Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Steenth (diskussion | bidrag) m →Jagten på en museumssporvej: fix link |
Mere om begyndelsen, fremtidsudsigter i 1990 |
||
Linje 12:
=== Begyndelsen ===
[[File:KS 437 at Sporvejsmuseet 01.jpg|thumb|Overtagelsen af sporvognen KS 437 i 1965 blev starten på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.]]
Foreningen bag Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, [[Sporvejshistorisk Selskab]] (SHS), blev stiftet på et møde i [[København]] 8. februar 1965.<ref>Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 8.</ref> På det tidspunkt var
I indbydelsen til det stiftende møde blev der lagt op til, at foreningens aktiviteter blandt andet skulle omfatte udflugter med københavnske sporvejslinjer og til sporveje i andre byer. Der skulle udgives et medlemsblad, og der skulle samarbejdes med beslægtede foreninger i ind- og udland. Som fjerde punkt ud af fem omtaltes desuden bevaring af sporvognstyper, som sporvejene ikke selv ville bevare.<ref name="25 år">''Sporvejshistorisk Selskab 25 år'' af Mikael Lund. BYtrafik 1/1990, s. 6-12.</ref> Københavns Sporveje havde dog allerede en lang tradition for bevaring, så man regnede ikke umiddelbart med, at det også ville blive aktuelt for Sporvejshistorisk Selskab. I stedet forestillede man sig, at medlemmerne kunne hygge sig, mindes og bytte billeder.<ref>Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 59-60.</ref> Ved det stiftende møde kom det imidlertid frem, at KS 437 fra 1918 var den sidste gamle motorvogn med tværsæder udover KS 430, som Københavns Sporveje havde udtaget som museumsvogn. Der var stemning for at bevare vognen, og dermed var grunden til foreningens med tiden store vognpark lagt.<ref>Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 60.</ref>
På et af de første bestyrelsesmøder blev man dog klar over, at Københavns Sporvejes bevaringspolitik ikke var så repræsentativ, når der gjaldt busserne. Som første vogn besluttede man derfor at anskaffe den netop udrangerede KS 630 fra 1952, som var af en type, Københavns Sporveje ikke selv havde valgt at bevare. Den var en kombineret en- og tomandsbetjent bus, hvilket ville sige at den både kunne køres af en chaufør alene og sammen med en konduktør. Bussen fik imidlertid lov at stå udendørs ved Valby Garage, hvor den kort efter blev udsat for hærværk og tyveri. Efter få måneder blev den derfor afhændet med tab.<ref name="Palsbo 60">Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 60-61.</ref><ref>Mikael Lund i Carstensen m.fl., s. 7-8.</ref><ref>''Københavns Sporvejes busser 1919-74'' af Henrik Lynder. Sporvejshistorisk Selskab, 2014. S 124-129. ISBN 978-87-91109-24-9</ref>
I mellemtiden var der dog kommet gang i forhandlinger med Københavns Sporveje om køb af KS 437. Imidlertid stod to andre serier af gamle motorvogne også foran udrangering, og der ønskedes et eksemplar af hver. Københavns Sporveje tilbød at man kunne købe en vogn for 2.000 kr. eller tre for 5.000 kr. Med et lån fra et medlem blev det muligt at købe tre. Udover KS 437 var det KS 327 fra 1912 og KS 361 fra 1915.<ref>Palsbo og Søegaard (1990), s. 60-61, 76.</ref> I modsætning til KS 437 har de to sidstnævnte langsæder, der var det mest almindelige for de gamle københavnske motorvogne. Udadtil kan de tværsædede og langsædede vogne kendes fra hinanden på en forskellig vinduesinddeling.<ref>Thinggaard (1998), s. 44-48, 50-51.</ref><ref name="Christensen 2008 3">Christensen og Krog (2008), s. 3.</ref>▼
▲I mellemtiden var der dog kommet gang i forhandlinger med Københavns Sporveje om køb af KS 437. Imidlertid stod to andre serier af gamle motorvogne også foran udrangering, og der ønskedes et eksemplar af hver. Københavns Sporveje tilbød at man kunne købe en vogn for 2.000 kr. eller tre for 5.000 kr. Med et lån fra et medlem blev det muligt at købe tre. Udover KS 437 var det KS 327 fra 1912 og KS 361 fra 1915.<ref>Palsbo og Søegaard (1990), s. 60-61, 76.</ref> I modsætning til KS 437 har de to sidstnævnte langsæder,
De overtagne sporvogne blev til at begynde med placeret i Blegdamsvej Remise i 1965. Remisen var nedlagt som driftsremise men blev stadig benyttet som depot af Københavns Sporveje. I 1966 blev vognene flyttet til [[Svanemøllehallen|Svanemøllen Remise]], hvor man fik mulighed for at arbejde på dem. Som den første restaureredes KS 437, så den kom til at se ud som i 1938, hvor de gamle københavnske motorvogne fik afviserlys men stadig havde stafferinger.<ref name="Svanemøllen 1">''Sporvejshistorisk Selskab i Svanemøllen Remise 1. del'' af Svend Christensen. BYtrafik 4/2012, s. 165-170.</ref> Arbejdet med den krævede dog næsten to års fritidsarbejde, da de aktive medlemmer først skulle lære, hvordan man bar sig ad.<ref>''Arbejdet i Svanemøllen'', BYtrafik 1/1971, s. 6.</ref>
Line 169 ⟶ 171:
=== Fremtidsplaner i 1990 ===
[[File:Busudstillingshallen - NESA 31.jpg|thumb|Kørsel med trolleybusser som NESA 31 er en gammel drøm.]]
