Frederik Moltke: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
m bot: ændre tekst i Skabelon:Forældet til parameter 'hentet fra'; kosmetiske ændringer
Linje 1:
{{forældet|hentet fra = dbl1}}
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
{{harflertydig}}
{{Infoboks Wikidata person
Linje 39:
Kun et par uger efter, at Ewald var død, blev Moltke, som [[1780]] havde fået [[kammerherre]]nøglen, udnævnt til sit første embede; han blev [[2. april]] [[1781]] [[amtmand]] i [[Bratsberg]] Amt i [[Norge]], og i 14 lykkelige år var hans liv knyttet til dette land.
 
Fra Bratsberg Amt forflyttedes han [[9. januar]] [[1788]] til [[stiftamtmand]]spladsen i [[Kristiansand]] men kun for meget snart efter ([[23. december]] [[1789]]) at opnå det højeste civile embede på den tid i Norge, nemlig stillingen som Stiftamtmand i [[Akershus]] Stift; han var dengang knap 36 år gammel, og hans løbebane havde altså været glimrende.
 
Oven i købet blev han kort tid derefter ([[1790]]) [[Dannebrogordenen|hvid ridder]]. Naturligvis havde hans fornemme byrd stor del deri, da det var en tid, på hvilken adelskab gjaldt betydelig ved besættelsen af de høje embeder; men han havde også ved sin dygtige og elskværdige personlighed gjort sig værdig til sit hurtige avancement. Et sted i et brev til sin ven [[Johan Bülow]] har han sagt om sig selv: "Oprigtighed og Patriotisme, lidt Enthusiasme ere Hovedtrækkene i min Karakter." Det var sande ord; kun kunne han snarere have sagt "megen" end "lidt" entusiasme. Hans varme følelse kom let i bevægelse, han var en begejstret sjæl, således som det trådte frem i hans forskellige livsforhold.
 
== Politisk overbevisning ==
Politisk var han ikke blot enevældens trofaste mand, så godt som nogen i hans tid; men denne opfattelse skærpedes ved den tydelige begejstring, med hvilken han så op til [[Frederik 6.|kronprinsen]]. Vanskelig vil man i den tid, da dog udtrykkene for den royalistiske følelse altid var svulmende og stærke, finde noget varmere end det sprog, han i sine breve fører om kronprinsen, der for ham er den "elskede og tilbedte Prins", hvem han beundrer for hans "faste og uryggelige Karakter", og hvis omsorg for land og folk han holder af at skildre i sådanne ord, at man skulle synes, det måtte være en ideal tilværelse at leve under hans herskerspir.
 
Men var han end derfor den til det yderste loyale embedsmand, så hørte han samtidig til den kreds af de bedste mænd her hjemme fra slutningen af det [[18. århundrede]], der var begejstret for åndeligt opsving i almindelighed, for udbredelse af nyttig kundskab i alle retninger og for at fremme alt, hvad der kunne gavne samfundet. Det manglede derfor ikke på
Linje 54:
På den tid, da hans virksomhed i [[Oslo|Christiania]] begyndte, var Danmarks forhold til [[Gustav 3. af Sverige]] meget spændt. Der var med god grund stærk mistanke om, at han havde planer om at skille Norge fra Danmark; hans generalkonsul i Christiania, Martineau, havde ord for hemmelig at arbejde i den retning, og Moltke, der så fuldt som nogen anden dansk statsmand var gennemtrængt af levende mistillid til kong Gustav, anså det for sin pligt at holde omhyggeligt øje med det formentlige svenske rænkespil, og det så meget mere, som han mente, at flere nordmænd var inddragne med deri. Desuden var han tydelig ængstelig for, at regeringen ikke gjorde nok for at sætte Norge i forsvarsstand imod et muligt svensk angreb. Hvor rimeligt det end var, at Moltke kunne have sådanne ængstelser, var der dog for øjeblikket ikke nogen alvorlig fare.
 
Et andet forhold, der også gav Moltke, om end i betydelig mindre grad, noget at tænke på, var den jordbund, som de [[Den Franske Revolution|franske revolutionære]] idéer fandt i Christiania. For en mand, der havde Moltkes kongetroskab, og der som han, trods alt øje for det tåbelige i adelige fordomme, dog alligevel følte sig som adelsmand og af naturen hadede alle plumpe udskejelser, måtte den franske revolution meget snart komme til at stå i et forfærdeligt lys, og han fandt optrinnene i [[Frankrig]] ligefrem kanibalske. Skønt han mente, at det ikke var så slemt i Christiania som i [[København]], havde han dog tidlig den følelse, at "Norges kjække Sønner vare opmærksomme paa Frihedens Fremvæxt i Evropa", og han var på ingen måde glad ved de træk af sympati for den franske lighedsånd, som han mente at se ved flere lejligheder.
 
