Constitutio Valdemariana: Forskelle mellem versioner

:»således at ingen (egtl. "én og samme") er herre over begge« (dvs. Danmark og Sønderjylland).

Dette betød, at Sønderjylland for fremtiden ''hverken'' skulle høre under riget ''eller'' under kronen, og at det ''eneste mulige'' lensforhold, det kunne indtage, var til kongen personlig, altså et lignende som fyrsterne i [[Mecklenburg]] og [[Pommern]] indtog<ref>de holstenske grever stod i intim forbindelse med disse fyrster, hvorfor deres stilling var greverne velbekendte</ref>.

Denne grev Christians såkaldte "revers" blev formentlig straks overleveret hertug Adolf, der havde foranlediget dens udstedelse, og må snart efter være blevet henlagt i det slesvig-holstenske råds arkiv (det senere såkaldte Ridderskabs Arkiv).

Det er omtvistet hvilket forhold, der stårbestår mellem ConstitutionConstitutio Valdemariana og den begivenhed, der fulgte to måneder efter Valdemars hyldning på Viborg ting [[7. juni]] [[1326]], nemlig den unge konges forlening til grev Gert af Sønderjylland ([[15. august]]). Lensbrevet fik en særlig højtidelig karakter, da det bevidnes af 7 nordtyske fyrster og 8 danske bisper, 6 danske stormænd, åbenbart rigsråder, samt "adskillige andre troværdige klerke og lægmænd"; ydermere blev det den følgende dag tiltrådt "på (dane-)hoffets vegne" af 30—40 adelige. Heri forlenede Valdemar sin morbroder og dennes lovlige arvinger med "hele" hertugdømmet Jylland efter lensretten som fanelen, uden at der dog tales om nogen krigstjeneste af lenet, og det eneste, kongen forbeholder sig, er »''jus superioris dominii seu inpheudationis''«, dvs. overherredømme som lensherre, men hverken »''corona''« eller »''regnum''«, krone eller rige. Det syneskunne somse om,ud til at rigsrådets og danehoffets medvirken synes overflødige, hvisdersom Sønderjylland virkelig allerede i forvejen var løsnet både fra rige og krone. På den anden side taler brevets form, der stemmer godt overens med Lybsk lensret, og som helt undgår de danske begreber "riget" og "kronen", for, at man har at gøre med en forlening af samme art, som de tidligere kendte af danske konger fraaf nordtyske Nordtysklandområder.

Allerede [[1329]] måtte [[Valdemar 3.|Valdemar Eriksøn]] opgive sin kongetrone og nøjes med igen at tiltræde sin gamle stilling som hertug. Ingen bestemmelse ved denne lejlighed var bekendt om, hvorledes hertugstillingen skulle opfattes. Selv om hertugens politiske holdning i de følgende år var skiftende, endte det dog med, at både han og efter hans død (i [[1364]]) hans søn, hertug Henrik, deltog i de danske [[danehof]]fer, hvilket viser, at ''Sønderjylland nu af dem anerkendtes som liggende under både kronen og riget''. I 1374 betegnede ydermere hertug Henrik [[Valdemar Atterdag]] som sin "naturlige arveherre". Disse kendsgerninger taler for, at ''Constitutio Valdemariana'' var ubrugelig som politisk våben allerede længe før [[kejserprocessen]] i [[1424]], hvor den da heller ikke blev fremlagt. Sandsynligheden taler for, at bestemmelsen kan have været gyldig ved sin opståen, men — mere eller mindre hurtigt derefter — havehavde mistet sin gyldighed.