Andreas Rosenpalm: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m infoboks
 
Linje 45:
 
== I Den store nordiske krig ==
Under denne krig viste Rosenpalm sig som en flink skibschef, var derfor yndet af [[Ulrik Christian Gyldenløve, greve af Samsø|Ulrik Christian Gyldenløve]] og blev meget benyttet; han var deltager i [[Slaget i Køge Bugt|slaget]] i [[Køge Bugt]] [[1710]] og i Gyldenløves kamp under [[Rygen]] [[1712]] mod [[Hans Wachtmeister af Johannishus|Hans Wachtmeister]]. [[1713]]-[[1716|16]] var han, med en kort afbrydelse, som næstkommanderende i [[Christen Thomesen Sehested (søofficer)|Christen Thomesen Sehesteds]] eskadre ved [[Stralsund]] og gjorde ligeledes her god fyldest under ret vanskelige forhold. [[1717]] var han først ved hovedflåden i [[Østersøen]], hvor den – forenet med en engelsk eskadre – dog intet udrettede; men allerede i juli forlod han denne post for at overtage kommandoen over eskadren i [[Norge]] og [[Kattegat]], efter at [[Peter Wessel Tordenskiold|Tordenskiold]] – som en følge af sit overilede og mislykkede angreb på [[Gøteborg]] ([[Ny Elfsborg]]) og [[Strømstad]] – var bleven afsat og hjemkaldt.
 
I en vis forstand betegner dette år (1717) et vendepunkt i Rosenpalms liv, idet man herefter får et andet og mere ufordelagtigt billede af ham end under hans tidligere virksomhed. I Søetaten herskede netop på den tid en dårlig tone, klikevæsen og personlige interessespørgsmål florerede, og det er da mere end sandsynligt, at Rosenpalm også – alt efter som han steg højere på embedsstigen – er blevet draget dybere ind i dette uvæsen, så meget mere som han vides at have været ærgerrig; blandt egenskaber, der ligeledes i årenes løb udviklede sig stærkt hos ham, kunne også nævnes magelighed og tilbøjelighed til vellevned. Rosenpalms ærgerrighed satte sig [[1732]] et tydeligt spor, i det han dette år fik [[Ulrik Kaas]] intrigeret ud af Marinen, fordi han – ikke med urette – i denne dygtige officer vejrede en farlig medbejler.
Linje 52:
 
== Administrativt virke ==
I fredsperioden efter [[1720]] blev Rosenpalm først udnævnt til chef for Søkadetkompagniet, i hvilken stilling han forblev til 1727; dog var det nærmest kun af navn, thi allerede [[1722]] rejste han til Norge for der at ordne indrulleringsvæsenet, med hvilket forehavende han både var virksom og heldig. Efter at Rosenpalm 1727 var blevet ældste medlem af [[Admiralitetskollegiet|Admiralitetet]], træder hans virksomhed i Marinen ind i et afgjort uheldigt spor. Under den fortjenstfulde grev [[Frederik Danneskiold-Samsøe]]s administration af flåden modvirkede han denne på mange måder, fx ved anlægget af [[Gammel Dok|Dokken]]; det lykkedes dog først Rosenpalm efter [[Christian 6.|Christian VI's]] død at få greven styrtet i november [[1746]], navnlig ved at love [[Frederik 5.|Frederik V]] store besparelser i Søetatens administration. Resultatet blev dog kun dårligt, Rosenpalm var hverken administrativt anlagt eller begavet med den for en øverstkommanderende nødvendige fasthed. Marinen forfaldt mere og mere, og besparelserne blev der intet af. Da Rosenpalm engang over for kongen slog på, at denne havde lovet ham [[generaladmiral-løjtnant]]s værdighed, fik han til svar: ''"De lovede mig Besparelser, men har ikke holdt Ord; jeg maa da ogsaa have Lov at glemme mine Løfter"''. Fra 1746 til sin død sad han som 1. militærdeputeret i det kombinerede [[Admiralitets- og Generalkommissariatskollegiet|Admiralitets- og Generalkommissariatskollegium]]. Efter admiral [[Frants Petersen Trojel]]s død ([[1731]]) blev han [[Patron (beskytter)|patron]] for [[Holmens Kirke]], [[1739]] [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]] og var desuden dekoreret med ordenen de [[l'union parfaite]]. Han døde 18. januar 1754.
 
Rosenpalm blev [[26. marts]] [[1710]] gift med Sophie Amalie Benzon (død 1769), datter af [[justitsråd]] Hans Benzon til [[stamhuset Skærsø]] (død 1704) og Kirstine Glud (død 1724). Efter faderen ejede Rosenpalm Brorupgård ved [[Slagelse]].