Forskel mellem versioner af "Thomas Døssing"

Døssing var tidligt aktiv i modstandsarbejde og agitation mod den danske [[samarbejdspolitikken|samarbejdspolitik]]. Han var med til at stifte [[Frit Danmark]] i begyndelsen af 1942, men blev arresteret i december samme år og idømt fire måneders fængsel for opfordring til sabotage samt suspenderet fra embedet som biblioteksdirektør. Efter endt afsoning i [[Horserødlejren]] blev han sat i husarrest i sit hjem i [[Humlebæk]] og fik tvungen permission (orlov) fra sin stilling i april 1943. Døssing flygtede til Sverigeudvalgtes i sommerenforåret 1944 og kom viatil [[StockholmFrihedsrådet]],s gesandt i [[LondonSovjetunionen]] ogpå [[NordafrikaFrode Jakobsen]]s anbefaling. Han flygtede 9. juni til [[MoskvaSverige]], hvorog hankom virkedevia som[[London]], [[FrihedsrådetCairo]]s gesandtog i[[Teheran]] til [[SovjetunionenMoskva]] sidst i juli. Efter krigen udnævnte [[befrielsesregeringen]] ham til ordinær gesandt, en stilling han bestred frem til sin død.

Døssing havde fra sin tidlige ungdom været socialdemokrat, men blev i løbet af krigsårene sympatisk indstillet overfor [[kommunisme]]n, og flerehistorikerne historikere[[Bent Jensen (historiker)|Bent Jensen]] og Jørgen Grønvald Laustsen har påpeget, at hans primære loyalitet i årene som gesandt snarere lå hos Sovjetunionen end hos [[Frihedsrådet]] og den danske regering. Han beskrev det sovjetiske [[diktatur]] under [[Josef Stalin]] som et lykkeligt og velfungerende demokrati, hvor der var friere adgang til at fremsætte kritik end i noget andet land i verden, og i rapporter fra Moskva til Frihedsrådet hævdede han, at Sovjetunionens befolkning havde rigelig og billig mad, skønt der i realiteten var fødevaremangel og sult.<ref>[[Bent Jensen (historiker)|Bent Jensen]]: ''Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991'', bd. 1 (Gyldendal, 2014); s. 106.</ref>