Ved Sporvejshistorisk Selskabs 25 års jubilæum i 1990 blev der udgivet en jubilæumsbog, hvor man udover at beskrive foreningens historie og status også gjorde sig nogle tanker om fremtiden. På Sporvejsmuseet kunne man glæde sig over, at man havde to strækninger, en remise, ti sporvogne godkendte til drift og et lignende antal køreklare vogne. Men samtidig måtte det også erkendes, at der var grænser for, hvad man kunne opnå med begrænsede økonomiske midler og frivillig arbejdskraft. Nogle medarbejdere spøgte med, at der ville gå over hundrede år, inden alle vogne var blevet restaureret. Det var dog formentligt lavt sat, for på det tidspunkt var der kun foretaget få egentlige restaureringsarbejder, mens resten måtte betegnes som almindelig vedligeholdelse.<ref>Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 68-69.</ref>
I 1990 udgav Sporvejshistorisk Selskabs bestyrelse et debatoplæg til medarbejderne på Sporvejsmuseet med tanker om fremtiden. Offentlige tilskud og afvikling af lån havde efterhånden forbedret økonomien så meget, at man kunne begynde at se på udviklingsmuligheder udover den igangværende udbygning af normalsporsstrækningen. Det lå fast at strækningen umiddelbart skulle ende ved Eilers Eg i Højbjerg Skov. Men derudover nævntes at der kunne fortsættes videre ad tracéen fra den Sjællandske Midtbane men dog næppe længere end til den tidligere Oldgård Station. Metersporsstrækningen tænkte man udvidet med en bro over Skjoldenæsvej og med vendesløjfer i begge ender. Der foresloges også en separat strækning til hestesporvogne fra museet til Skjoldenæsholms avlsgård. Trolleybusser kunne køre ad skovveje fra Eilers Eg til restauranten Kudskehuset eller Skeevej, fra museet til Kudskehuset eller fra Skjoldenæsvej til Jystrup. Det ville dog have givet problemer med henholdsvis dårlige skovveje og køreledninger over offentlige veje. Busser kunne køre ad de samme strækninger, til [[Hvalsø Station]] eller rundt om Valsølille Sø.<ref name="Christensen 34">Christensen og Hørsted, s. 34-35.</ref>▼
For medarbejdernes vedkommende kunne nogle også godt blive bekymrede for en voksende gennemsnitsalder. Men der kom dog nye, unge til, som ikke havde oplevet sporvognene i byerne. De kunne så til gengæld nyde tilfredsstillesen ved frivilligt arbejde. En spørgsmål var dog, om man skulle åbne op for lønnede medarbejdere, sådan som nogle beslægtede foretagender havde. Det ville for eksempel gøre det muligt at holde museet udenfor weekender og ferier, så for eksempel skoleklasser kunne komme på besøg. Det ville dog kræve en holdningsændring i Sporvejshistorisk Selskab. Desuden ville det kræve mere offentlig støtte, end det man fik på det tidspunkt, og det var der ikke udsigt til at få.<ref>Søren Palsbo i Palsbo og Søegaard (1990), s. 74-75.</ref>
▲I december 1990 udgav Sporvejshistorisk Selskabs bestyrelse et debatoplæg til medarbejderne på Sporvejsmuseet med tanker om fremtiden.
Der ønskedes også et par ekstra bygninger, da den reducerede størrelse på Sporvejsmuseets første remise havde som nævnt hurtigt ført til pladsmangel. Med den daværende vognpark var der imidlertid brug for plads til yderligere ca. 19 vogne. Det var derfor tanken at anlægge en mindre depotremise, hvor indkørslen til Remise 3 senere kom. Hvis der kom flere vogne til, skulle remisen kunne forlænges. Desuden blev det foreslået at opføre en værkstedsbygning, enten hvor Skjoldenæsholm Golfcenter nu har træningscenter, eller hvor Valby Gamle Remise senere blev anlagt.<ref name="Christensen 34" />
| |||