Ludvig Holstein-Ledreborg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
m bot: ændre tekst i Skabelon:Forældet til parameter 'hentet fra'; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
{{forældet|hentet fra = salmonsens}}
{{flertydigperson|Ludvig Holstein (flertydig)}}
Linje 45:
== Venstrepolitikeren ==
Venstre indså til fulde, hvilken fremragende kraft det i Holstein havde erhvervet. Han blev snart en af de mest yndede talere ved de store folkemøder, fx [[20. maj]] [[1883]] i Lejre, og som debattør havde han ikke sin lige i Rigsdagen. Han var i besiddelse af en overordentlig naturlig veltalenhed, en sjælden hurtig og skarp opfattelsesevne og et polemisk talent, som forstod at smede våben for sit parti af enhver sag, og som i smidig vekslen lige let kunne sætte lidenskaben og latteren i bevægelse. Fra [[1876]] var Holstein blevet medlem af [[Finansudvalget]] og var [[1877]]-[[1890|90]] så godt som uafbrudt dettes ordfører. Det var i denne egenskab, han fra nu af vandt sine politiske laurbær. Situationen var jo i disse år som regel storpolitisk tilspidset, og det saglige var i Rigsdagens debatter oftest det ganske underordnede. Stærkt saglig interesseret var Holstein da også kun sjældent, medens netop de ejendommelige krav, som den daværende politiske situation stillede, lod hans særlige evner nå til deres højeste udfoldelse. Med alt det var den fremragende polemiker dog i de afgørende situationer som regel en kompromis'ets og overenskomstens mand. Dette førte ham til i 1877 sammen med [[Frede Bojsen]] at forberede og gennemføre Novemberforliget, ligesom han i de følgende år tilhørte den moderate gruppe inden for Venstre og var stærkt medvirkende ved det såkaldte »majforlig« [[1882]]. Senere, da Bojsen nærmede sig [[Christen Berg]], hvis politiske modsætning Holstein altid ville være, indtrådte der en tilnærmelse mellem denne og [[Viggo Hørup]], og det var da også navnlig fra disse to, den første genoptagelse af forhandlingspolitikken efter provisoriet [[1885]] udgik. Holstein blev i [[1884]] forsonet med Berg og medvirkede i november 1884 til dannelsen af
[[Det Danske Venstre]], men nærmede sig alligevel Hørup og var ivrig for at tilspidse kampen, hvilket medførte en ny splittelse af Venstre 1885. Ligesom Hørup var Holstein stemt for gennem en tilnærmelse mellem Venstre og [[Landstinget]]s godsejere (»smørkrigen« [[1887]]-[[1888|88]]) at bringe [[forfatningskampen]] til afslutning. Hvad der imidlertid gjorde det meget vanskeligt for Holstein at opnå resultater af sin mæglende virksomhed, var, at polemikeren i ham ikke sjældent tog magten fra politikeren. Ofte kunne han ikke stå for fristelsen til skånselsløst at benytte en modstanders blottelse i debatten, selv hvor den oratoriske sejr, han herved kunne vinde, måtte skabe hans politik vanskeligheder af den alvorligste art. At Holsteins velmente forsoningsbestræbelser strandede, var sikkert i høj grad medvirkende til, at han i foråret [[1890]] trak sig tilbage fra det politiske liv og nedlagde sit mandat, men hvad der også spillede sin rolle her, var den ret isolerede stilling, han efterhånden var kommet til at indtage mellem Venstres indbyrdes stridende grupper. Han hørte ikke helt til i nogen af dem, og når han over for offentligheden stod som det samlede partis ordfører og som en af dets vigtigste ledere, var dette, som han godt selv følte, oftest mere skin end virkelighed. Trods fremragende evner og ubestridelig troskab mod sit partis sag måtte Holstein selv ved sin mandatnedlæggelse 1890 erkende ''"Forudsætningerne for sin Politik bristede nu og i Fremtiden"''. Fra nu af, og indtil han [[1895]] ved sin faders død overtog styrelsen af [[grevskabet Ledreborg]], opholdt Holstein sig mest i udlandet, hovedsagelig i [[Schweiz]], væsentlig beskæftiget med [[Kirkehistorie|kirkehistoriske]] studier. Også efter sin tilbagevenden til Danmark holdt han sig ganske udenfor det politiske liv.
| |||