Charles-Louis de Secondat Montesquieu: Forskelle mellem versioner

Charles Montesquieu blev født på Château de la Brède ved [[Bordeaux]] i det sydvestlige [[Frankrig]]. Hans fader, Jacques de Secondat, var en soldat med adelige aner. Hans moder, Marie Françoise de Pesnel, døde, da Charles var blot syv år gammel. Hun havde arvet en stor pengesum, som medførte, at familien opnåede baronrang i la Brèdeformue.

Charles-Louis de Secondat giftede sig med den [[Protestantisme|protestantiske]] Jeanne de Lartigue efter endt studium ved [[Collège de Juilly]]. Som 26-årigHan fik Charles en anseelig medgift ved giftermålet. Året efter arvede han en formue efter onklens død, samtog titlerne ''Baron de Montesquieu'' og ''Prèsident à Mortier'' i Parlamentet i [[Bordeaux (by)|Bordeaux]]. På denne tid havde [[England]] erklæret sig selvsom et [[konstitutionelt monarki]]. Dette skete efter [[Glorious Revolution|The glorious revolution]] (1686–89) og efter Unionen i 1707, dahvor foreningen af [[Skotland]] og England havde ført til dannelsen af [[Storbritannien]]. Kong [[Ludvig 14. af Frankrig]] døde i [[1715]] og blev afløst af den fem år gamle [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig 15]]. Disse nationale omvæltninger fik stor indflydelse på Montesquieu og bliver nævnt flere gange i hans værker.

I de britiske kolonier i Amerika blev Montesquieu højt anset som en forkæmper for britisk frihed men ikke af amerikansk selvstændighed. Ifølge den politiske forsker [[Donald Lutz]] blev Montesquieu citeret oftere af de amerikanske grundlæggere end nogen anden kilde, dog- med undtagelse af [[Bibelen]]. Hans værker havde fortsat stor indflydelse på mange af de amerikanske grundlæggere efter den amerikanske selvstændighed, især [[James Madison]] fra [[Virginia]], kendt som "Grundlovens fader". Montesquieus filosofi om at "regeringsmagten bør fungere således, at ingen behøver at frygte hinanden" var en påmindelse for Madison og flere andre om, at et tydelig defineret og balanceret skel mellem de ledende magter var nødvendignødvendigt for at danne et frit og stabilt grundlag for den nye regeringsmagt.

Montesquieu rejste rundt i [[Europa]] i flere år, blandt andet til [[Østrig]] og [[Ungarn]] ved siden af sin virksomhed som forfatter af flere værker om samfundet og politik. Han tilbragte et år i [[Italien]] og 18 måneder i England, før han slog sig ned i Frankrig igen.

Han gjorde sig i [[1721]] for første gang internationalt bemærket med en velskrevet satire over samtidens franske samfund, ''Lettres persanes''. Han offentliggjorde i [[1734]] sit første statsteoretiske arbejde, ''Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence''. I det opfølgende værk, ''L'Esprit des Lois'' (''Lovens ånd'') fra [[1748]], drøfter han uligeforskellige politiske systemer og analyserer lovværketlovene som et socialt fænomen. Han præsenterer her det, han i eftertiden nok er mest kendt for, nemlig [[magtadskillelse]]sprincippet. På baggrund af sine studier af engelsk historie og filosofi hævdede Montesquieu at kunne finde belæg for at hævde, at politisk magt må være delt mellem tre frit stående institutioner: en lovgivende, en udøvende og en dømmende. Dette værk, som også fremhæver teorier om [[menneskerettigheder]], har siden haft en betydelig indflydelse på vestlig politisk tænkning og konstitutionel praksis. Montesquieus tanker blev en vigtig inspiration ved udformningen af grundlovene til blandt andrei [[USA]], [[Frankrig]], Danmark og [[Norge]]. Hans næste værk, ''Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence'' fra 1734, bliver af nogennogle forskere betragtet som en overgang fra ''Lettres persanes'' til hans mesterværk. ''De l’Esprit des Lois'' blev udgivet med anonym forfatteranonymt i 1748 og fik hurtigt stor indflydelse. Værket mødte modstand fra både tilhængere og modstandere af regimet i Frankrig. I 1751 forbød den katolske kirke flere af Montesquieus værker, ogsåsom ''l’Esprit'', og inkluderedesatte sidstnævntedet ipå indekset over forbudte bøger. Værket modtog derimod megen ros fra resten af Europa og især fra Storbritannien.

Af de tanker og analyser, som Montesquieu fremstiller i det omfattende arbejde ''L’esprit des lois'', fremhæves især tre teser: hans klimalære, magtdelingsprincippet og hans opfattelse af forskellige statsformer. Hans berømmelse og betydning til trods var hans filosofi ikke original men har lånt og sammenført tanker, som andre allerede havde givet udtryk for. Klimalæren indebar på sin tid et skridt mod en relativisering af [[retsfilosofi]]en, men mange bærende tanker var normative snarere end deskriptive og tillige moraliserende.

