Artillerigranat: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Spidse projektilere: typo |
m tre kildehenvisninger |
||
Linje 1:
[[Fil:M107 Shell.JPEG|thumb|[[M107 (projektil)|M107]] – en moderne 155 mm højeksplosiv granat.]]
'''Artillerigranater''' er kort sagt det, [[kanon (våben)|kanoner]] skyder med. Førhen var ordet granat forbeholdt projektiler, der kunne eksplodere og sprede sprængstykker. Navnet granat menes at henvise til ligheden med et [[granatæble]], der indeholder mange frø, og som gennemskåret kan ligne en hul jernkugle fyldt med grovkornet krudt. Eksplosive granater blev benyttet som [[håndgranat]]er, og kunne let fremstilles af f.eks. keramik. Senere kom ordet også til at betegne eksplosive projektiler, og senere igen al slags ammunition affyret fra kanoner. Ordene kanonkugle, granat og projektil har skiftet betydning flere gange gennem historien, og de dækker heller ikke nødvendigvis det samme på andre sprog.
Line 28 ⟶ 27:
===Bagladekanoner===
[[Fil:Early breech loaders.jpg|thumb|Tidlige bagladekanoner fra 1400 og 1500-tallet udstillet på militærmuseet i Stockholm.]]
De tidligst kendte kanoner var forladekanoner, men der blev hurtigt udviklet bagladekanoner, ''kammerstykker'', hvor drivladningen var anbragt i et ''kammers'' af jern med en hank, ikke ulig et drikkekrus. Kammerset kunne anbringes i et leje bag løbet, og blev derpå holdt fast af en kile. Ladningen i kammeret kunne antændes ved et fænghul, hvorpå kilen og det tomme kammer fjernedes, og et andet kammer sattes i. Skudhastigheden kunne altså været ganske høj, men med datidens teknologi var det ikke muligt at fremstille en tæt forbindelse mellem kammer og løb. Kraften i skuddet var derfor ringe
===Forladekanoner===
Derfor opgav man bagladekanonerne. I stedet indførte man drivladningen gennem kanonens munding. Drivladningen, sortkrudt, var normalt indsyet i en pose af stof, en ''kardus''. Derved var på forhånd afmålt den nøjagtige mængde krudt, ladningen kunne nemt transporteres og ladningen af kanonen kunne ske hurtigere. Desuden beskyttede stoffet til en vis grad mod utilsigtet antændelse fra evt. tilbageværende gløder i løbet (man svabrede løbet først). Kardusen blev skubbet ned i løbet med en ladestok. En forladning i form af en skive halm blev derpå drevet ned. Den ville forhindre krudtgasserne i at blæse forbi kanonkuglen, der jo ikke kunne slutte alt for tæt til løbet. Derpå fulgte kanonkuglen og evt. endnu en forladning, der skulle holde kuglen på plads, hvis løbet kom til at pege nedad.
Man udviklede ret sent den metode at fastgøre en kanonkugle på en kardus med f.eks. jernbånd<ref>{{cite book |title=Guns |last=Pope |first=Dudley |authorlink= |coauthors= |year=1969 |publisher=Spring Books |location= |isbn= |pages=238-239 |url= |accessdate=}}</ref>. Dette forøgede yderlige hastigheden hvormed en kanon kunne lades.
===Forladekanoner med riffelgange===
Line 41 ⟶ 40:
Da man fik udviklet en pålidelig og effektiv tætning ved et aftageligt bundstykke, vendte man efterhånden tilbage til bagladekanoner. Bundstykket var enten udformet som en art kile, eller der var tale om en stor skue med udfræsede sektorer. Når bundstykket sattes på plads (det var hængslet) og blev drejet, greb rillerne i bundstykket ind i de tilsvarende riller i løbet, og en tæt og sikker fastgørelse var opnået.
Det gjorde det muligt at anvende granater med føringsbælter, dvs. en eller flere ringe af blødt metal (bly eller kobber) rundt om granatens omkreds. Disse føringsbælter blev presset ind i riffelgangene, når skuddet gik, og sikrede en meget tæt pasning og et meget præcist skud. Efterhånden som riffelgangene blev slidt, blev skuddene mere og mere upræcise. En stor marinekanon kunne slides ned efter mindre end 300 skud<ref>{{cite book |title=Atlantvolden i Nordjylland, bind 1 |last=Andersen |first=Jens |authorlink= |coauthors= |year=2018 |publisher=Museum Thy |location= |isbn=978-87-88945-66-9 |pages=66-67 |url= |accessdate=}}</ref>.
==Patronkanoner og karduskanoner==
|