== Virke i Norge ==
Nogen alvorlig uro indgød dette ham dog ikke i længden, og hverken dette forhold eller hans stadige tanke om, at Gustav 3. havde ondt i sinde, hindrede ham i at føle sig lykkelig i Christiania. Man kunne her ikke tage fejl af, at han havde varm interesse for landet. Et vidnesbyrd derom gav han bl.a., da han [[1791]] fik stiftet det såkaldte topografiske Selskab i Norge, der udgav en række [[topografi]]er og gjorde megen gavn ved at udvide kendskabet til landets forhold. Også hans elskværdige personlighed måtte efterhånden vinde stemningen for ham. En yngre samtidig, der nøje kendte ham, har skildret ham som en "i høj Grad fint dannet og aandelig opvakt Personlighed, der, i hvilket Selskab han end befandt sig, blev betragtet som dets Sjæl og Midtpunkt, begavet med stor Vittighed og Kløgt og i Besiddelse af en usædvanlig Bevægelighed i Sjælen". Der lå noget uimodståeligt i sådanne egenskaber, der virkede til, at hans forhold til de fremtrædende familier i Christiania efterhånden blev overordentlig godt.
 
I den første tid havde han dømt skarpt om [[Slægten Anker|familien Anker]], hvis medlemmer dengang også var temmelig upålidelige, hvad følelserne for forbindelsen med Danmark angik, og han fandt den bekendteste mand i slægten, [[Bernt Anker]], ligefrem utålelig; men dette forandredes efterhånden ganske, og hans forhold til den sidstnævnte rigmand blev så fortroligt, at Anker lånte ham eller snarere forærede ham 12000 rigsdaler, et tilskud, Moltke synes stærkt at have trængt til. Han kunne nemlig efter den standsmæssige måde, han holdt af at leve på, ikke komme ud af det med sine penge i Christiania, som han kaldte en afgrund.
 
Moltkes liv i Christiania blev en kort tid afbrudt af en udenlandsrejse, han foretog sig til [[Tyskland]] med sin familie ([[1794]]), bl.a. for at besøge en ældre broder, der beklædte et højt embede i [[Hessen-Kassel]].
 
== Karriere i København ==
Men snart efter sin hjemkomst sagde han farvel til Norge for stedse og flyttede til København, da han [[25. september]] [[1795]] var blevet udnævnt til 1. deputeret i [[General-Toldkammeret]] samt deputeret i [[Finanskollegiet]] og medlem af Overbankdirektionen, hvortil snart efter ([[1796]]) føjedes stillingen som medlem af direktionen for Postpensionskassen, ligesom der også overdroges ham nogle mindre stillinger. Ved at blive 1. deputeret i General-Toldkammeret kom han til at tage del i slutningen af forhandlingerne om den betydningsfulde nye toldlov af [[1. februar]] [[1797]]; men det varede ikke længe, inden han kaldtes til den særlig vigtige plads som præsident i [[danske Kancelli]] ([[19. oktober]] [[1799]]). Nogle få år efter fik han også et præsidium på et helt andet område, da han [[1803]] blev forstander for [[Det Kongelige Genealogiske og Heraldiske Selskab]] (indtil [[1810]]).
 
Moltke havde i sin stilling som kancellipræsident lejlighed til at medvirke ved de vigtige love og forhandlinger, der betegner danske Kancellis historie i de nærmest følgende år; navnlig kan det fremhæves som et ejendommeligt træk, at han viste iver for at få skolevæsenet forbedret ved indførelsen af [[Johann Heinrich Pestalozzi]]s læremetode; han var en af de første regeringsmænd i [[Europa]], der havde øje for denne metodes fortrin. Men uheldigvis blev hans virksomhed som kancellipræsident afbrudt ved det bekendte voldsomme sammenstød, der fandt sted imellem ham og kancelliets mest begavede mand, [[Christian Colbjørnsen]], der som [[generalprokurør]] i en række af år havde været den ledende ånd i kollegiet.
 
Striden havde til følge, at Moltke blev flyttet tilbage til at komme i spidsen for General-Toldkammeret ([[4. januar]] [[1804]]). Selv om denne hans stilling nu fik et fornemmere præg end tidligere, i det han fik titel af præsident, måtte den dog gælde for en mindre fremragende plads end embedet som præsident i Kancelliet. Da Moltke vitterlig i sammenstødet med Colbjørnsen havde været den angrebne part, kunne han, om hvem det netop hedder, at han var meget ømtfølende med hensyn til den udvendige ære, kun opfatte det, som om han havde lidt en forurettelse, og det så meget mere, som hans modstander, der fra sin stilling som Generalprokurør samtidig forflyttedes til at blive [[justitiarius]] i [[Højesteret]], derved i virkeligheden fik et avancement.
 
