Johann Wolfgang von Goethe: Forskelle mellem versioner

Digtningen, nu i frirytmiskefrie formerrytmer, forblev hans passion og afspejler den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen ''[[Die Leiden des jungen Werthers]]'' (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Den fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men nu udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og forbudt i flere lande.

I [[1786]] forlod han det snævertsynede Weimar og rejste til [[Italien]]. Dette skift medførte en slags menneskelig befrielse og en stærkere stilistisk betoning af det [[plastiske]] og det [[objektive]] foruden af det erotiske: i Rom havde han i en alder af 37 sin første dokumenterede seksuelle oplevelse; partnerens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes i breve hjem og artikler i '''''[[Italienische Reise]]''''' (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i ''Römische Elegien'' (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med [[Christiane Vulpius]] (se nedenfor).

Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge pige [[Christiane Vulpius]], med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af, at hun ved resolut at modstå nogle invaderende franske soldater, nok havde reddet hans liv.

Goethe var kun i ringe grad i pagt med det [[19. århundrede]]s tendenser, idet han afviste såvel de [[national]]e som de [[liberal]]e strømninger, samt [[romantikken]] som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil fik et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske ''Sturm und Drang''- år til den harmoniske [[klassicisme]] og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket, dramaet''[[Faust]]''. Fra 1823 blev ''[[Johann Eckermann]]'' Goethes privatsekretær, og han opmuntrede Goethe til at færdiggøre fortsættelsen af ''Faust'': '''''[[Faust II]]'''''. Et aldersværkandet eralderdomsværk ligeledeser "[[WahlvervandtschaftenWahlverwandtschaften]]" (Valgslægtskaber), der faktisk gik ind foromtaler [[kollektiv-tanken]]er, som dermedaltså ikke blotblev varopfundet en boformaf [[hippie]]rne opfandt.

Eckermann og Goethe havde mange personlige samtaler med Goethe, som blev skrevet ned og udgivet i ''[[Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens]]'' (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.