på til kulden og havde fordel af terrænet. Araberne var ikke så godt forberedt på den intense kulde, og de ønskede ikke at angribe det, de troede var en talmæssig overlegen frankisk hær. Araberne ønskede, at frankerne skulle komme ud i åbent land, hvor de var mere sårbare over for det arabiske kavaleri, mens frankerne i deres tætte formationer ønskede, at araberne skulle komme op over højdedraget og ind blandt træerne, som ville fjerne en stor del af kavaleriets fordel. Det blev et spil, som Martell vandt. Kampene startede på syvendedagen, fordi Rahman ikke ønskede at udsætte slaget i det uendelige med vinteren lige om hjørnet.
 
=== Kampen ===
Rahman stolede stadig på sit kavaleriets taktiske overlegenhed, lange [[lanse]]r og [[sværd]], og fik det til at angribe gentagne gange. Men denne dag blev muslimernes kavaleri ikke udslagsgivende, som det havde været i så mange tidligere slag.
 
I et af de sjældne tilfælde, hvor [[middelalderen]]s infanteri stod fast over for koncentreret kavaleriangreb, holdt de disciplinerede frankiske soldater stand mod de arabiske angreb på trods af, at det arabiske kavaleri flere gange brød igennem til det indre af den frankiske firkant. En arabisk kronikør fortæller: "De muslimske ryttere angreb frygtløst og ofte fremover mod bataljonen af frankere, som modstod med mandsmod, og mange faldt døde om på begge sider."<ref>[http://www.fordham.edu/halsall/source/arab-poitiers732.html Uidentificeret arabisk kronikør: Slaget ved Poitiers, 743. Efter citat af Creasy]</ref> Men til trods for arabernes voldsomme angreb brød frankerne linjer ikke sammen. De mange år med daglig træning finansieret af kirkemidler havde givet Karl Martell akkurat det, han ønskede sig, og hans krigsvante veteraner havde klaret det, alle på den tid troede var umuligt: at modstå et voldsomt, arabisk kavaleriangreb.
 
=== Slaget vender ===
Men det kunne være endt helt anderledes for frankerne, hvis de muslimske styrker var forblevet under kontrol. Både vestlige og muslimske beretninger er enige i, at slaget blev hårdt, og at det muslimske tunge kavaleri brød igennem frankernes falanks.
 
Muslimerne, som brød ind i firkanten, forsøgte at dræbe Martell, men hans hirdmænd omringede ham og lod ikke araberne trænge igennem. Frankiske beretninger hævder, at mens slaget bølgede frem og tilbage, fløj der pludselig et rygte gennem den arabiske hær om, at frankiske spejdere truede det plyndringsbyttebytte, de havde taget i [[Bordeaux (by)|Bordeaux]]. Nu afbrød store dele af de muslimske styrker kampen for at vende tilbage til deres lejr og sikre deres byttebyttet. Ifølge muslimske beretninger havde Karl sendt frankiske spejdere ud midt på kampens anden dag (frankiske kilde beretter, at slaget kun varede én dag), hvorefter de begyndte at plyndre muslimernes lejr, forsyningstros, inklusive slaver taget i Frankrig og andet bytte. Karl havde sendt spejdere ud for at skabe kaos i muslimernes lejr og befri så mange slaver som muligt i håbet om, at fjenden ville trække bort fra slaget. Det lykkedes ud over al forventning. I kampens hede forekom det resten af den muslimske hær som et tilbagetog og fik den til at gå i panik og flygte fra slagmarken. Det blev hurtigt en generel retræte. Mens Abdul Rahman forsøgte at genoprette orden blandt sine flygtende mænd, blev han omringet af frankere og dræbt. Der var nu ikke nogen til at stoppe et totalt muslimsk tilbagetog, og alle muslimer vendte tilbage til deres lejr. "Alle flygtede forfulgt af deres fjender.”, skrev en arabisk historiker. Men i stedet for at sætte efter de flygtende fjender genoptog frankerne deres falankspositioner og hvilede dér natten over i den tro, at slaget ville fortsætte ved daggry næste morgen.
 
