Nadver: Forskelle mellem versioner

 

== Historie ==

I aposteltiden kendte man to typer gudstjeneste – det offentlige møde med skriftlæsning, [[prædiken]], [[bøn]] og sang, og det private møde med nadver. I den tidlige kirke blev disse forenet til én gudstjeneste med to afdelinger, sådan at de udøbte og "de bodfærdige" (= de, der var under kirketugt) gik, inden nadvertjenesten begyndte. Nadveren blev adskilt fra kærlighedsmåltidet, som efterhånden bortfaldt eller blev afløst af menighedens fattigpleje. Gradvis begyndte man at opfatte nadver (og [[dåb]]) som hemmelighedsfulde handlinger, i lighed med de hedenske [[mysteriereligion|mysterier]], hvis hellighed forbød, at man udførte eller omtalte dem, når andre end "de indviede" var til stede. Jo mere [[mystik]], der samlede sig om nadver (og dåb), jo større blev præsternes anseelse. De fremtrådte som formidlere mellem Gud og mennesker, og efterhånden fik nadveren karakter af et [[Ofring|offer]] – først et '''takoffer''', da menigheden selv medbragte brød og vin – og senere, da nadveren ikke mere var noget måltid, som en gudstjenstlig handling og et '''sonoffer''', som præsten bragte Gud som en [[symbol]]sk gentagelse af Jesu offer. [[Cyprian]] skrev, at "''den præst står i sandhed i Kristi sted, som efterligner, hvad Kristus har gjort, og han frembærer i menigheden et sandt og fuldt offer til Gud Fader.''" [[Gregor den Store]] opfattede nadveren som en ublodig gentagelse af ofret, men af samme virkning. Efterhånden blev præstens indvielse af brød og vin gudstjenestens højdepunkt. Nadveren blev et sakramente, en hemmelighedsfuld gave og et [[pant]] på [[opstandelse]]n. [[Irenæus]] tolkede brødet og vinen bogstaveligt som Kristi kød og blod, mens [[Origenes]] og [[Augustin]] mente, at der er tale om en åndelig kraftmeddelelse.<ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 92), forlaget Haase, København 1973</ref>

 

 

[[Fil:Juan de Juanes 002.jpg|thumb|Kristus med nadversbrødet, som Juan de Joanes tænkte sig ham.]]

== Nadverforståelse ==

Den [[teologi]]ske forståelse af nadveren varierer mellem [[kirke (trosretning)|kirkerne]]. De teologiske forskelle bunder i forskellige opfattelser af selve det [[sakramental]]e. I den [[romersk-katolske kirke]] og den [[ortodokse kirke]] opfatter man det således, brødet og vinen forvandles til [[Kristus|Kristi]] legeme og blod (forvandlingen kaldes [[transsubstantiation]] i den romersk-katolske kirke), og at nadveren (også kaldet ''kommunionen'' eller ''eucharistien'') er et offermåltid, hvori Kristi offerdød anskueliggøres på ublodig vis og er virkelig til stede. [[Calvinisme|Calvinister]] ([[Reformerte kirke|Den Reformerte Kirke]]) og de fleste [[frikirke]]r og [[anglikaner]]e mener, at nadveren blot er et måltid til minde om Kristus, og at Kristus ikke faktisk er til stede ([[Ulrich Zwingli]]: "''Brødet og vinen '''betyder''' Kristi legeme og blod''"). Ind imellem ligger det klassiske [[luthersk]]e synspunkt, som siger, at brødet og vinen godt nok ikke forvandles, men at Kristi legeme og blod alligevel er til stede "i, med og under" brødet og vinen også kaldet konsubstationslæren. Lutheranere betragter ikke nadveren som et offermåltid.