=== Om ulige statsformer ===

Den ledende tanke i ''L’esprit des lois'' er, at samfundsindretningerne ([[Lov (jura)|lovene]] og samfundets institutioner) ikke bør bedømmes efter en universelt gældendeuniversel målestok, som den da rådenerådende anskuelse gjorde gældende, men efter hvorvidt de gav menneskene, som levede i samfundet, [[retfærdighed]] og [[frihed]]. Han opstillede derfor ikke noget almengyldigt forfatningsideal men anerkendte [[republik]]ansk, [[demokrati]]sk eller [[aristokrati]]sk, og [[monarki]]sk som berettigede alt efter de uligeforskellige forhold. Hvad han fordømte, var alene [[despoti]] og [[anarki]], som begge indebar lovløshed. Modsat fx Rousseau anerkendte han dog, at [[retfærdighed]] var uberoendeuafhængigt af samfundet og derfor kunne bedømmes videnskabeligt af en kritisk indstillet person.

Med sin skildring af de to republikanske statsformer regnede han egentlig kun med [[fortiden]]s [[stadsrepublik]]ker (Hellas, Rom) og troede ikke, at de var mulige at gennemføre i moderne storstater, men hvad, han sagde, om [[dyd]]en (som han definerede som en uselvisk medborgerindstilling) som den uomgængelige forudsætning for et vellykket udfald af den demokratiske statsform, har tidløs gyldighed. Det idealiserede billede, han gav af antikkens demokratiske [[republik]]ker skulle få følger, som han ikke havde anet. I strid med hele hans opfattelse gjordes den til et almengyldigt ideal, og som sådan inspirerede den nemligtil siden den [[Franske revolution]]s antikinspirerede [[republikanisme]].

Hvad Montesquieu mente med monarki var nærmest Frankrig før [[Ludvig 1. af Frankrig|Ludvig 14.s]] [[centralisering]] og [[nivellering|nivellerende]] [[despotisme]]: en [[stat]], hvor monarken visselig er kilden til al [[magt]] men i sin magtudøvelse begrænses af visse [[grundlov]]e og af aristokratisk formidlede [[korporation]]er (''pouvoirs intermédiaires'') såsom [[adel]], [[hierarki]] og en uafhængig dommerstand, som overvågede lovens hellighed (det franske parlament). Fundamental blev dermed hans inddeling af samfundsklasser: han anerkendte tre samfundsklasser i sin samtids Frankrig,: for hvilke han udmøntedei udtrykket ''[[trias politica]]'': monarkiet, aristokratiet og almenheden.

Ved sin bedømmelse af styrelsesformens egnethed opstillede han folkenes ulige [[levevilkår]], deres [[geografi]]ske og [[økonomi]]ske forhold, deres størrelse, skikke, [[religion]], [[historie]] og så videre,osv. og det var netop denne relativitet, som han anså kom til udtryk i ''Lovenes Ånd'', om end relativismen ikke var fuldstændig, og. medMed hensyn til magtdelingen er han tvært imod [[normativ]]. Hans analyse af klimavilkårene, fremlagt i bog XIV, er senere blevet kendt som klimalæren, en teori, som han ikke var ene ophavsmand til, men som han videreudviklede og spredte.

Under denne hører Montesquieus opfattelse af typekaraktererkarakterer hos verdens folk, hvilke han mente var opståede og korresponderede med det [[klima]], som folkene stammede fra. Mennesker i varme lande, mente han, var styrede af deres [[lyst]]er og [[antipati]]er, var ærekære og dovne samt krævede lov og orden i højere grad end folk i nord. Mennesker i nord var kraftigere, mere fremturende eller djærve, højmodige men tilgivende samt uvillige til at nyde og skabe skønhed, i nord nød man uden nøjeregning påsmålighed det, som blev tilbudt. Mennesker i nord havde ikke lige så udviklede love og dømte efter hvad, øjet så. Europæere, som bosatte sig i [[Indien]], ville med tiden miste deres europæiske træk, alt på grund af klimaet.

Med denne teori fik han indflydelse på senere tiders [[racebiologi]] derved, at han dels opstillede folketypologier, dels indledte et [[metodologi]]sk vendepunkt i [[humanvidenskab]]erne, som der efter i højere grad skulle underkaste sig [[lægevidenskab|medicinsk videnskab]], [[biologi]] og [[etnologi]].<ref>

Den højeste form af statsliv anså han være [[frihed]], hvormed han mente, at [[individ]]ernes sikkerhed var betrygget ved, at de ikke kunne tvinges til andet, end, hvad loven påbød, eller forhindres fra at gøre, hvad loven tillod. Hertil fordredes, anså han, at magt begrænses af magt, thi "det er en evig erfaring, at enhver magtindehaver fristes att misbruge sin [[myndighed (person)|myndighed]] og går, til han møder grænser". Findes en sådan begrænsning nægtede han ikke, at friheden kunne forekomme i republikker, men nærmest anså han den for at høre hjemme i monarkiet, hvis natur er at på denne måde blive "modereret".