=== Næste dag ===
Da muslimerne ikke kom frem til kamp, frygtede frankerne et baghold. Karl troede først, at muslimerne forsøgte at lokke ham ned fra højden og ud i åbent land, en situation han for enhver pris ville undgå. Først efter at frankiske soldater havde udført en omfattende rekognoscering af fjendens lejr, opdagede de, at lejren var blevet forladt i hast i løbet af natten. Efterladende alt, der ikke kunne bæres i hænderne, havde de muslimske styrker sat kursen tilbage mod den Iberiske halvø med det bytte, som var tilbage og som hurtigt kunne transporteres.
 
I arabiske krøniker står, at efter Abdul Rahmans død kunne de forskellige generaler fra de forskellige dele af kalifatet, berbere, arabere, [[persien|persere]] m.fl., ikke enes om en ny øverste leder til at føre dem i kamp. Kun Abdul Rahman havde en ''[[fatwa]]'' fra [[kalif]]en og dermed absolut autoritet over de troende soldater. Muslimerne kunne muligvis stadig have besejret frankerne, hvis de havde kunnet enes om én til at lede demleder, men de mange forskellige nationaliteter og etniciteter fra hele det vidtstrakte [[kalifat]] umuliggjordegjorde det umulig at finde en afløser for Abdul Rahman.
 
=== Samtidige beretninger ===
Den ''Mozarabiske krønike fra 754'' skrevet af en ukendt, andalusisk forfatter "beskriver slaget i flere detaljer end nogen anden latinsk eller arabisk kilde".<ref>Watson, 1993.</ref> Krønikerne skriver om slaget, at,
{{quote|Under forfølgelsen af Odo besluttede Abd ar-Rahman sig for at lægge Tours øde ved at ødelægge dets paladser og nedbrænde dets kirker. Dér mødte han konsulen af Austrasien ved navn Karl, en mand, der fra sin ungdom havde bevist sin værd som kriger og var ekspert på militære områder, og som Odo nu havde tilkaldt. Efter at hver side havde plaget den anden med angreb i næsten syv dage, gjorde de sig endelig rede til kamp og kæmpede voldsomt. Menneskene fra nord forblev urokkelige som en mur, de holdt sammen som en gletsjer fra deres kolde egne. På et øjeblik tilintetgjorde de araberne med sværd. Menneskene fra Austrasien, som havde flere soldater og var formidabelt bevæbnede, dræbte kongen, Abd ar-Rahman, da de fandt ham, med et slag over brystet. Men pludselig, mens de havde arabernes utallige telte i syne, satte frankerne foragteligt deres sværd i skederne og udsatte slaget til den næste dag, eftersom det var blevet nat, mens slaget stod på. Ved solopgang så europæerne arabernes telte arrangeret, som de havde stået dagen før. Da de ikke vidste, at de var tomme og tænkte, at inde i dem sad saracenerne rede til kamp, sendte de mænd for at udforske og opdagede, at alle ishmaelitske tropper havde forladt stedet. I løbet af natten var de i tætte formationer flygtet tilbage til deres eget land.|Den ''Mozarabiske krønike fra 754''<ref>[http://www.fordham.edu/halsall/source/732tours.html Arabere, frankere og slaget ved Tours, 732: Tre beretninger]</ref>}}
 
''Fortsættelsen af [[Fredegars krøniker]]''<ref>''Fortsættelsen af Fredegars krøniker'' baserer sig på ''Liber Historiae Francorum'' indtil år 721, hvor denne stopper. Derefter blev krøniken efter ordre af Karl Martells halvbror, hertug [[Childebrand]], fortsat til år 751, hvorefter Childebrands søn [[Nibelung]] sørgede for at krøniken blev fortsat til år 768, hvor den slutter (Fouracre, 2000, s. 7).</ref> giver en stiliseret gengivelse af slaget:
 
{{quote|Fyrst Karl opstillede modigt sine mænd i kamporden mod dem [araberne], og krigerne stormede frem imod dem. Med Kristi hjælp væltede han deres telte og skyndte sig til slag for at søndermale dem i slagteriet. Da kongen Abdirama blev dræbt, tilintetgjorde han [dem], drivende hæren frem, kæmpede og vandt han. Således triumferede sejrherren over sine fjender.|''Fortsættelsen af Fredegars krøniker''}}
Anonym bruger