Julian (kejser): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Baggrund: Wikilink
m →‎Oprøret forstærkes: "Constants" og "Konstants" om hinanden, det må staves konsekvent.
Linje 110:
 
=== Oprøret forstærkes ===
Den næste handling, der forstærkerforstærkede oprøret, ervar et falskfalskt [[rygte]], om at Julian ervar blevet snigmyrdet. Efter at han af soldaterne er blevetvar udråbt til Augustus, er derfulgte en stilstand, hvor Julian stadig befinderbefandt sig på landstedet, omgivet af de mange højtstående officerer, som ConstantsKonstants havde sendt til ham, plus en anseelig garde, der stadig ervar tro mod ConstantsKonstants. Da rygtet brederbredte sig i soldaterlejren, at Julian ervar blevet snigmyrdet, samlessamlede de sig igen om Julian, og denne gang med fjendtlige tilråb mod Konstants' mænd. Julian forhindrerforhindrede soldaterne i at slå dem ihjel men de bliver under alle omstændigheder fanget og sendt tilbage til ConstantsKonstants, dette beretter Ammianus<ref>Ammianus, 21, 4</ref>.
 
På dette punkt ervar Julians brev til gengæld mere udførligt. Hvor det hos Ammianus bare er et falsk rygte og et udtryk for soldaternes pirrelige humør, skriver Julian, at ConstantsKonstants' mænd rent faktisk havde fjendtlige hensigter:
{{citat|Siden der nu var den største forvirring i paladset[[palads]]et, troede Konstants' venner, at de ville gribe chancen til at udklække et [[sammensværgelse|komplot]] imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne. De forventede, at det ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne, eller snarere, at de ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer, som tilhørte den garde, der befalede over min kones [[eskorte]], opdagede, at dette var i gang medved at blive udført, rapporterede han det først til mig, og. bagefterBagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og ligsom en der var besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og de stormede alle til paladset med [[våben]] i hånd.|Julian, s. 285}}.
Julian påstårpåstod, at der rent faktisk var et komplot imod ham,; men ved at væreforholde sig passiv, fik han soldaterne til at gribe ind uden selv at fremstå, som den, der styrede begivenhederne, selv om udenhan tvivlhar vidsteværet hvadklar han gjorde i denneover situationsituationen. Julian havde igennemgennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører; han vidste nok hvad der skulle til for at få soldaterne til at kæmpe for sin sag.
 
Ammianus skriver, at Julian samlersamlede alle sine tropper og holderholdt en tale for dem, hvori han endelig officielt acceptereraccepterede kejsertitlen. Ammianus skriverbeskriver her en tale, der på mange punkter har lighedsammenfaldt med argumenterne i Julians brev til Athen,; dog davar talen errettet til soldaterne medog fokusset fra deres synsynsvinkel. Samtidig tingene, men han fremhæverfremhævede den dårligedet behandlinguretfærdige hani, har fået afat Konstants og Konstants tagentog æren for Julians sejre i Gallien, og endelig løftebruddet over for soldaterne .<ref>Ammianus, 21, 5</ref>. IgenTalen er det værd at huske, at denne taledog sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus. Og at den mere ersom et udtryk for, hvad han mener, Julian ville have sagt i pågældendetænkte tilfældesig, end hvad Julian ville have sagt i situationen.
{{citat|Siden der nu var den største forvirring i paladset, troede Konstants venner at de ville gribe chancen til at udklække et komplot imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne. De forventede, at det ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne, eller snarere at de ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer, som tilhørte den garde, der befalede over min kones eskorte opdagede, at dette var i gang med at blive udført, rapporterede han det først til mig, og bagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og lig en der var besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og de stormede alle til paladset med våben i hånd.|Julian, s. 285}}.
Julian påstår, at der rent faktisk var et komplot imod ham, men ved at være passiv fik han soldaterne til at gribe ind uden selv at fremstå, som den der styrede begivenhederne, selv om uden tvivl vidste hvad han gjorde i denne situation. Julian havde igennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører; han vidste nok hvad der skulle til for at få soldaterne til at kæmpe for sin sag.
 
Ammianus skriver, at Julian samler alle sine tropper og holder en tale for dem, hvori han endelig officielt accepterer kejsertitlen. Ammianus skriver her en tale, der på mange punkter har lighed med argumenterne i Julians brev til Athen, dog da talen er til soldaterne med fokus på deres syn på tingene, men han fremhæver den dårlige behandling han har fået af Konstants og Konstants tagen æren for Julians sejre i Gallien og endelig løftebruddet over for soldaterne <ref>Ammianus, 21, 5</ref>. Igen er det værd at huske, at denne tale sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus. Og at den mere er et udtryk for, hvad han mener, Julian ville have sagt i pågældende tilfælde, end hvad Julian ville have sagt i situationen.
 
== Regeringstiden ==