Kyoto-aftalen: Forskelle mellem versioner

Kyoto-protokollen omfatter defineret "fleksible mekanismer" som emissionshandel, Clean Development Mechanism og Joint Implementation, der tillader UNFCCC-lande til at opfylde deres forpligtelser ved at købe emissionsreduktioner fra andre steder, gennem finansielle udvekslinger, f.eks. projekter, som mindsker emissioner i ikke-UNFCCC-lande, fra andre UNFCCC-lande eller fra UNFCCC-lande med overskydende kvoter. I praksis betyder dette, at ikke-UNFCCC-økonomier ingen restriktioner har, men har økonomiske incitamenter til at udvikle reduktioner af drivhusgasemissioner ved at at modtage ''"Carbon Credits"'', som dernæst kan sælges til UNFCCC-købere, og derved fremme bæredygtig udvikling. <ref>Only CDM Executive Board-accredited Certified Emission Reductions (CER) can be bought and sold in this manner. Under the aegis of the UN, Kyoto established this [[Bonn|Bonn-based]] Clean Development Mechanism Executive Board to assess and approve projects ("CDM Projects") in Non-Annex I economies prior to awarding CERs. (A similar scheme called "[[Joint Implementation]]" or "JI" applies in transitional economies mainly covering the [[Post-Soviet States|former Soviet Union]] and [[Østeuropa|Eastern Europe]]).</ref> Dertil kommer, at de fleksible mekanismer tillader UNFCCC-lande lande med effektive, lave DHG-emitterende industrier, og høje gældende miljøstandarder at købe kulstoftilgodehavender på verdensmarkedet i stedet for at reducere udledningen af drivhusgasser på hjemmemarkedet. UNFCCC-lande vil typisk ønske at erhverve ''Carbon Credits'' så billigt som muligt, mens ikke-UNFCCC-lande ønsker at maksimere værdien af kulstoftilgodehavender genereret fra deres hjemlige Greenhouse Gas Projects.