Den elskværdige venlighed, kronprinsen viste Moltke, havde imidlertid til følge, at han temmelig hurtig kom over det. Også modtog han i de nærmest følgende år tydelige beviser på, at han havde en høj stjerne hos Frederik 6.. Han blev [[1804]] [[gehejmeråd]], [[1808]] gehejme[[konferensråd]] og ordenssekretær, [[27. april]] [[1810]] [[Gehejmekonseil|Gehejme-statsminister]] og [[1811]] [[Elefantordenen|ridder af Elefanten]].
 
I slutningen af det samme år kom han til at forene pladsen som direktør for [[Øresunds Toldkammer]] med sine andre stillinger, hvormed han fra [[1813]] endvidere forbandt stillingen som medlem af direktionen for den almindelige Enkekasse.
Linje 76:
== Statsminister ==
At Moltke var blevet gehejmestatsminister, kunne imidlertid kun gælde for at være en titel; Frederik 6. havde ved [[reskript]]et af [[19. marts]] 1808 sat [[Statsrådet]] ud af kraft og i de følgende forfærdelig vanskelige år ført en fuldstændig [[Kabinetsstyre|kabinetsregering]]. Al Moltkes hengivenhed for Frederik 6. kunne ikke afholde ham fra at dele
den almindelige uvilje, som dette vakte, især da kongens styrelse i disse år kun bragte staten dybere og dybere i uføret. Derfor var Moltke iblandt dem, der til sidst frimodig udtalte for Frederik 6., hvor forkastelig en sådan kabinetsregering var. Statsrådet kom da også nu til atter at træde i virksomhed ([[24. april]] [[1814]]).
 
I mellemtiden havde Moltke været indskrænket til at passe sine særlige embeder, når undtages, at han synes at være optrådt som [[flyveskrift]]forfatter, da i året 1810 spørgsmålet om, hvem der skulle være tronfølger i Sverige, var på bane. Man har i det mindste tillagt ham at have forfattet et lille flyveskrift: ''Aux Suédois par un habitant d’Altona'', hvori han opfordrede svenskerne til at vælge den danske konge til tronfølger.
 
Da Frederik 6. i de første dage af december 1813 lod ministrene og nogle andre højtstående embedsmænd holde rådslagning og afgive betænkning i anledning af det bekendte forsøg, hoffet i [[Wien]] gjorde på at lade Frederik 6. slippe med at afstå [[Trondhjem]] stift til kongen af Sverige i stedet for at give afkald på hele Norge, var Moltke iblandt dem, der
Linje 84:
 
== Fald fra magten ==
Den svære tid, der kom herefter, og hvori afståelsen af Norge ved [[Freden i Kiel]] var hovedbegivenheden, gravede dybe furer i Moltkes som i andre fædrelandsvenners sind, og han kunne med tanken om, at hele statens tilværelse stod på spil, tale til kongen om at ruste folket til en fortvivlelseskamp. Drev denne fare end efterhånden over, var Norges tab dog en sørgelig kendsgjerning, og den smerte, det vakte, øgedes ganske naturlig hos Moltke ved de stærke bånd, der fra hans 14-årige embedstid i dette land knyttede ham til det.
 
Uheldigvis gav han denne stemning luft på en måde, der fik meget ubehagelige virkninger for ham selv. Et brev fra ham til general [[Frederik Gottschald Haxthausen (den yngre)|Haxthausen]] i Norge, hvori han stærkt udtalte sin sympati med nordmændenes oprør, blev nemlig opsnappet af svenskerne. En ung, norsk født diplomat [[Andreas Dedekam Gyldenpalm]], der begav sig hjem igennem Sverige og havde påtaget sig at overbringe det sammen med en del andre breve, havde ved uforsigtige udtalelser vakt mistanke hos svenskerne om, at han havde papirer hos sig, der var kompromitterende for den danske regering, hvem man i Sverige stærkt mistænkte for at spille under dække med [[Christian 8.|Christian Frederik]] og nordmændene. Han blev derfor arresteret undervejs.
 
Dels Moltkes brev til Haxthausen, dels hvad der ved samme lejlighed kom frem som tydende på, at han i egenskab af præsident for General-Toldkammeret ville begunstige tilførsel fra Danmark til Norge, var på grund af statens overordentlig vanskelige stilling så betænkeligt, at Frederik 6. straks, om han end lod ham beholde sin rang som statsminister, måtte lade ham gå af fra alle hans embeder undtagen fra direktørposten ved Øresunds Toldkammer. Desuden forviste han ham til [[Jylland]] ([[5. maj]] og [[24. maj]] [[1814]]). Med hvor tungt et hjerte kongen gjorde dette skridt, og hvor lidt han tænkte ondt om ham på grund af hans norskvenlige følelser, fik Moltke underhånden tydelig at vide, og da farerne udad til endelig var drevne over, tog Frederik 6. ham officielt til nåde igen og opfyldte gerne hans ønske om at gøre ham til [[stiftamtmand]] over [[Aalborg Stift]] ([[2. september]] [[1815]]).